Sorthoveder og sang

Det var som om de baltiske lande kom hjem til Norden, da de fik deres selvstændighed efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Rundale slottet er fra det 15. århundrede og er bygget i barok stilart. Foto Viktors Farmor
Gert Lynge Sørensen

Skrevet af

Gert Lynge Sørensen

Det danske kulturinstitut har sit hovedkontor i Riga, der skal varetage de kulturelle forbindelser mellem Danmark og de baltiske lande. Det kan besøges på toppen af det store nationalbibliotek ved Daugava-floden.

De baltiske lande har trods 70 års tvungen indlemmelse i Sovjetunionen ikke noget med det russiske folk at gøre. I Estland og det allernordligste Letland tales et finsk-ugrisk sprog, der minder meget om finsk. Ellers tales der i Letland og Litauen helt egne sprog.

Det har ført til sjove mærkværdigheder. For eksempel sætter man i Letland konsekvent et S i enden af et navn – hvad enten det er for- eller efternavn.

Så hedder du Peter til fornavn, må du finde dig i at blive kaldt Peters. Det samme med Hansen, der bliver til Hansens.

Sang sig til frihed

Balterne synger hele tiden. Hvert femte år holdes store sangfestivaller på skift i de baltiske lande. Den sidste blev holdt i Riga i Letland i 2018 med 60.000 korsangere. Alene i Letland er der mere end 1,2 millioner folkesange på 300.000 forskellige melodier. Og så er det jo ikke mærkeligt, at de baltiske sangtraditioner er på Unescos Verdensarvsliste som immateriel kulturarv.

Sangen blev også brugt som protestbevægelse fra 1989 for at fremme de baltiske landes løsrivelse fra Sovjetunionen. De baltiske folk dannede en ubrudt kæde med 2 millioner mennesker, der holdt hinanden i hånden og sang. Under betegnelsen ”Den syngende revolution” strakte kæden sig fra Tallinn i Estland gennem Riga i Letland til Vilnius i Litauen.

I alle de baltiske lande findes også mindepladser fra den sovjetiske besættelse under 2. Verdenskrig. Bl.a. er der i Riga udstillet en togvogn nær den gamle jernbanestation, der blev brugt til deportation af lettere til sibiriske arbejdslejre.

Handelscentrum og juletræets hjemland

Hansa-forbundet fra 1200-tallet og 450 år frem havde monopol på handlen i Østersøen og Riga, der blev en såkaldt Hansestad, gjorde byen til et knudepunkt for handel i Østersøområdet med særlige privilegier.

Også i dag er Riga den største by i regionen med et multinationalt islæt. Flotte handelshuse og købmandsgårde og gilder findes overalt i den gamle bydel. Et af de flotteste er Sorthovedernes Hus, der blev opført i det 14. årh. som en forening for ugifte tyske handelsmænd, der boede i Riga.

Lige udenfor Sorthovedernes Hus står en skulptur af et juletræ, der markerer, at det første pyntede juletræ kom til offentligt skue i Riga for 500 år siden. Det regnes derfor som verdens første juletræ.

Letlands natur rummer dybe skove med bl.a. bjørne og vildsvin. Sidstnævnte kan fås på restauranter sammen med vikingemad og selvfølgelig landets egne retter. I 2017 blev Riga udnævnt til regionalt centrum for gastronomi i Europa.

Se alle vores artikler om Europa