Bag Arabiens silketæppe

Strandene er hvide, kamelerne er gulbrune, og sultanen selv ligner noget, der er hentet ud af en eventyrbog.

På den måde er det i dag den rene svir at rejse til Oman, så let som at klø sig bag øret. Men sådan var det ikke, da den store danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr sejlede over Det indiske Ocean til Muscat i 1764. Han var den første dansker der besøgte Oman.e

Da jeg selv i foråret 1971 som den første skandinaviske journalist fik lirket døren op til det lukkede land, ventede der mig en overraskelse.

Sultanatet Oman er et af de mest fascinerende lande jeg har besøgt. Det er for mig en blanding af intens skønhed, røgelse, meditation og eventyr.

Da Oman var lukket land

I 1971 var dette hjørne af den arabiske halvø totalt utilgængeligt for almindelige rejsende. Storbritannien styrede reelt Oman, men lige netop i 1971 begyndte briterne at lade den unge sultan, Qaboos bin Said, overtage tøjlerne for at dæmme op for en marxistisk revolution, der bredte sig faretruende fra den faldne kronkoloni Aden ind mod Oman og golfen.

Hverken den britiske ambassade i København, det britiske udenrigsministerium i London eller omanske storkøbmænd i golfen ville hjælpe mig med at slippe gennem nåleøjet.

Men en dag i ø-staten Bahrain, hvor jeg spiste middag hos en danske ven fra ungdommen, nu leder af en missionsboghandel, gik det op for mig at han holdt nøglen til porten til paradis. Han ringede på min opfordring til den amerikanske missionslæge i Muscat, Don Bosch, som var sultanen af Omans livlæge. ”Don, kan du skaffe Jens et indrejsevisum, hvis jeg garanterer for ham, og hvis han må man bo hos dig?”

Velkommen til 1001 nat

Don Bosch havde to dage senere skaffet papirerne og inviterede mig til at bo hos ham i hans lægebolig på missionshospitalet. Sagen var, at der ingen hoteller var i Oman. Hvad skulle man med dem, når indrejse var forbudt? Men især var fremmede en sikkerhedsrisiko. Derfor skulle Don Bosch personligt garantere for mig og tage ansvaret for mit ophold.

Men at komme til Muscat var et problem. Der gik ingen fly, så i stedet for en fællestaxa ned gennem Oman, var jeg heldig at få lift med et britisk fragtfly, der fløj fra Sharjah til Muscat. Der var kun plads til piloten og general Graham, den øverstkommanderende for de britiske styrker i Oman. Jeg lå i bagagerummet og gyngede ovenpå kufferter og forsyningskasser. Der var ingen normal landingsbane, så flyet gik ned på en støvet grusbane. Generel Graham: ”Velkommen til 1001 nat! Lav ingen ulykker, for så slipper du ikke ud igen foreløbig. Nu tager min chauffør dig ned til missionshospitalet. Du skal adlyde Don Bosch i et og alt, så længe du befinder dig i Oman. Good Luck”.

Jeg tændte en cigaret og tog et dybt sug, så nikotinen snurrede om kap med følelsen af sensation, der strømmede gennem mig.

En ivrig reformator

Otte dage senere fik jeg foretræde for den unge sultan Qaboos. En gnistrende smuk ung mand, uddannet på det britiske militærakademi Sandhurst. Han var få måneder tidligere var sluppet ud af det tårnværelse, hvor hans tyranniske fader havde holdt ham indespærret. En større kontrast fandtes ikke: faderen var en enevældig skør original, sønnen en ivrig moderne reformator.

Sultanens livvagter skænker sort kaffe. Den 33-årige monark siger med mørk røst: ”Fra i dag ændrer Oman sig med stor hast. Jeg vil åbne landet, men det skal gøres med omhu, så vi fastholder Omans traditioner og historie ”.

I 32 år havde den grumme tyran, Said bin Taimur, styret Oman med stram hånd. Han havde forbudt ind- og udrejse. Musik, bøger, aviser, radio og tv var bandlyst. Ingen måtte bære briller, men det var der heller ikke brug for, når eneste læsestof var Koranen. I stedet for bukser skulle alle klæde sig i dish-dash og kapper.

Jeg var sluppet ind i Oman på netop det tidspunkt hvor paladsrevolutionen havde revet landet ud af en middelalderlig tornerosesøvn. Nu var Oman med ”halsbrækkende fart på vej ud af det 15. århundrede” som en britisk officer ironisk bemærkede.

En lækkerbisken af et land

Oman 1971 blev det nærmeste jeg nogensinde er kommet fortællingerne i ”1001 nat”. Så meget desto mere interessant er det i dag, over 40 år senere, at vende tilbage.

Oman har fulgt sultan Qaboos’ reformideer. Landet er blevet åbent, moderne, velstyret og er en lækkerbisken i rejseprogrammerne. Man kan besøge det interessante nationalmuseum, tage på udflugt i ørkenen og i bjergene, spise picnic på de lange hvide strande, når man kommer i land efter at have svømmet blandt delfiner og store havskildpadder.

Først og fremmest er det overraskende, at Oman har bevaret så meget af sin oprindelige sjæl og ikke er blevet mere spoleret af moderne turisme. Derfor rejs til Oman, få en flot oplevelse og hjælp til med at Oman i mange år kan forblive at være Arabiens diamant.

Se alle vores artikler om Mellemøsten