Omans frodige wadier

I spidsen af den arabiske halvø ligger Oman - en ørkenstat, der huser dele af verdens største sammenhængende sandørken, Rub al Khali. Landet har historisk set været isoleret af bjerge, sand og hav, og med et utroligt tørt og varmt klima skulle man tro, at der ikke var grønne og frodige områder i miles omkreds.
Men der tager man fejl. Den marokkanske opdagelsesrejsende Ibn Battuta sagde i 1300-tallet om Oman, at det er "et frodigt land med vandløb, træer, frugtplantager og palmelunde". Og på trods af det barske ørkenklima, må man sige, at han faktisk havde helt ret.
Tropiske frugttræer, svajende palmer og krystalklare pools ligger side om side med alt fra varme sandklitter og imponerende bjerge til frodige kyststrækninger. Og et af de mest fascinerende kendetegn, når man rejser rundt i Oman, er landets wadier, der med sig bringer overvældende frodighed og ikke mindst fornøjelse.

Hvad er en wadi?
På arabisk betyder "wādi" en dal: Nærmere bestemt en dal, der kan oversvømmes. Wadierne er udtørrede flodlejer, der bugter sig mellem store bjerge, og de kommer i alle mulige former og størrelser - fra små dale til store flodveje, som tager sit udspring langvejs fra.
Det meste af året ligger mange wadier udtørrede hen, men i regntiden fyldes de med vand og forvandles til frodige oaser, der med sine smukke grønne farver lyser op i det bjergrige og tørre landskab.
For de tidligere nomadiske stammer var wadierne lig med overlevelse. Vandet lagret i wadierne gjorde det muligt at plante afgrøder, holde husdyr og dermed opretholde et liv i den golde ørken. I dag er de stadig en vigtig kilde til dyrkning af hvede, byg og dadler samt husdyrhold, og det livgivende vand ledes videre ind i landet i form af kunstvandingskanaler.
I tørre perioder bruges de endda som veje, der giver adgang til afsidesliggende landsbyer, som ellers ville være svære at nå frem til. Derfor er de stadig den dag i dag uhyre vigtige for omanerne.
Fra tørt flodleje til brusende flod
Wadierne er et af højdepunkterne ved et besøg i Oman. Men det er bedst at tjekke vejrudsigten hjemmefra, for et regnvejr i bjergene kan sende uanede mængder af vand ind igennem de tørlagte dale, og det tager alt med sig på sin vej. Vandet kan på få timer forvandle et tørt flodleje til en brusende flod.
Hvert eneste år er der folk, der overraskes af de såkaldte ’flash floodings’, når vandet pludselig kommer væltende og viser naturens rå kræfter.
Men oaserne er i de tørre perioder et paradis fyldt med turkisblå svømmepools og svajende grønne palmetræer, som både lokker de lokale omanere og udenlandske rejsende til. De kommer for at nyde en pakket frokostkurv i palmernes skygge, hoppe i det afkølende vand og måske endda begive sig ud på en vandretur til et af de mere afsidesliggende vandhuller.

Populære wadier i Oman
En af de mest populære wadier er Wadi Bani Khalid, der ligger flot placeret mellem ørken og kyst. Omgivet af golde bjerge toner frodige mango- og daddeltræer frem, og krystalklart vand venter på, at man hopper i og nyder den kølende effekt. Man kan vælge at gå længere ind og finde andre svømmehuller, eller man kan bruge tiden på at vandre mellem små landsbyer i området.
Man kan også besøge Wadi Shab. Her krydser man floder med båd, går igennem kalkstenskløfter og vandrer ad det udtørrede flodleje, indtil man kommer til et sted, hvor ferskvandet fra de høje bjerge møder det salte vand fra havet. Her er der mulighed for at svømme ind til smukke vandfald og tage et velfortjent hvil i palmernes skygge.

Omans varierende natur
Naturen i Oman har meget at byde på. Tag nu for eksempel sandørkenen, der med sine kæmpemæssige klitter indbyder til en tur i en firehjulstrækker, der nærmest føles som at ride på et hav af sandbølger. Eller måske en rejse langs Omans kyst med skønne sandstrande og sejlture.
Et besøg i bjergene er også et flot bekendtskab, når de skarpe tinder træder frem i horisonten. Der er masser af gode vandreture og et hav af udsigter. Man kan også køre op i ’De Grønne Bjerge’ og nyde de kultiverede terrasser fyldt med valnødder, pomegranatæbler og roser.
Dhofar-lagunerne, der ligger langs kystlinjen, er hjemsted for et unikt økosystem, der huser hundredvis af fugle, fisk og planter. Det er også i Dhofar-regionen, at man finder en af ni arter af baobabtræer, der normalt kendetegner øen Madagaskar.
Oman er og bliver et smukt bekendtskab.