Om Hagia Sofia og digternes fængsel
Vi taler om bygninger som poesi, som ord. Som sangen fra minareterne, når der kaldes til bøn – vi skal i Den blå moské. Hele tiden med H. C Andersen som rejsekammerat, og de andre digtere.
I den gamle bazar går vi på eventyr, dufter til krydderierne, ser på silke og kobber og perler, drikker tyrkisk kaffe og får spået vores fremtid i kaffegrumsen. Vi læser, hvad H. C. Andersen så, og besøger det fængsel, hvor Nazim Hikmet engang sad, Sultahmed fængslet, som nu er et luksushotel. Han skrev historier og læste dem op for sine medfanger, blandt andet det kæmpe værk: Human Landscapes from my country.
Han skrev blandt andet fra fængslet:
’Det skønneste hav
er det vi endnu ikke har set,
det skønneste barn
er endnu ikke vokset op,
vores skønneste dage
er dem vi endnu ikke har levet,
og det skønneste jeg ville sige dig
har jeg endnu ikke sagt.’
Nazim Hikmet, Tre alen silkeklæde
Forfattere kan bevare fortiden, så vi stadig kan møde den, men de kan også skrive om en virkelighed, man umuligt kan læse om i aviserne. Især i et land som Tyrkiet, hvor der ikke er nær så frit at udtrykke sig som i Danmark. På den måde kan man paradoksalt nok sige, at digte er vigtigere i Tyrkiet, end de kan være i Danmark. De anses i hvert fald for at være så vigtige, at mennesker kan komme i fængsel for, hvad de har skrevet. Mens vi er i gang, vil vi åbne nogle tyrkiske aviser og se, hvad der her står.