Guide: 7 steder du skal opleve i Australien
1. Great Ocean Road
Bølgerne slår ind mod kystlinjen, og over millioner af år har de gjort et imponerende stykke arbejde: De Tolv Apostle er kalkstensformationer, der rager op af havet isoleret fra klipperne bag dem – og de berømte Apostle er langt fra de eneste storslåede klippeformationer langs denne kyst. For søfolk gennem tiderne har klipperne dog ikke kun været et flot syn. De var også en konstant trussel mod skibene, der sejlede på de oprørte farvande. Kysten kaldes derfor også for Ship Wreck Coast.
Tip: Det er svært at tage øjnene fra den imponerende kyst, men prøv alligevel at vende blikket mod naturen på den anden side af vejen – især omkring Cape Otways. Her er landskaberne præget at tempererede kystregnskove med en tæt vegetation og et rigt fugleliv.
2. Kangaroo Island
Kangaroo Island har været adskilt fra fastlandet i tusinder af år, og øen bærer præg af det. Mange invasive arter er holdt ude, og naturen er tættere på sin oprindelige form end næsten noget andet sted i Australien. Ved Seal Bay daser søløver på stranden uden at reagere på tilskuere. I Hanson Bay Wildlife Sanctuary sidder koalaerne i eukalyptustræerne og tygger langsomt. Remarkable Rocks – granitstokke eroderet til skæve, hule former i orange og grå – pryder kystklipperne, der mest af alt ligner en surrealistiske skulptur af Salvador Dalí.
Tip: Hvis du besøger Kangaroo Island på en rejse, så hold øjnene åbne på køreture rundt på øen – kænguruer og papegøjer dukker ofte op langs vejkanten.
3. Uluru
348 meter høj, næsten ti kilometer i omkreds. Uluru hæver sig over den flade ørken uden forvarsel og skifter farve i takt med lyset: Orange, dybere rød og næsten sort ved solnedgang. Om morgenen gryr dagen over monolitten i et roligt, gyldent lys. Uluru er helligt land for de lokale anangu-aboriginere, og den kulturelle tyngde mærkes, når man går langs stenen og hører om dens betydning. Hvis man rejser i Australien, er det næsten obligatorisk at lægge vejen forbi.
Tip: Medbring et lag ekstra tøj til solopgangen – ørkenen kan være overraskende kold om morgenen, selv i de varmere måneder.
4. Kings Canyon Rim Walk
Stien starter stejlt og fører langs kanten af en kløft med klippemure i rustrøde og orange farver. Undervejs åbner en trappe sig ned mod Garden of Eden – en skjult dal, hvor et permanent vandløb holder vegetationen grøn og frodig midt i ørkenen. Gåturen slutter i et terræn af bikubeformede sandstensformationer. Tre til tre en halv time tager de omkring seks km, derfor er det en god idé med godt fodtøj og tre liter vand pr. person. Det er en vandretur, der kræver forberedelse og belønner den.
Tip: Start tidligt om morgenen – på varme dage lukkes stien, hvis temperaturen overstiger 36 grader.
5. Great Barrier Reef
Man kan lægge til ved sandbanken Michaelmas Cay, hvorfra man kan snorkle hen over verdens største koralrev. Great Barrier Reef strækker sig over mere end 344.000 kvadratkilometer. Vandet er turkisblåt, varmt og klart. Fiskene er blå, gule, orange, røde – det er et meget smukt syn. Koralerne er forgrenede og filtrede og er et flot syn i sig selv. Selv uden snorkleerfaring er det nemt at komme i gang fra strandens lavvandede kant. Australiens natur er helt unik - og det er værd at tage sig tid til at opleve den.
Tip: Michaelmas Cay er et ideelt begyndersted – roligt vand og gode snorkleforhold tæt på stranden.
6. Daintree-regnskoven
Nord for Cairns, hvor vejene holder op, begynder verdens ældste, tropiske regnskov. Daintree National Park er på UNESCO's verdensarvsliste og huser plante- og dyrearter, der ikke lever andre steder. Flere planter i regnskoven har været brugt til mad og medicin gennem mange år af aboriginals. Et af højdepunkterne her i området er en sejltur på Daintree River, som bringer saltvandskrokodillerne tæt på – op til seks meter lange, lydløse på bredden eller glidende under overfladen. Her findes også et væld af andre arter, så det er med at holde øjne og ører åbne.
Tip: Krokodillerne er velkamuflerede og svære at spotte på egen hånd, så brug en god guide.
7. Sydneys operahus
Det sidste punkt i vores guide bliver operahuset i Sydney. Facaden kender alle. Men det er fra Mrs. Macquarie's Chair i den botaniske have, at bygningen giver mening som helhed: Skallerne mod havnen, Sydney Harbour Bridge i baggrunden, skyskraberne på den anden side. En guidet rundvisning indeni fortæller historien om den danske arkitekt Jørn Utzon og den bygning, der tog 14 år, og som endte med at koste ca. 14 gange mere end oprindeligt forventet. Men mon ikke australierne synes, at bygningen er alle pengene værd i dag?
Tip: Book rundvisningen i god tid – de populære engelsksprogede ture er ofte udsolgte flere uger i forvejen.
Faktaboks
Højdepunkter: Great Ocean Road · Kangaroo Island · Uluru · Kings Canyon · Great Barrier Reef · Daintree-regnskoven · Sydney
Bedste rejsetidspunkt: Tørtid er maj til oktober i den nordlige del af landet. I den sydlige del af landet er sommerhalvåret fra oktober til april skønt. Centralaustralien er mest behagelig i vinterhalvåret fra marts til oktober. Gode kompromisser, hvis man vil meget rundt i Australien, er marts til april samt september til november.