Jordan rundrejse

På eventyr i et gæstfrit kongedømme

Et af verdens nye vidundere, Petra, ligger i Jordan. Vi har to hele dage til at udforske den storslåede hovedstad fra oldtiden. Og landet rummer meget mere: Bibelske steder, islamisk kunst, røde ørkener og Det Døde Hav. Beduiner i telte og moderne højhuse i glas. Jordan byder om noget på eventyr. 

 

Priser fra

18.990 kr.

Max. 20 deltagere

12 dages rejse

Start din rejse her

Rundrejsen går i dybden med dette spændende kongedømme. Vi kommer steder, andre besøgende sjældent ser. Jagtslottet Qasr Amra med flotte fresker illustrerer livet, som det udspandt sig i det 8. århundrede.

Vi har god tid i eventyrlige Petra, tager på ørken-safari i Wadi Rum og bader i Det Døde Hav. Og i tilgift får vi en række oplevelser, der sætter Jordan i relief som et gæstfrit og venligt land.

5 gode grunde til at rejse til Jordan med Viktors Farmor:

  • Nyd de utrolige klippeformationer på en gåtur i Dana Naturpark
  • Viktors Farmor har 20 års erfaring med rejser i Jordan
  • Opdag borgen Ajlun med en fantastisk beliggenhed 1200 m.o.h. og udsigt udover Jordandalen og Det Døde Hav
  • Få 2 hele dage i Petra til at udforske den legendariske by grundigt
  • Oplev Madaba med sine fantastiske mosaikker, som giver os indblik i områdets rige historien

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Jordan

    Afrejse fra København. Ankomst til Amman, hvor vi overnatter.

    På nogle afgange er der ankomst om natten. Kontakt os ved spørgsmål. 

    Overnatning: Amman

  • Dag 2

    Citadelhøjen - As-Salt - Ajlun Forest Reserve

    Vi starter dagen med at se Citadelhøjen og det romerske amfiteater i Amman. Herefter tager vi på byvandring i det centrale Amman, bl.a. gennem bazaren, hvor vi får noget at vide om de forskellige nødder, krydderier, frugt og grønt m.m.

    Efter frokost går turen til byen As-Salt, den tidligere provinshovedstad, der er kendt for sin smukke beliggenhed og de klassiske osmanniske huse. As-Salt ligger på den gamle hovedvej mellem Amman og Jerusalem. Vi går ad den farverige gade ”Badstuegaden” forbi Al-Ein Plaza, hvor mændene samles og spiller backgammon.

    Romerne, byzantinerne og mamelukkerne har alle bidraget til byens vækst. Men den tog for alvor fart i slutningen af det 19. århundrede, hvor osmannerne etablerede en regional administrativ base i As-Salt. Efterhånden som byens status voksede, flyttede flere og flere handelsmænd til byen, og med deres øgede velstand byggede de fine huse, der stadig kan beundres i As-Salt i dag. Vi ser de prægtige ottomanske bygninger på vores lille slentretur i byen.

    Vi kører videre til området omkring Ajlun.
    Vi overnatter i hytter i Ajlun Forest Reserve i den smukke natur, og der bliver tid til en lille vandretur gennem olivenlundene.

    Ajlun Forest Reserve er et område på 13 km2. Her er et bakket landskab fra 600 til 1100 m.o.h. I skoven ses mange af de stedsegrønne egetræer foruden johannesbrødstræer og vilde pistacier. Gennem årene har disse træer haft betydning for befolkningen i området, både fordi de har brug for træ, men også fordi de har kendt til medicinske egenskaber af træer og planter. Af vilde blomster i området kan nævnes sorte iris, adskillige orkidéarter og vilde tulipaner. Dyrelivet er også værd at nævne. Her findes f.eks. vildsvin, ræve, ulve, sjakaler, stribet hyæne, hulepindsvin og persiske egern.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Aijun Forest Reserve

  • Dag 3

    Brevdueborgen Ajlun - Det antikke Jerash

    Vi står tidligt op til endnu en vandretur med mulighed for at spotte fugle. Efter morgenmaden kører vi til borgen Ajlun, der har en fantastisk beliggenhed 1200 m.o.h. med udsigt udover Jordandalen og Det Døde Hav. Vejen dertil snor sig gennem olivenplantager.

    Ajlun blev bygget i 1185 af en nevø til Saladin. Borgen havde en strategisk beliggenhed i kampene mod korsfarerne. Det er en lille perfekt borg, meget fascinerende og med et helt andet arabisk design, når man sammenligner med de mere bastante korsridderborge i landet. Den var vigtig for udveksling af budskaber ved hjælp af brevduer og bål på højdedragene. Over en af borgens døre er der relieffer forestillende par af brevduer. Gennem hele borgens historie har disse brevduer haft stor betydning. Vi besøger en workshop, hvor der fremstilles sæber af olivenolie.

    Efter besøget i Ajlun spiser vi en tidlig frokost hos en lokal familie, som har indrettet en lille café i tilknytning til deres bolig. En kort køretur fører til dagens højdepunkt Jerash, det bibelske Gerasa, der er et imponerende eksempel på en hellenistisk-romersk storby. Vi vandrer igennem søjlekolonnader, ser templer, torve og teatret.

    Læs mere om Jerash

    Sidst på eftermiddagen kører vi til Madaba, hvor vi har tre overnatninger.

    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Madaba

  • Dag 4

    Ørkenfæstninger - Mt. Nebo

    Vi besøger to ørkenfæstninger i den nordøstlige del af landet. Først kører vi til jagtslottet Qasr Amra, der har været afslapningssted for kaliffen i Damaskus. Her ser vi fine eksempler på tidlig islamisk kunst og arkitektur, og vi hører om en fascinerende epoke i landets historie. Fresker, og stenudskæringer er inspireret af de persiske og græsk-romerske traditioner, og det hele er med til at illustrere livet, som det udspandt sig i det 18. århundrede.

    Derefter ser vi Kasr el Kharane, en monumental bygning i ørkenen, muligvis benyttet af kaliffen som mødested.

    Herefter kører vi til Nebobjerget, et gammelt kristent valfartssted. Herfra skuede Moses ifølge den bibelske beretning ud over det forjættede land, inden han døde.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Madaba

  • Dag 5

    Madaba - Det Døde Hav

    Madabas historie går mere end 3500 år tilbage. Byen nævnes flere steder i bibelske tekster, det var her Davids styrker besejrede ammoniterne og aramæerne. Også for nabatæerne havde Madaba betydning, idet de styrede byen i det 1. århundrede. I dag er Madaba mest kendt for sine byzantinske mosaikker.

    Efter at have beundret mosaikkerne i Madaba begiver vi os ned til jordens laveste område, Det Døde Hav, og oplever hvordan temperaturen stiger i takt med at vi bevæger os ned i dalen. Der er mulighed for at flyde på vandet i en 33 % saltopløsning. En særpræget oplevelse. Husk badetøj, håndklæde og badesko. Der er omklædningsrum og bruser.


    Vi ser resterne af det store Madaba-kort i Georgskirkens gulv. Kortet viser det hellige land og dets omgivelser. Middelhavet ses mod vest og Jordans ørkenområder mod øst. Man har kunnet identificere 150 steder, heriblandt Jordan-floden, Det Døde Hav og de varme kilder ved Ma’in.
    Den mest detaljerede del af kortet omhandler Jerusalem, der ses med mure, gader og bygninger.


    Vi skal besøge "The Archaeological Park", hvor man har blotlagt et stykke af den gamle romerske hovedgade. Udstillingsområdet rummer bl.a. en kirke med velbevarede gulvmosaikker og “gulvtæppet” fra en hal i en villa, Hippolytos-hallen. Også andre mosaikker fra omegnen er udstillet her.


    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Madaba

  • Dag 6

    Ad Kings Highway til Dana Natural Reserve

    Efter morgenmaden kører vi sydpå mod det eventyrligt smukke naturområde "Dana Natural Reserve". Undervejs passerer vi resterne af Mukawir Fort, der ligger på en konisk bakke. Fortet blev bygget af Herodes den Store, og her kan vi mærke historiens vingesus, idet det menes, at her var stedet, hvor Salome dansede, og hvor Johannes Døberens hoved blev bragt ind på et fad.

    I Dana indkvarteres vi i gæstehus. Her er fælles bad/toilet. Sidst på dagen kan man gå en kort vandretur og se lidt på landsbyen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Dana

  • Dag 7

    Dana Natural Reserve - Lille Petra - Wadi Musa

    Efter morgenmaden er der igen mulighed for en ca. 2 timers vandretur. De der ikke ønsker at vandre kan tage en pause i gæstehuset, eller måske slentre en kortere tur.

    Dalen er omgivet af smukke bjerge, det er et af landets mest fantastiske naturområder. Vi forlader Dana, og undervejs på dagens flotte køretur passerer vi Shobak fæstningen, højt beliggende på en bakketop.

    Vi kører til "Lille Petra" - en lille snæver dal i nærheden af Petra. I klipperne har nabatæerne udhugget bygninger med deres karakteristiske dekorationer. I nærheden er der også et vandreservoir, Bir al Arais, der demonstrerer nabatæernes enorme kyndighed i at udnytte de sparsomme vandressourcer.

    Vi har 3 overnatninger på hotel i Wadi Musa, byen der ligger lige ved siden af Petra.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Wadi Musa (Petra)

  • Dag 8

    Petra

    Rejsens højdepunkt er uden tvivl besøget i Petra.
    Vi bruger hele dagen i Petra. Denne sagnomspundne by blev bygget /udhugget i klipperne af nabatæerne. Et handelsfolk, der slog sig ned i det sydlige Jordan for mere end 2000 år siden. Det er et spektakulært sted, som åbenbarer sig for os for enden af en snæver kløft.


    Om formiddagen vandrer vi ca. 800 m ned til den snævre klippeslugt, Siq'en. Herfra vandres der ca. 1200 m gennem Siq’en. Undervejs kommer vi forbi kult-nicher, som oldtidens besøgende og beboere har udhugget. Så ligger byen pludselig foran os, med rosafarvede templer og grave udhugget i sandsten. Et fantastisk område, hvor natur og arkitektur går op i en højere enhed. Forvent at dagens guidet vandretur vil være på ca. 8-10 km. t/r. i adstadigt tempo. Læs mere i de praktiske oplysninger for rejsen.

    Eftermiddagen er til fri disposition. Her kan man udforske grave i dalen eller vandre op til højtliggende grave og helligdomme.
    Der er mulighed for at tage op til offerstedet, hvor nabatæerne ofrede dyr. Stedet ligger højt oppe på et bjerg, fordi nabatæerne troede på, at jo højere op, des kortere er der til Gud. Ønsker man at komme til offerstedet, bør man have en lokalguide med.


    Læs mere om Petra her


    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Wadi Musa (Petra)

  • Dag 9

    Petra

    Dagen er fri til at opleve Petra på egen hånd og gå mere i dybden med seværdighederne. Eller man kan tage på en vandretur. Rejselederen har forslag til, hvordan fridagen kan anvendes - både i Petra og i byen Wadi Musa.

    Rejselederen anbefaler at begynde dagen tidligt med at tage op til ”Klostret”, hvor ikke alene klostret er imponerende, men også udsigten.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Wadi Musa (Petra)

  • Dag 10

    Petra - Wadi Rum

    Vi kører tidligt fra Petra mod Wadi Rum, et ørkenområde, der er kendt for sine utrolig smukke naturpanoramaer. Der er et fantastisk form- og farvespil mellem klipperne, sandet og de grønne vækster. Vi skal se området fra toppen af åbne pick-up trucks på en ca. 3 timers off-road tur i ørkenen.


    Vi overnatter i en stationær camp, så vi har mulighed for at opleve både solnedgangen og solopgangen i ørkenen. Der er to-personers hytter med senge samt bad og toilet.


    I campen får vi en fyldig frokost og en lige så fin aftensmad med typiske jordanske retter denne dag.


    Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

    Overnatning: Wadi Rum

  • Dag 11

    Wadi Rum - Aqaba - Madaba

    Efter naturoplevelserne i ørkenen kører vi til Aqaba, hvor vi kører en panoramatur for at få et indtryk af byen. Vi slentrer en tur gennem bazaren i Aqaba, hvis den er åben. Her blander duften af friskmalet kaffe sig med duften af de mange orientalske krydderier.


    Herefter går turen til Madaba med passende stop undervejs. Om aftenen spiser vi afskedsmiddag.


    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Madaba

  • Dag 12

    Afrejse

    Kørsel til lufthavnen og hjemrejsen begynder.

    På nogle afgange er der hjemrejse omkring midnat på dag 11, eller om natten. Kontakt os ved spørgsmål.

    Måltider: Morgenmad

Praktiske oplysninger

Her finder relevante oplysninger om rejser til Jordan

  • Pas og Visum

    Passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra hjemrejsedagen.

    Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet.

    Visum på grupperejser er gratis. Vi skal blot have pasoplysninger inden afrejse.

  • Vaccinationer

    Som i mange andre lande, anbefales det at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal evt. med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside: www.ssi.dk/rejser. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

  • Sikkerhed

    Med den øjeblikkelige situation i Mellemøsten, især Syrien og Irak, er et naturligt spørgsmål for mange: Er det sikkert at rejse til Jordan?

    Viktors Farmor er ikke i tvivl: Ja, det er det.

    Landet er homogent og fredeligt, og gæster oplever et ophold i landet som trygt. Desuden er myndighederne meget opmærksomme på sikkerheden. Jordan værner meget om sin status som et samfund i ro.

    Der er store flygtningelejre i området ind mod Syrien, men vi kommer ikke i nærheden af disse steder. Vi har hvert år mange rejser til Jordan, og den dominerende tilbagemelding fra vore gæster er, at de følte sig helt trygge og sikre.

    I øvrigt følges udenrigsministeriets vejledninger i tvivlstilfælde.

  • Tid

    Der er +2 timers forskel i Jordan i vinterhalvåret og +1 times tidsforskel i sommerhalvåret.  

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne forventes det at du kan gå det angivet antal km og højdemeter på rejsen.

  • Valuta

    Valutaen i Jordan hedder Jordanian Dinar (JOD). Der kan hæves penge med kreditkort i kontantautomater i lufthavnen samt mange steder i byerne. Kreditkort accepteres der ud over i vid udstrækning i restauranter og  butikker. Medbring evt. lidt USD, hvis der bliver brug for at veksle et mindre beløb sidst på opholdet i Jordan.
    Hvis man er løbet tør for dinarer, kan man mange steder godt betale i dollars (men ikke i Euro). Vær dog opmærksom på, at små cafeer og butikker oftest kun tager imod jordanske dinarer.

  • Elektricitet

    Der bruges 220 volt. Der er fem forskellige standarder for stik i Jordan, så det er en fordel at medbringe en universaladapter. Du kan læse mere om Jordans stik her: https://www.power-plugs-sockets.com/jordan/.

  • Påklædning

    Tøj der kan tages af og på "lag for lag" anbefales. Det er praktisk med en lun sweater eller en vindjakke til de kølige morgener og aftener. Ved solnedgang falder temperaturen mærkbart i ørkenen, og vinden rejser sig. Et let tørklæde til halsen kan være rart i en air-conditioneret bus.

    Kvinder bør ikke gå i shorts og solbluse i byerne. På turiststederne kan det godt gå an, dog bør shorts gå til knæene.

    Husk gode travesko, evt.sandaler. Solbriller og solhat eller kasket, da lyset kan være skarpt, især i ørkenområderne. Medbring et tørklæde, der kan beskytte ansigtet mod sand og vind og holde kasketten på plads, når man sidder oven på jeepen i Wadi Rum. På de fleste af hotellerne kan man få vasket tøj.

     

  • Telefon og internet

    Telefon til Jordan: Tryk 00962 + omr.nr. + abn.nr. Fra Jordan til Danmark trykkes 0045 + dansk abn.nr.

    Mobil: I de større byer er der udmærket dækning. MMS er ikke muligt. Der kan købes lokale taletidskort.
    Mange smartphones går på internettet af sig selv, og glemmer man at slå det fra kan det koste mange penge for datatid brugt i udlandet. Husk derfor at slå datatrafik fra i telefonens indstillinger inden afrejsen.

    Internet: Mange hoteller tilbyder wifi enten gratis eller mod betaling, og tilgængeligt i fællesområder (typisk omkring receptionen) og/eller på værelserne. Kvalitet og hastighed svinger meget. Nogle hoteller har også en computer i fællesområder, som kan benyttes gratis eller mod betaling.

  • Foto

    Fotografering er tilladt de fleste steder i Jordan. Dog må der ikke fotograferes ved militære områder, lufthavne og grænseområder. Når man vil fotografere mennesker, er det bedste at bede om tilladelse først. Ikke alle kvinder bryder sig om at blive fotograferet, og det bør respekteres.

    Videooptagelser er ikke tilladt alle steder.

    Bemærk!

    • Medbring ikke ekstra store kameralinser (f.eks. til fuglespotning), da disse kan blive beslaglagt af myndighederne ved indrejse. Et almindeligt kamera til turistformål giver ikke anledning til problemer.
    • Medbring ikke en stor kikkert. Den kan ligeledes blive beslaglagt af myndighederhe ved indrejse.
    • Medbring ikke en drone, da den vil blive konfiskeret ved ankomst.
  • Bagage

    På de fleste af hotellerne kan det lade sig gøre at få vasket tøj fra morgen til aften.

    Kikkert og kameraudstyr skal på flyrejserne til/fra landet medbringes i håndbagagen.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Drikkepenge

    På grupperejserne med dansk rejseleder er drikkepenge til chauffør og guide inkluderet i prisen.

    Får man båret kufferten op til værelset, giver man et beløb svarende til 5-6 kr (medbring evt. 1-dollarsedler til dette formål). Køber man selv måltider, runder man op med ca. 10 %. Toiletter er ofte overvåget af personale, der forventer nogle småpenge.

  • Småpenge

    Det kan være svært at få fat i småpenge til drikkepenge og lignende.  Man kan veksle under små indkøb i byen eller ved drikkepengeskålen på toiletterne.

  • Drikkevand

    Det anbefales at købe mineralvand på flasker. Det kan fås overalt.

  • Prisniveau

    Et måltid mad på en restaurant koster 100-200 kr. En øl koster ca. 40-60 kr., en flaske vin over 200 kr. og en sodavand/mineralvand ca. 10-20 kr.

  • Klima

    90 % af Jordan er ørken (den arabiske og den syriske ørken) med årlig regnmængde under 200 mm. Sommeren er varm og solrig og den mængde vand der falder i Jordan er hovedsagelig i de nordvestlige bjerge, hvor det varierer mellem 300 og 800 mm årligt. Regnen falder typisk som korte kraftige byger. Regnen falder hovedsageligt mellem november og marts.  Jordanfloden flyder sydpå til det Døde Hav, der er verden laveste punkt. Langs floden er sommeren varm og vinteren mild. Selvom det er varmt, gør den lave luftfugtighed at det  ikke nødvendigvis føles ubehageligt.

    OBS! I maj og september er temperaturen ved Petra ca. 25-35 grader om dagen (tør varme), mens det er mindre varmt i de nordlige områder, f.eks. Amman, Madaba og Jerash. I december og januar er temperaturen i ca. 10-15 grader om dagen.

  • Vandring i Petra

    På sightseeingsdagen vandrer vi ca. 8-10 km. t/r. Først ca. 800 m ned til den snævre klippeslugt, Siq'en. Herfra vandres der ca. 1.200 m gennem Siq’en til Skatkammeret. Og herfra videre ind i området med grave og templer. Der vil også være trapper, der skal forceres for at opleve gravene på nærmere hold. Men de kan også opleves på afstand, hvis man ikke kan klare trapperne.

    Det er muligt at køre med lille el-bil gennem siq’en. Køretøjet er til 5 personer og det koster 15 dinarer pr. person (ca. 150 kr) for én vej og 25 dinarer pr. person (ca. 250 kr) for begge veje. Vælger man at køre med el-bil, vil der dog ikke være guidet sightseeing undervejs gennem Siq’en.

    For at få det fulde udbytte af besøget i Petra anbefales det derfor, at man som minimum er i form til at kunne gå de 8-10 km. i løbet af dagen i et adstadigt tempo.

    Vil man besøge det storslåede ”Monastery” eller den højtliggende offerplads, anbefales trappetræning hjemmefra.

  • Badning i Det Døde Hav

    Da vandet er ekstremt saltholdigt, må man kun opholde sig i det 5-10 minutter, og man skal afvaskes godt bagefter. Hvis man har sår eller større rifter, bør man lade være. Der kan evt. benyttes svømmebriller til beskyttelse af øjnene. Stærkt overvægtige kan komme i ”havsnød”, da de ikke kan få fodfæste på bunden på grund af den stærke opdrift. Smykker bør tages af, inden man bader i det meget salte vand.

    Det anbefales at medtage badesko til badning i Det Døde Hav, da stenene, man træder ud på, er meget skarpe.

     

  • Pakkeliste

    Supplement til pakkelisten:

    • Lommelygte (elektriciteten er ustabil)
    • Vækkeur
    • Småproviant, f.eks. kiks
    • En rulle toiletpapir eller kleenex
    • Vådservietter
    • En lille flaske håndsprit
    • Evt. piller mod maveinfektion (tal med egen læge)
    • Sollotion med høj faktor og læbepomade (luften kan være meget tør)
    • Gode vandresko eller –støvler (især vigtigt på vandreferien)
    • Sandaler
    • Evt. vandrestav(e)
    • En lille dagtursrygsæk
    • Badetøj/håndklæde og badesko til Det Døde Hav 
    • Kasket eller solhat
    • Langærmet skjorte/bluse og lange bomuldsbukser
    • Varmt tøj og vindtæt jakke, især ved
      rejser i perioden november til februar
  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Jordan.