Hvad søger du?

Start din rejse her

Rejsen er udviklet og skræddersyet i samarbejde med vores colombianske fugleguide René Montero og rejseleder Hanne Christensen.

Vi drager på opdagelse i utrolige og meget varierede naturområder med et spændende plante- og dyreliv - og ikke mindst fugleliv! Vi kommer godt omkring og øger dermed muligheden for at opleve mange fuglearter. Og vi tager os god tid til at tage billeder og nyde fuglene på denne rejse. Colombia regnes nemlig for et af verdens biodiversitets-hotspots. Med sine knap 2000 fuglearter er Colombia det land i verden med flest fuglearter. Det svarer til næsten 20 procent af verdens fugle! Hele 87 fuglearter er endemiske. De findes med andre ord kun i Colombia.

Den enorme diversitet skyldes landets utroligt komplekse geografi og klima, hvor Andesbjergene spiller en stor rolle. Her kan vi opleve en af verdens største fugle, den majestætiske Andeskondor. Vi møder også nogle af verdens mindste fugle, de farvestrålende kolibrier, som vi ser over hele landet. Der findes ikke mindre end 158 forskellige arter af kolibrier i Colombia.

Santa Marta-bjerget i nord

Rejsen starter i nord med Santa Marta-bjerget, som er helt i særklasse. Det er ikke en del af Andesbjergene, men ligger isoleret højt mod nord. Med sine 5710 meter over havet er Santa Marta-bjerget endvidere Colombias højeste bjerg. Da bjergtoppen kun er 42 km fra kysten, er det samtidig et af de højeste kystnære bjerge i verden. Geologiske undersøgelser viser, at bjerget blev dannet helt nede i det nordlige Peru for over 170 millioner år siden. Herefter er det “rejst” nordover til dets nuværende placering. De mange millioner års isolation fra Andesbjergene betyder, at her er mange dyr, fugle og planter, som ikke findes andre steder i verden. Bjergets meget forskelligartede natur giver desuden en meget høj biodiversitet. Naturtyperne spænder lige fra frodig lavlandsregnskov ved foden af bjerget over forskellige typer af bjergregnskov til alpin paramo vegetation i de højeste områder under den snedækkede tinde. Der lever over 600 forskellige fuglearter ved Santa Marta-bjerget, hvoraf mindst 19 arter ikke findes andre steder i verden. 

De sydlige colombianske andesbjerge 

Herefter tager vi til De sydlige colombianske andesbjerge, hvor vi tilbringer nogle dage i Upper Magdalena Valley og Det Colombianske Andesmassiv. Det er her, at Andesbjergenes “tre fingre” op gennem Colombia “fødes”. Og her har Colombias vigtigste floder også deres udspring (El Cauca, El Magdalena and El Patía). Området er naturmæssigt meget spændende, varieret og smukt med mange vildsomme områder. Her er også en meget høj biodiversitet med over 900 forskellige fuglearter. Vi koncentrerer os om området syd for Pitalito, hvor vi besøger nogle af områdets fine naturlokaliteter i bjergregnskovene. Herefter kører vi til Popayan via Puracé Nationalparken med den aktive stratovulkan Puracé på 4600 meter og Piedra del Condor, hvor vi har gode chancer for at se Andeskondor. Vi kommer helt op over 3000 meter over havet. Her oplever vi de højandiske skove, sub-paramo og egentlig paramo økosystemer og de fugle, som er knyttet til de kolde og højtbeliggende egne.

Den vestlige Andes-kæde

Vi fortsætter mod nordvest mod Den vestlige Andes-kæde, hvor vi udforsker et flot og varieret naturområde med det lidet charmerende navn “KM 18” nordvest for storbyen Cali. Her besøger vi flere små private reservater i områdets bjergregnskove. Området er berømt for sin enestående natur og sit rige fugleliv med over 500 forskellige fuglearter, hvoraf mange har begrænset udbredelse og ikke ses andre steder. Regnskovene her er forbundet i en ubrudt korridor med regnskove helt ned til Stillehavet, hvilket forklarer KM 18-områdets usædvanlige rigdom på spændende fuglearter. Især ses her mange arter af kolibrier og de farvestrålende tanagers. Området blev i 2004 erklæret for “Important Area for the Conservation of Birds” af BirdLife International.

Fodbjergene af Den Østlige Andes-kæde og Det Vestlige Llanos

Vi afslutter turen i lavlandet øst for Andesbjergene ved Fodbjergene. Vi flyver fra Cali til Bogota, hvorfra vi kører ned af Andesbjergene til Represto, som ligger i den vestligste del af Colombias vidtstrakte Los Llanos-savanne. Los Llanos er det kæmpemæssige vidtstrakte savanneagtige område øst for Andesbjergene. Det strækker sig over 500 km østover helt ind i Venezuela, og mod syd grænser det op til Amazonasregnskoven. Ved foden af fodbjergene til Andeskæden lever både fugle, der er hjemmehørende i bjergregnskovene og fra det vidtstrakte Los Llanos område. Så dette område er et sandt hotspot for fuglediversitet, og vi bruger de sidste dage til dagsture rundt i området.

5 gode grunde til at rejse til Colombia med Viktors Farmor:

  • Oplev et utal af fascinerende og farverige fuglearter i verdens fuglerigeste land med professionelle fugleguider
  • Bo næsten udelukkende på små lodges i naturen, hvor vi er tæt på fuglelivet
  • Udforsk regnskovene ved det enestående Santa Marta-bjerg, som er Colombias højeste bjerg
  • Nyd verdens bedste "baghave"-fuglehotspot ved Doña Doras lille restaurant 
  • Besøg “Piedra del Condor” med gode chancer for at opleve den majestætiske Andeskondor

Alle planlagte afgange

Ledig eller Garanteret

Få pladser, 1 plads, Kontakt os

Udsolgt

16 dage Pris Rejseleder Status Bemærkning
6. feb. 24
48.990 kr
Ledig
En mand ønsker at dele værelse

Prisen inkluderer

  • Fly København- Bogota t/r
  • 4 indenrigsflyvninger
    - Bogotá-Santa Marta, Santa Marta-Bogota-Nieva og Cali-Bogota
  • Overnatninger på gode turistklassehoteller eller lodges
  • Helpension
  • Al transport og udflugter
  • Dansk rejseleder
  • Drikkepenge til guider og chauffører
  • Lokalguide (fuglespecialist)
  • Ekstra lokalguider

Ingen hokus pokus: Se vores prispolitik her

Prisen inkluderer ikke

  • Eneværelsestillæg (Fra 4.300 kr.)
  • Rejse- og afbestillingsforsikring

Husk at læse de generelle handelsbetingelser her

 

Dagsprogram

Download program

Vi flyver tidlig morgen fra Kastrup via Amsterdam og ankommer til Bogota først på eftermiddagen. Herfra flyver vi op til Santa Marta i det nordligste Colombia, hvor vi tilbringer de første fire nætter ved Santa Marta-bjerget.

Bjergregnskovene her regnes for et af de mest sårbare og vigtige steder i Colombia for biodiversitet med et helt utroligt rigt fugleliv. Vi sætter straks kursen mod Minca, som er en lille hyggelig by med omkring 1000 indbyggere ved foden af det store bjerg. Byen ligger knap 600 meter over havet og midt i den tropiske regnskov. Her indlogerer vi os for natten på en hyggelig lodge.

Måltider: Aftensmad

Idag koncentrerer vi os om Santa Marta-bjergets lavere beliggende områder omkring Minca. Den naturlige vegetation her er tropisk lavlandsregnskov, og her findes mange fuglearter, som ikke lever højere oppe ad bjerget.

Om eftermiddagen fortsætter vi op ad bjerget og tjekker ind på vores lodge, Mountain House, som er smukt beliggende i ca. 1800 meters højde. Herefter bruger vi resten af dagen på at se efter fugle omkring lodgen.

Mountain House er en af de få lodges, som ligger midt i bjergregnskoven på skråningerne op ad Santa Marta-bjerget. Her er en hel fantastisk udsigt nedover bjerget og udover lavlandet. Og ved lodgen ses mange af områdets karakteristiske kolibrier og andre fuglearter.

Fugle set ved Minca

Fugle set ved Mountain House – Bird Lodge.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi starter meget tidligt om morgenen og kører op ad bjerget til området ved Cuchilla San Lorenzo-højderyggen ved 2700 moh. Her bruger vi dagen på at se efter fugle i bjergregnskoven i den øvre del omkring Santa Marta Mountain Road.

Sidst på dagen vender vi tilbage til lodgen, hvor vi kan kigge efter fugle indtil, det bliver mørkt og/eller slappe af og nyde den storslåede udsigt fra lodgens platform.

Fugle set ved San Lorenzo-højderyggen.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

I dag søger vi efter fugle i El Dorado ProAves Reserve. Det ligger ganske tæt ved vores lodge og blev etablereret i 2006 af ProAves med henblik på at beskytte et område i den enestående bjergregnskov ved Santa Marta-bjerget.

ProAves er en NGO, som har eksisteret siden 1989. De arbejder for at beskytte og bevare fugle og biodiversitet i Colombia, og i dag har organisationen rejst midler og etableret 28 fuglebeskyttelsesreservater over hele Colombia. El Dorado ProAves Reserve på 2.530 acres spænder fra 900 – 2.600 meters højde. Reservatet er hjem for utroligt mange specielle og endemiske dyre- og plantearter. Der er observeret 373 forskellige fuglearter, hvoraf 19 arter er endemiske, dvs. at de ikke findes andre steder på jorden end i Colombia. Derfor er reservatet klassificeret som et AZE Site samt et vigtigt område for fuglebeskyttelse.

Vi kigger efter de endemiske fuglearter og de mange andre spændende fugle på vores gåtur i reservatet. Sidst på dagen vender vi tilbage til vores lodge, hvor vi kan kigge efter fugle indtil det bliver mørkt og/eller slappe af og nyde den storslåede udsigt fra lodgens platform.

Fugle set ved El Dorado ProAves Reserve.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

I dag skifter vi scene fra Santa Marta-bjerget til det Colombianske Andesmassiv (Macizo Colombiano). Vi kører mod Santa Marta-lufthavnen, hvorfra vi flyver via Bogota til Nieva, som ligger i den øvre del af Magdalena-dalen. Herfra kører vi sydover op gennem den øverste del af Magdalena-dalen omgivet af de utroligste landskaber, hvor Andesbjergene rejser sig på hver side af dalen. Vi ender helt oppe ved grænseområdet til det Colombianske Andesmassiv.

Undervejs har vi nogle velvalgte stop for at kigge efter fugle og nyde det fantastiske landskab omkring os. Sidst på dagen ankommer vi til vores lodge, hvor vi indlogerer os for de næste tre nætter.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

I dag bruger vi tiden på at gå på opdagelse i El Encanto Nature Reserve. I dette lille reservat er der set over 350 forskellige fuglearter, så vi har meget at gå på udkig efter. 

Ejerne af El Encanto Lodge og El Encanto Nature Reserve, Marco Antonio Molina og Melida Cruz Beltran, var oprindeligt kaffebønder her i et af verdens rigeste naturområder, men der kom ingen turister pga. borgerkrigen. Men for ca. 20 år siden blev der sluttet fred med guerrilla-grupperne i området, og det blev igen sikkert at færdes.

Områdets fantastiske natur og rige fugleliv begyndte snart at tiltrække udenlandske turister, og ægteparret åbnede en lille økoturisme-lodge på deres gård. Med tiden oplevede de, at flere og flere turister kom til deres lodge for at nyde stedets fine natur og de mange fugle. Da hele familien allerede dyrkede kaffe efter bæredygtige principper og elskede naturen, besluttede de sig for at omlægge det meste af ejendommen til et egentligt naturreservat: El Encanto Nature Reserve på 12 hektar, som de i dag driver med deres voksne børn.

Stedet er i dag et af de bedste steder at se fugle i denne del af landet. Reservatet er specielt indrettet til fugleobservering. Der er forskellige kolibri- og tanager-fodringsstationer, hvor vi ser mange farvestrålende og sjældne arter.

Stisystemerne i reservatet passerer igennem bjergregnskov og områder med kaffebuske dyrket under store skyggegivende træer, som også er supergode habitater for mange fugle, og stedet giver virkelig mening til begrebet “fugle-venlig kaffe”.

Fugle set i El Encanto Nature Reserve.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

I dag besøger vi to andre private naturreservater i områdets bjergregnskove, Drymophila Reserve og Reserva Forestal Oxigeno Verdeyaco. Begge steder er velkendte for deres fine natur og mange fuglearter. Området, som i dag er Drymophyla Reserve, blev købt af ejerne af El Encanto Reserve i 2006. Det ligger i 2000 meters højde, og derfor er naturen anderledes end i El Encanto Reserve, som ligger i 1300 meters højde. Vi har derfor mulighed for at se helt andre arter af fugle.

Efter frokost kører vi en god times tid, ca 50 km, sydover ad vejen mod Mocoa til Reserva Forestal Oxigeno Verdeyaco. Her tilbringer vi resten af dagen.

Fugle set i Drymophila Reserve.

Fugle set i Reserva Forestal Oxigeno Verdeyaco

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

I dag har vi en lang køretur, som tager os igennem et utroligt smukt og vildt bjerglandskab i det Colombianske Andesmassiv. Vi besøger Puracé-nationalparken, der er opkaldt efter den ikoniske stratovulkan Puracé, hvis snedækkede top på 4600 moh ses på lang afstand. Puracé-vulkanen regnes for en af Colombias mest aktive vulkaner.

I nationalparken er der også flere andre meget høje vulkaner, som dog regnes for inaktive. Den højeste, Azucar-vulkanen, er 5000 moh, og fem andre inaktive vulkaner er mellem 4.400 – 4.600 moh. Vi bruger en del af dagen her og gør flere stop i nationalparken. Her oplever vi den specielle alpine vegetation, paramo, som kun findes i de sydamerikanske Andesbjerge og ganske få steder i Mellemamerika. Vi leder efter de specielle fuglearter, som findes heroppe i højderne.

Vi besøger også et ganske særligt sted, “Piedra del Condor”, hvor der er overordentlig gode chance for at opleve den majestætiske Andeskondor.

Herefter fortsætter vi ned til Popayan, som ligger i bunden af Cauca-dalen, hvor den Vestlige og den Centrale Andeskæde starter. Vi har en enkelt overnatning i Popayan, som ligger i 1800 moh.

Fugle set omkring vejen mellem Isnos og Paletara, sector PNN Puracé.

Fugle set ved PNN Puracé - Piedra del Condor.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Efter morgenmaden kører vi fra Popayan nordover ud i den naturskønne Cauca-dal, og ved storbyen Cali kører vi op i den Vestlige Andeskæde. Vi har flere stop undervejs, og efter frokost ankommer vi til vores lodge, El Fara Lodge, hvor vi sover de næste 3 nætter. Lodgen ligger i det berømte bjergregnskovsområde nordvest for Cali, populært kaldet “KM 18”, og den vil være vores base for de næste dages udflugter i områdets frodige og artsrige bjergregnskove.

En del af de lokale jordejere i området har konverteret deres lille “finca” (gård) til private naturreservater, hvor vi bliver taget med på guidede fugleture, og derefter nyder vi en kop lokaldyrket kaffe ved deres gård, mens vi ser på kolibrier og andre farvestrålende småfugle, som kommer til stedets frugt-fodringsstationer.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi bruger dagen på at udforske de spændende områder omkring KM 18, og i dag besøger vi bl.a. San Felipe Birding Nature Reserve, som ligger i bjergregnskoven i omkring 1950 meters højde. Denne finca på 22 ha har siden 1989 været beskyttet område, hvor den blev købt af Calle-familien. De faldt for fincaen pga. dens unikke beliggenhed, rige fugleliv, og fordi over halvdelen af ejendommen består af regnskov. Gennem flere år har familien arbejdet på at lave et stisystem til at observere fugle fra og at gøre området mere attraktivt for det lokale fugleliv.

Vi bliver guidet rundt af stedets egne guider, som kender områdets fugleliv indgående.

Fugle set ved RNSC San Felipe.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi bruger dagen på at udforske andre spændende områder omkring KM 18, og i dag besøger vi bl.a. El Descanso Doña Dora og La Florida Feeders.

Doña Dora startede oprindeligt en lille restaurant langs en mindre vej i bjergregnskoven for mange år siden. Hun fandt snart ud af, at hendes baghave myldrede med spændende og farvestrålende kolibrier og andre småfugle. Efterhånden fik hendes sted ry for ikke blot at servere lækker mad, men også for at have utroligt mange spændende fugle at se på. Fugle, som det ellers er svært at se normalt, da de lever skjult i regnskoven. I dag er hendes sted berømt for at være en af de bedste “baghave”-fuglelokaliteter i Colombia. 

Tidligt om morgenen kører vi mod Cali og tager flyveren til Bogota. Herfra sætter vi kursen østover og ned af Andesbjergene fra 2500 meters højde i Bogota til 500 meters højde ved kanten af Colombias store savannelignende lavland, Los Llanos.

Los Llanos er det kæmpemæssige vidtstrakte område øst for Andesbjergene. Det strækker sig over 500 km østover – helt ind i Venezuela og mod syd grænser det op til Amazonasregnskoven. Vi kører til Reserva Natural Rancho Camana i Restrepo, Meta, hvor vi har vores sidste tre overnatninger.

Fugle set ved Reserva Natural Rancho Camaná.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Med Rancho Camana som udgangspunkt kører vi ture ud i lavlandet. Udover områdets specielle fugleliv på det flade lavland, ved floderne og galleriskovene ved floderne, forsøger vi at finde den store myresluger, som er et af verdens mest besynderlige og fascinerede dyr. Den tilhører en meget gammel pattedyrgruppe, som afviger på flere områder fra andre pattedyr. Den store myresluger lever næsten udelukkende af myrer og termitter. Dens mund og tunge er specielt udviklet til dette. Tungen er omkring 60 cm lang og perfekt til at fange termitter og myrer, som den kan spise op til 30.000 af om dagen. De kraftige kløer er velegnede til rive termitboer fra hinanden med. De store myreslugere har ingen faste territorier, og deres søgen efter føde bringer dem vidt omkring. De lever alene, og kun ved parring og opfostring af deres unger ses flere myreslugere sammen.

Den store myresluger er i dag meget sjælden, men der skulle være gode chancer for at se den i det område, som vi bor ved.

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi bruger endnu en spændende dag i området og spejder efter myreslugeren og flere forskellige og farverige fuglearter. Det er igen med Rancho Camana som udgangspunkt, da området gemmer på et væld af utrolig natur. 

Måltider: Morgenmad, frokost og aftensmad

Vi står meget tidligt op og kører mod Villavicencio, som er beliggende ved foden af den østlige Andeskæde. Vest for byen opad fodbjergene af den østlige Andeskæde ligger en sand naturskat: Bavaria-skoven. Her tilbringer vi nogle timer på at søge efter skovens fugle, inden vi sætter kursen mod den Internationale Lufthavn i Bogota, hvorfra vi starter vores hjemrejse sidst på aftenen. 

Fugle set ved Bosque Bavaria.

Dag 15: Morgenmad og frokost

Vi ankommer til Kastrup Lufthavn sent om aftenen.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Colombia

Download FAQ

Colombia kræver ikke visum fra danske statsborgere i de første 90 dage i landet. Passet må ikke udløbe inden for 6 måneder fra hjemrejsedatoen. Det er altid en god idé, at have en ekstra kopi af passets informationsside med, og opbevare den et andet sted end selve passet.

Som i de fleste andre oversøiske lande, anbefales det at være vaccineret mod: smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Endvidere anbefales vaccination mod gul feber.

Viktors Farmor rådgiver af principielle årsager ikke om smitterisiko for malaria og om valg af malaria profylakse. Du bør tale med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. Medbring evt. dag-for-dag programmet, hvorpå rejseruten er indtegnet.

Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor to rabataftaler med Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik (Jens Baggesens Vej 90 B 8200 Aarhus N) og Udlandsvaccinationen I/S (Ørestads Boulevard 5, 2300 København S). Ved begge steder får du op til 10% i rabat ved vaccinationer.

Møntfoden i Colombia hedder Colombian Peso og forkortes COP. 1000 COP svarer til ca. 2 kroner. Det anbefales at medbringe US Dollars, og også gerne i mindre sedler. Kreditkort (kun Visa og Mastercard) kan bruges på restauranter, hoteller  og i mange turistbutikker . Der er hæveautomater i større byer. Generelt får man en bedre kurs ved at hæve penge end ved at veksle.

Der er ikke elkedel på værelserne. Der er hårtørrer på ca. halvdelen af hotellerne på rundrejsen, men ikke på fugle- og naturrejsen.

På rejsen Colombia fugle- og naturrejse

Vi bor på velvalgte hoteller og lodges. Listen herunder skal dog tages med forbehold, men giver en idé om hvilken slags hoteller og lodges, vi benytter:

Sabaneta: La extremadura
Jardin: Hacienda Balandu el. Hosteria La Valdivia
Manizales: Recinto del Pensamiento
Salento: Mirador del Cocora el. Salento Real
Otun Quimbaya Reserve: Otun Quimbaya Lodge el. Reserve
Pereira: Sazagua el. Sonesta el. Hacienda Castilla
Leticia: Waira Hotel
Marasha Reserve: Marasha Reserve Lodge
Puerto Nariño: Waira Selva
Bogotá: Estelar de la Feria el. Casa Real 93
På lodgene i Marasha og Otun Quimbaya (i alt 2 nætter) kan enkeltværelse ikke garanteres.

Internet og Wi-Fi

På mange af hotellerne er  der gratis wi-fi – nogle steder på værelserne, andre steder kun i lobbyen. Hastigheden er dog sjældent imponerende.  

Mobiltelefon

Det er temmelig dyrt at ringe og sende sms til udlandet fra Colombia, så kontakt din teleudbyder og for priser og nærmere information. 

Der er 110 volt (i lysnettet), som dog ikke behøver at volde problemer i de nyere opladere til kamera mm (se tekst på opladeren). Der bruges stik med to eller tre smalle flade ben, så medbring adapter.

Colombia er ikke kendt for et varieret køkken. Det er ofte kylling, fisk  eller oksekød, der bliver serveret og med pommes frites eller ris til. Kaffe af den bedste kvalitet drikker man overalt, og man kan købe billige og gode øl, mens chilenske vine ofte er at finde på vinkortene.

Vandet fra hanerne kan flere steder drikkes, men smager af klor.  Det anbefales, at man køber mineralvand på flaske.

På restauranter er det normalt at lægge ca. 10-15 % på regningen, hvis ikke det er pålagt allerede (I så tilfælde står der typisk "propina voluntaria" på regningen.)

Hvis man har fået båret sin bagage til sit hotelværelse giver man et lille beløb for det, f.eks. svarende til 1 USD.

På grupperejser betales drikkepenge til chauffører og guider af Viktors Farmor.

Lufthavne og militære områder må ikke fotograferes. Hvis man vil fotografere mennesker bør man spørge om lov først.

En hovedret koster fra ca. 60 kroner og op. En vand/øl ca. fra 10 kr. Et glas vin fra 35 kr. En liter vand i en kiosk koster ca. 8 kr.

Bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

Når man modtager flybilletterne skriver vi også hvor mange kilo, man må have med, og det er typisk 20 kg.

Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

Vejret er lunt det meste af tiden, som på de bedste danske sommerdage. Colombia har typisk tropisk klima med høje temperaturer året rundt i lavlandet.

I Amazonas' regnskove er der ca. 26. grader, og der falder op mod 280 mm. regn i februar.

Lad være med at medbringe smykker eller kostbare ure. Hav kontante penge på kroppen i en ”pengekat” og kun et lille beløb i taske eller lommer.

På byrundturen i Bogotá til fods anbefaler vi, at man bliver sammen i gruppen.

De fleste steder har vi ud over vores lokalguide en lokal ekspert med, der har indgående kendskab til det specifikke sted, som vi besøger. Vores lokalguide medbringer et teleskop hele turen rundt. Flere steder kommer vi højt op i Andesbjergene, mellem 3000 – 4000 moh. Og da vi satser på at være på lokaliteten ved solopgang kan det være koldt, og vi anbefaler at medbringe det uldne undertøj, en god hue eller sjal og et par handsker. I Amazonregnskoven er der enkelte steder, hvor der er voldsomt med myg, så vi anbefaler at medbringe et par tynde langærmede skjorter og godt med effektiv myggebalsam.

Husk weekendtaske (sportstaske) til Marasha-Puerto Narino. Det drejer sig om 4 dage/3 nætter hvor man ikke kan medbringe sin kuffert. Den bliver stående på hotellet i Leticia indtil man kommer tilbage hertil og rejser videre.

Gummistøvler er uundværlige i Marasha regionen. De kan lejes eller købes billigt i Leticia, så medmindre man er glad for sine egne gummistøvler, er der ingen grund til at tage gummistøvler med fra Danmark.

Vandrestøvler bliver man glad for at medbringe.

Siddeunderlag/pude til at sidde på i bådene i Amazonas kan være en god idé at medbringe, da der ikke er hynder i bådene. 

Morgenmaden på mange af dagene er simpel og tages med i bussen på vej til dagens udflugtsmål. Hav evt. müsli/energibarer med hjemmefra til at supplere med.

På lodgene i Marasha og Otun Quimbaya (i alt 2 nætter) kan enkeltværelse ikke garanteres. 

Vi står ofte tidligt op på denne tur for at have de bedste betingelser for at se fugle.

- Insektspray / Myggebalsam

- Regnslag

- Sollotion med høj faktor

- Solbriller

- Kasket eller solhat

- Badetøj og håndklæde

- Evt. medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

- En rulle toiletpapir eller kleenex

- Evt. Sportssandaler

- Evt. vandresko

- Varm trøje el. jakke.

-Gerne lag på lag tøj som kan tages af og på. Vi befinder os imellem 0 og 3.000 meter på rejsen så temperaturen svinger.

Colombia har ikke haft turisme i mange år, og vejene er ikke nær så gode som man måske er vant til fra andre latinamerikanske turistlande. Der kan være jordskred eller strejker som ydermere forlænger køretiderne i programmet. Busserne kan variere af standard, men vi stræber altid efter at have de bedste busser. Måske mikrofonen svigter eller et af sæderne ikke kan lænes tilbage; bær over med det, du er i Colombia!

For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.