Ørkenens Louvre

Langt, langt, langt ude i den uzbekiske steppe-ørken, i en by ingen har hørt om, ligger en verdenssensation: Et museum for avantgarde kunst. Og sensationen er ikke mindre af, at hele samlingen er skabt af én eneste mand: Igor Savitsky.

Savitsky var kunstner og tegner. I 1950 blev han ansat som illustrator for en videnskabelig ekspedition til ørkenen I Uzbekistan. Det var noget af det mest ukendte og øde, man kunne forestille sig i Sovjetunionen. Hvilket ikke siger så lidt. Men Igor Savitsky blev fascineret. De gamle ruiner. Landskaberne. Menneskene. Hele kulturen.

Da den arkæologiske og etnografiske ekspedition sluttede 7 år senere, blev han hængende. Han opgav frivilligt sin lejlighed i Moskvas fashionable Arbat gade. Erstatningen var kummerlige forhold langt væk fra alting. Men han havde fundet sin mission: At dokumentere traditioner og levemåde i denne fjerne udørk. Det er før set, at kunstnere bliver lidenskabelige samlere. Yves Saint Laurent har for eksempel dokumenteret berbernes liv i Marokko, hvilket kan ses i museet i Majorelle-haven i Marrakesh. Men Igor Savitsky var utæmmelig. Tæpper, smykker, kostumer, skulpturer. Han støvsugede Uzbekistan for kunst.

Lokal kunstskole

I 1966 blev hans indsats anerkendt. Der blev åbnet et museum i Nukus, og Savitsky blev museets leder. Men han stoppede ikke med det. Han skabte en lokal kunstskole. Gennem indkøb af billeder, skabt i en fusion af europæisk modernisme og orientalsk tradition i 1920ernes Centralasien, viste han vejen for lokale kunstnere. Inspirerede og dannede dem.

Og mere end det. Han blev rebel. Savitsky stammede fra en aristokratisk familie i Ukraine, og havde fået den fineste uddannelse i Moskva. Måske var det dette, der gav ham klarsynet. Han kunne i hvert fald se, hvordan kunst blev undertrykt i Stalins Sovjetunionen. Der var kun plads det socialrealistiske. Avantgarde kunstnere blev forfulgt eller dræbt. Deres kunst ville ingen officielle museer røre med en ildtang.

Men Savitsky ville. Han rejste det kæmpestore land tyndt. Opsøgte enker og familier, der havde malerier gemt under senge, eller på lofter. Savitsky var krystalklar overfor dem: Han ønskede at tage billederne med sig. Og det fik han næsten altid. De havde tillid til ham.

Skæbnens ironi

Tusindvis af malerier, som ellers ville være gået tabt, kan i dag beses af verden på Savitsky´s museum i Nukus. Som skæbnens ironi kan man se socialrealistiske malerier, tilladt af regimet, hænge side om side med avantgarde malerier, der var forbudte. Alt i alt giver samlingen et unikt indblik i Sovjet-tiden og dens kunst.

Der er op mod 90.000 værker. Det er så mange, at museet forlængst er holdt op med at indsamle. Der er ikke plads til mere. Det gamle regimes magtmænd ville vende sig i deres grav, hvis de hørte, at de bevillinger, de gav den dynamiske museumsdirektør i den uzbekiske ørken, lige så ofte gik til at købe forbudt kunst som til accepteret. Igor Savitsky forstod at få noget ud af hver 25-øre!

Igor Savitsky døde på et hospital I Moskva i 1984. Han ville glædes ved at erfare, at museet i dag er kendt af kunst-entusiater over hele kloden, og regnes som en af hele Asiens fineste samlinger. Ikke så sært, vi kalder det “Ørkenens Louvre”.

Se alle vores artikler om Centralasien