Danske aftryk i Costa Ricas grønne pardis

Det begynder snart at lysne, for jeg kan høre, at skovens lyde forandrer sig. Jeg haster ned til bredden af kanalen og sætter mig tilrette på en skæv stol for at nyde dagens komme ved vandet og regnskoven.

Det blide morgenlys svøber alt omkring mig i ubeskriveligt smukke farvenuancer. Jeg er i det nordøstlige Costa Rica langs en af de kanaler, som forbinder de mange floder i Tortugueros sumpede regnskove. Her sidder jeg på en af lodgens små platforme ved vandet og indsnuser den overvældende natur. Imens vågner dagen langsomt omkring mig. Det er endnu ikke varmt, så der er et væld af aktivitet overalt.

På vej til morgenmadstræet

Brøleabernes morgenkald kan høres på lang afstand, og et virvar af fuglelyde fylder luften. Jeg opdager pludselig en tigerhejre, der står helt ubevægelig i vandkanten blot få meter fra mig og lurer efter fisk. Pludselig lyder nogle gennemtrængende “skrårrk skrårrk” ude over vandet. Et par store, grønne ara-papegøjer flyver forbi, sikkert på vej fra deres sovetræ til et “morgenmads” træ, som tilbyder indbydende frugter. Jeg læner mig tilbage i stolen, som knirker faretruende, og lader tankerne vandre.

Jeg har været her mange gange før – første gang som rygsækrejsende i 1987, hvor jeg faldt pladask for stedets skønhed. Der var (og er stadig) ingen veje hertil, og vi sejlede herop ad kanalerne på en pram, der fragtede kokosnødder. Vi havde nogle vidunderlige dage her, mens vi sejlede rundt på kanalerne og de små flodarme ind i regnskoven for at spejde efter dyreliv og nyde det prægtige regnskovssceneri.

Det er nu 30 år siden, og der er heldigvis ikke meget, som har ændret sig. Der er dog kommet nogle flere lodger til turisterne, men den overvældende smukke natur er den samme. Men faktisk var det lige ved at gå helt galt – og danskerne har en stor del af æren for, at man stadig kan sejle rundt her og nyde det enestående regnskovsunivers.

En dansk indsamling reddede regnskovskorridor

I slutningen af 1980erne var regnskoven her i fare for at blive fældet af magtfulde bananselskaber, som ønskede at udvide deres store plantager. Dette ville være en katastrofe, for her lever mange enestående dyr og planter, og området udgør en korridor mellem to store naturområder: Tortuguero-nationalparken og Barra del Colorado nationale naturreservat.

Denne korridor har stor betydning, da den binder de to parker sammen i ét stort sammenhængende skovområde, som mange store og pladskrævende dyr, fx jaguaren, er afhængige af for at opretholde en levedygtig bestand. En lokal costaricansk naturbevarelsesorganisation søgte efter mulige donorer for at opkøbe området. De kom i kontakt med den danske regnskovssgruppe Nepenthes (i dag hedder den Verdens Skove) og sammen lancerede de en storstilet indsamling i Danmark i 1989.

Målet var at indsamle tilstrækkeligt mange penge til at opkøbe den skovdækkede korridor, inden bananselskaberne fik fældet skoven. Indsamlingen blev nærmest et kapløb mod tiden, som naturen heldigvis vandt. I løbet af fire år lykkedes det at indsamle godt otte millioner kroner i Danmark. Mere end 200.000 danskere købte et regnskovscertifikat, hvor pengene gik til opkøbet. Efter en kompliceret opkøbsproces blev korridorens 72 kvadratkilometer regnskov opkøbt og indlemmet i Costa Ricas nationalparker. Og det er lige præcis i disse 72 kvadratkilometer regnskov, at langt de fleste turister i dag sejler rundt, når de er på opdagelse ad de små flodarme i regnskoven.

En utrættelige kamp for naturen

Historien om Costa Ricas beskyttede områder og nationalparker har faktisk flere betydningsfulde danske aftryk. Helt tilbage i 1955 ankom det unge dansk-svenske ægtepar Karen Mogensen og Nils Olof Wessberg til Costa Rica for at udleve deres drøm om et liv i harmoni med naturen. De bosatte sig i et smukt, uberørt område på Nicoya-halvøen, men i løbet af få år oplevede de, hvordan mange nybyggere kom til og hastigt opdyrkede store områder.

Det unge par var så frustrerede over udviklingen, at de startede en indsamling for at opkøbe nogle af de mest værdifulde naturområder. Efter et par år lykkedes det dem at rejse midler til at købe knap 1300 hektar regnskov på Nicoya-halvøens sydspids, Cabo Blanco. Det var en kæmpe sejr for parret, for nu havde de sikret et værdifuldt naturområde med et rigt dyre- og planteliv. Men det blev også starten på Costa Ricas fantastiske historie om naturbevarelse, for det ihærdige ægtepar stillede sig ikke tilfreds med det. Efter vedholdende diskussioner med Costa Ricas regering blev behovet for et egentligt nationalpark-system anerkendt og Cabo Blanco Absolute Nature Reserve blev udnævnt som landets første officielle naturreservat i 1963.

Denne udnævnelse blev første skridt i udviklingen af Costa Ricas omfattende naturbeskyttelse, som på sigt blev en vigtig del af landets succesfulde økoturisme. Karen og Olof fortsatte ufortrødent deres utrættelige kamp for naturen, men ikke alle satte lige stor pris på dette arbejde, da det bl.a. modarbejdede magtfulde kvægfarmeres interesser. Dette kulminerede på tragisk vis i 1975, da Olof betalte den ultimative pris – han blev myrdet på Osa-halvøen, midt under arbejdet med at oprette Corcovado-nationalparken. Karen forblev i Costa Rica efter Olofs død og fortsatte deres kamp for naturen. Som en hyldest til hendes arbejde for naturen fik hun et naturreservat på Nicoya-halvøen opkaldt efter sig: The Karen Mogensen Nature Reserve på 900 hektar.

Costa Rica: ”Den rige kyst”

Jeg tænker tilbage på, da jeg mødte Karen engang i 1990erne. Hun udstrålede den der helt specielle blanding af utrolig blidhed og enorm styrke. Hun var blevet en ældre dame og drev en lille øko-lodge ved Cabo Blanco for rygsækturister og var stadig en glødende fortaler for naturbevarelse.

Jeg retter mig lidt i min knirkende stol, og tigerhejren fikserer mig straks med sit intense blik et par sekunder, inden den beslutter sig for, at jeg nok ikke udgør nogen fare og fortsætter sin luren efter småfisk i vandet. Jo, Karen og Olofs kamp blev i sandhed starten på en kæmpe succes for Costa Rica, ikke blot for naturen, men også for landets økonomi. I dag kommer mere end to millioner turister til Costa Rica hvert år, og de fleste kommer for at opleve landets imponerende natur og det fantastiske dyre- og planteliv. Turismen er blevet en af landets vigtigste indtægter. Gamle Colombus fik alligevel ret, da han navngav området Costa Rica (Den rige kyst) tilbage i 1502, da han første gang kom til landet. Men det gyldne guld, som han håbede at finde i rigelige mængder, fandt han dog aldrig, og han forlod skuffet området. De ægte rigdomme, nemlig naturen selv, fik han ikke øje på!

Enestående natur og biologisk mangfoldighed

I dag har forskere og naturelskere for længst slået fast med syvtommersøm, at Costa Rica er et af de lande i verden med den største biologiske mangfoldighed. Selvom landet kun udgør 0,1 procent af jordens landoverflade, lever her cirka 5 procent af alle verdens arter.

Årsagen til denne biologiske rigdom skyldes til dels landets enestående geografi. Som en rygrad løber en central bjergkæde fra nord til syd og deler landet i øst og vest. Bjergene er meget forskelligartede. Den sydlige del, Talamanca-bjergene, er et stort massiv, og udgør landets ældste geologiske formationer. De består af udslukte vulkaner og når flere steder over 3000 meters højde. Den nordlige bjergkæde er en lang perlerække af smukke vulkaner, hvoraf de fleste stadig er aktive. Imellem disse to bjergkæder ligger det centrale højland. Klimaet her er mildt og jorden frodig, så en stor del af landets befolkning bor her.

Øst for bjergkæden strækker lavlandet sig ud mod Atlanterhavet. Her regner det meget, visse steder over 6000 mm om året, og den naturlige vegetation er forskellige typer af tropisk lavlandsregnskov. Vest for bjergkæden er der mod nord meget tørt, og her finder vi tropiske tørskove, som er løvfældende i den lange tørtid. Længere mod syd bliver det gradvist mere vådt og her findes forskellige typer af overgangsvegetation mellem tørskov og regnskov, inden der i syd igen vokser egentlige regnskove. Bjergene er dækket af forskellige typer af bjergregnskove, og over 3000 meters højde findes en lav alpin vegetationstype, paramo. Alle disse meget forskelligartede typer af levesteder er hjem for enormt mange forskellige og unikke planter og dyr, og derfor kan Costa Rica bryste sig af at huse knap 5 procent af alle verdens plante- og dyrearter.

Costa Rica er et foregangsland for naturbevarelse

Men hvis ikke Costa Rica havde haft forudsætningerne og viljen til at passe på sin natur, ville meget have været tabt i dag. Historiske årsager betød, at landet efter spaniernes ankomst gradvist udviklede sig til et samfund af småbønder og blev mere etnisk homogent og mindre økonomisk ulige end andre dele af Latinamerika. Allerede i 1889 blev de første demokratiske valg afholdt, og landet kaldes for Latinamerikas ældste demokrati. Hæren blev afskaffet i 1949, hvorefter der blev satset på uddannelse og sundhedsvæsen. Så costaricanerne har i mange år levet i fred og relativ velstand. Det har givet gode forudsætninger for at prioritere naturbevarelse. I dag er over 25 procent af Costa Ricas areal således under en eller anden form for naturbeskyttelse, hvilket har gjort Costa Rica til et af de mest enestående lande i verden inden for naturbevarelse.

En uimodståelig duft af friskbrygget kaffe smyger sig pludseligt forførende omkring mine næsebor og røber, at lodgens køkkenpersonale er ved at lave morgenkaffe til sine gæster. Jeg forlader den smukke tigerhejre og sætter kursen mod el comedor. Jeg er nu ved at være meget kaffetørstig og ser frem til en god kop morgenkaffe med udsigt til kolibrier og andre farverige småfugle i lodgens have. Glemte jeg at sige, at Costa Rica også laver noget af verdens bedste kaffe? Men det er en hel anden historie!

Se rejseleder Hanne Christensens flotte fuglefotos fra Costa Rica

Se alle vores artikler om Mellemamerika