Hvad søger du?

En af verdens største opdagelsesrejsende

Carsten Niebuhr var oprindelig en tysk landmåler fra kongeriget Hannover. I 1758 fik den unge Niebuhr et fantastisk tilbud fra Danmark. Opgaven lød på at tage til Arabien, der dengang blev kaldt Arabia Felix ”Det Lykkelige Arabien” og udføre undersøgelser af enhver art. Således lød startskuddet for den banebrydende danske »Arabiske Ekspedition«, der blev gennemført i 1761-1767.

Der var seks personer tilknyttet ekspeditionen. Tre videnskabsmænd, en læge og en kunstner, der med kobberstik skulle dokumentere ekspeditionen, samt en svensk tjener. Men da Niebuhr var den eneste, der vendte levende tilbage, kaldes ekspeditionen sædvanligvis Niebuhrs ekspedition.

Døde af Malaria

Med skibet ”Grønland” begav ekspeditionen sig ud fra København den 7. januar 1761, og sejlede via Konstantinopel (det nuværende Istanbul) til Alexandria i Ægypten og derefter videre mod Sydarabien. Der fandtes ikke kort over disse områder, og som landmåler var det Carsten Niebuhrs fortjeneste at bl.a. Sinai-halvøen blev kortlagt. Næsten et år efter afrejsen fra København nåede ekspeditionen havnebyen Mokka i det nuværende Yemen.

Allerede her bukkede to af ekspeditionens medlemmer under for malaria og døde. Niebuhr var nu den eneste videnskabsmand. Selv om han også var syg, gennemforskede han i otte måneder en stor del af Yemen. I august 1763 skulle ekspeditionen videre mod Bombay i Indien og på denne sørejse døde også lægen og kobberstikkeren.

Niebuhr stod nu alene med en svensk tjener og følte sig så svag, at han var ved at opgive håbet om nogensinde at komme hjem igen. Men efter et 14 måneders ophold i Bombay (nu Mumbay), sejlede han tilbage mod Arabien og kom til Muscat i det nuværende Oman.

Persepolis – Niebuhrs højdepunkt

Fra Oman gik turen videre over Hormuz-strædet til det nuværende Iran, videre til Shiraz og ruinerne af Persiens kongeby Persepolis, som for Niebuhr blev højdepunktet på hele rejsen. Han fik tilladelse af shahen i Shiraz til at foretage sine undersøgelser, og gik straks i gang. Ved indgangen til de fantastisk velbevarede ruiner af det store paladskompleks kan man den dag i dag se Carsten Niebuhrs ”autograf” på indgangsportalen.

Han boede i en landsby i nærheden af Persepolis i næsten en måned. Hver morgen red han på sit æsel over til ruinerne, hvor han arbejdede til sent om eftermiddagen med at opmåle grundplaner, aftegne relieffer og kopiere kileindskrifter. Hans syn blev næsten ødelagt af det skarpe sollys. Nu bukkede hans tjener også under, og Carsten Niebuhr var alene tilbage, da han i 1765 begav sig hjemad mod København. En rejse, der tog ham to år.

Kort og kileskrift

Ved hjemkomsten i 1767, blev Niebuhr modtaget ved hoffet med stor opmærksomhed, men hans videnskabelige opdagelser havde ikke den store interesse. Han måtte selv betale for trykningen af flere af sine videnskabelige resultater, og hans astronomiske observationer blev først offentliggjort en menneskealder senere. Kasserne med prøver af flora og fauna fra rejsen stod uåbnede i flere år, indtil samlingen var ødelagt af råd og svamp.

Hans nøjagtige optegnelser over de endnu bevarede kile-inskriptioner i Persepolis har siden medvirket til et gennembrud for tydningen af kileskriften. Et af verdens første skriftsprog. Men først og fremmest er hans udgivelser en beretning om en udmarvende og omfattende rejse, der skulle gå over i historiebøgerne som en enestående forskningsindsats og et skelsættende møde med den arabiske verden.

Se alle vores artikler om Mellemøsten