Sange om tabt kærlighed under Isfahans broer

Da Shah Abbas i begyndelsen af det 17. århundrede lokkede kristne armenere til Isfahan med gode lønninger for at bruge dem som de dygtige håndværkere, de var, til at bygge hans nye hovedstad, havde han næppe tænkt på, at broerne over floden Zayandeh en dag skulle bruges til kraftfulde sangstemmer.

Men det er præcis, hvad man kan høre under buerne på Khaju Bridge i det centrale Isfahan, engang Persiens hovedstad og i dag en af de største turistattraktioner i Iran, og kendt som ”den halve verden”. Det er nemlig dét, isfahanierne selv kalder deres by centralt placeret midt i Iran cirka 450 kilometer syd for Teheran.

Isfahan er kendt for sine mange moskeer og bygningsværker, som blandt andet en af Danmarks kendte arkitekter, Hans Munk Hansen, endda har skrevet en bog om. Bevæger man sig fra Imam-pladsen – eller Naqsh-e Jahan, som den hedder på farsi – og ned mod floden, kommer man til de historiske broer, som for ikke mange år siden førte én tørskoet over til den modsatte bred.

Det gør broerne nu stadig, men på grund af mere end 10 års tørke i området er Zayandeh nu uden vand, så tørskoet er man altid sikker på at være, uanset om man skråer over den knastørre flodbund eller går på de smukke sten, som stadig pryder broerne.

Nu bruger lokale kunstnere flodbunden til udsmykninger, mens vandcyklerne ligger og venter på, at vandreservoirerne længere vestpå i Zagros-bjergene igen er fyldte og åbner sluserne.

Vand eller ej, alligevel ændrer det ikke på, at iranerne stadig kommer og beundrer de flere hundrede år gamle bygningsværker fra dengang, Isfahan var hovedstad, og for nogles vedkommende synger en sang.

Det sker mest under Khaju Broen, men det er bare ét af Shah Abbas’ mange bygningsværker fra dengang, han i 1598 flyttede sin hovedstad fra Qazvin til Isfahan. Ikke langt derfra ligger en anden historisk bro fra samme periode. Sio se Pol, eller Broen med de 33 buer, forbinder det sydlige Isfahan, hvor de armenske bygningshåndværkere fik deres eget kvarter, med det nordlige med den imponerende Imam-plads, verdens næststørste åbne plads efter Den Himmelske Fredsplads i Beijing.

Her opførte Shah Abbas sit palads Ali Qapu, moskeer og bazaren i byens gyldne periode. Hans oldebarn Shah Abbas II fik opført Khaju Broen med en smukt dekoreret pavillon på midten, hvor han kunne sidde og kigge på indbyggernes plasken med vand i Zayandeh Floden, når han da ikke selv også var i vandet.

Det er her under pavillonen og buerne under Khaju Broen, at isfahanierne øver deres stemmer med sange om tabt kærlighed. Hvordan ens kæreste forlod én til fordel for en anden, måske blev syg og døde, og hvordan man levede resten af sit liv med den stikkende smerte i hjertet over den eneste ene.

Akustikken i buerne under Kadju Broen får selv de spinkleste stemmer til at lyde kraftfulde og maskuline, og ofte ender det med, at flere synger med på de kendte kærligheds- og fædrelandssange om det, man ikke længere har, og som smerter så meget.

En af de populæreste er sangen om Pari, kvinden som manden længes efter og leder efter, og hvis hjerte vandrer for hende, mens hans ånde er fuld af hendes duft. ”I drømmenes have fornemmer jeg dig som duften fra en rose, ser dig som spejlbilledet i vandet, spejdende efter dig som månen. Hvor er du, Pari? Kom til mig en nat ved kilden, optræd som en rose mellem tårerne i mine øjne”.

Eller sangen om nattergalen, som handler om frihed og lighed, og indimellem så meget, at den har fået politiske undertoner og derfor i perioder været forbudt. Det er den ikke længere, og i dag får sangen lidt ekstra under buerne, så ekkoet måske forplanter sig helt tilbage til bygherren Shah Abbas II.

Se alle vores artikler om Mellemøsten