Til te på nomade-tæpper

De dukker op som ud af intet. Store sorte telte midt i den flade ørken. Kashgai-nomader. Vi kører nærmere og standser. Jeg prikker til guiden: Prøv lige at spørge, om vi må se, hvordan de bor? Vi er langt væk fra de gængse turiststier, og man kommer ikke bare tumlende uden videre ind til nomaderne. Guiden vender snart tilbage: Jo, vi er meget velkomne.

Og sådan går det til, at vi kort efter er gæster hos iranske nomader. Det er en stor oplevelse for os. Men også for dem. To kvinder sidder og væver tæpper. I et hjørne er en anden kvinde ved at kærne smør i et dyreskind. De byder på te og dadler. Det er det spontane møde mellem mennesker. Og nysgerrigheden er stor på begge sider.

Før vi gik ind, har jeg sagt til gruppen: Glem fotoapparatet! Nyd øjeblikket! Lad det blive et ligeværdigt møde fremfor en seance, hvor gæsterne er forskanset bag kameraer. Og det er gruppen helt med på. Inden vi kører igen, efter at have sagt tak for deres enorme gæstfrihed, spørger vi, om vi må tage et par billeder. Det er de med på.

Sådan har Kirsten Gynther Holm oplevet mødet med Kashgai-nomader flere gange. Mødet er umuligt at skrive ind i et dagsprogram. Nomaderne har hverken mail eller fax. Men når lejligheden opstår, er det med at slå til.

Der er mange nomade-stammer i Iran, og de har altid haft noget at skulle have sagt. Kashgai´erne flytter rundt i det sydvestlige Iran, men de har ikke samme rødder. Deres forfædre var tyrkere, kurdere, arabere, persere, baluchere eller zigøjnere. Men de er organiseret i en konføderation, og det har vist sig at give styrke.

Først og fremmest betyder konføderationen, at kashgai´erne har kunnet forsvare deres naturlige, sociale og økonomiske status. Statsmagten kunne ikke regere landet uden samtykke fra stammelederne. Og den etniske identitet var svær at knægte for landets herskere. Stater kom og gik, men stammerne forblev.

Kashgai´erne havde deres eget sprog, en slags tyrkisk, til langt op i 1960erne. Så begyndte shahen, og siden præstestyret, at gøre op med deres selvstændighed. De skulle være loyale overfor staten, ikke gruppen. Det siger sig selv, at dette skabte uro. Der har været mange spændinger mellem nomaderne og centralmagten – og mellem nomader og bønder. Om sprog. Undervisning. Græsningsret. Ejendomsret. Om retten til at bære våben.

I dag har nomaderne en lærer, og et lille rundt skoletelt med sig, så snart der er 15 børn i familien. Og sproget er farsi. Men at møde dem er en evig fascination for Kirsten Gynther Holm.

- Så sidder vi på deres hjemmevævede tæppe i sandet. Det er da fyrsteligt at blive modtaget sådan. Nomadernes tæpper er lidt grove. Deres væve kan skilles og samles og tages med til næste bosted. Mønstrene danner sig inden i hovedet på væveren undervejs. Der er ingen tegninger at gå frem efter. Slipper det farvede garn op, farver man noget mere. Måske bliver farven ikke helt ens. Men alle disse nuanceforskelle gør det blot mere charmerende. Man kan sige, at nomadernes tæpper er et billede på deres tilværelse: Uforudsigelige. Derfor er de spændende at møde for os. Og derfor håber jeg altid på at finde frem til en nomade-lejr på mine rejser i Iran, siger Kirsten Gynther Holm.

Se alle vores artikler om Mellemøsten