Landet af aha-oplevelser

Efterhånden mange gange har jeg stået i Københavns lufthavn og taget imod 20 gæster, der skulle til Iran med mig som rejseleder. Og nogle af dem har været bekymrede: På fridagen – kan vi så ikke følges med dig?

Men det er altid endt med, at når vi kommer til fridagen, så går de alligevel ud på egen hånd. De er trygge. Paraderne er sænkede. Fordommene blæst væk. For sådan er Iran. Landet er befolket af venligtsindede mennesker, der er nysgerrige og gerne vil høre om os. Ja, man kan næsten ikke slippe for at møde iranere, for de henvender sig selv til os.

Nogle gange har jeg haft gæster, der spørger mig: Må vi godt springe den fælles middag i aften over? Vi er blevet inviteret hjem til en iransk familie.

Dén slags bundfælder sig hos selv rejsevante danskere, for det er få steder i verden, man bliver modtaget med så åbne arme.

Som rejseleder er det en fornøjelse at tage til Iran, for gæsterne får en aha-oplevelse. De får ændret deres billede af, at der er tale om et formørket land. Engang besøgte jeg Emam-pladsen i Isfahan med en gruppe. Vi kom forbi en teologisk skole, hvor unge iranere var under uddannelse. De inviterede os ind. Det blev en dialog på næsten grundtvigiansk niveau. De lyttede til vores opfattelse af verden. Så fremførte de deres.

Ingen blev slået i hovedet eller forhånet. Og de unge iranere var udmærket klar over vores holdninger i Vesten. Deres oplysningsniveau er højt. Det samme med uddannelse. En statistik, der altid overrasker danske gæster: 60% af de studerende på universiteterne i Iran er kvinder.

En epoke, der fylder meget i Iran, er den 8 år lange krig mod Irak i 1980’erne. Der er stadig afbildet martyrer på gavle i Teheran, og krigshelte hyldes. Det undrer vi os måske over. Men tænk lige over, hvor meget 2. verdenskrig stadig fylder i vores del af verden.

Og prøv blot et kort øjeblik at tage iranske briller på i nutiden. De ser, at landene omkring dem brænder: Irak, Afghanistan, Pakistan. Befolkningen ønsker fred, stabilitet og sikre grænser. Garantien for det er Nationalgarden – som i Vestens optik er forhadt.

Jeg husker første gang, jeg kom til Iran. Faget oldtidskundskab fra gymnasiet dukkede op. Hidtil havde jeg jo kun set slaget ved Thermopylæ fra grækernes side. Nu hørte jeg pludselig historien set fra Xerxes’ side.

Endnu en aha-oplevelse. Siden har jeg lært meget om Iran – selv om der stadig er meget, jeg ikke har set. Iran er jo et kæmpe land med en historie, der går længere tilbage end vores.

Det er også et multi-etnisk samfund, med arabere, kaukasere, turkmenere, mongoler – og flere andre folkeslag repræsenteret. Det gik op for mig engang i Isfahan. Vi løb ind i en festival, hvor alle regioner skulle bidrage med mad, danse og tøj. Endnu en aha-oplevelse.

I skrivende stund er der sanktioner, som gør ondt på den menige iraner. Det kan vi tydeligt mærke. Konsekvensen er, at Iran er et relativt billigt land at rejse til. Det er godt for os. Men ikke så godt for iranerne.

Vi tager ikke stilling i konflikter. Vores perspektiv er at give gæsterne en oplevelse, der fjerner frygten for det ukendte og giver forståelse af det fremmede.

Og dér er Iran næsten et mønsterland, for på det mellemfolkelige plan møder vi lutter venlighed og nysgerrighed. Aha.