Med taxa i Teheran

Man får næppe en international berømt filminstruktør bag rattet, når man kører taxa i Teheran eller ethvert andet sted i Iran, men der er alligevel god garanti for underholdningen undervejs.

Jafar Panahi får, i sin film Taxi Teheran fra 2015, som af og til vises på DR2 og kan streames gratis på Filmstriben, spændende kunder i sin bil, og fortællingen finder sted i et udefinerbart rum mellem fiktion og fakta. Oplevelsen uden for filmens verden er lige så oplevelsesrig.

I den prisbelønnede film er det den filmcensurramte Panahi selv, som sidder bag rattet, og kritikken af det iranske regime sker sofistikeret og ofte usagt mellem linjerne, men også i den virkelige verden er der mange usagte ting, fordi man som udlænding kan have en udfordring i, at chaufføren kun taler farsi.

Det skal man ikke lade sig slå ud af, og en tur i taxa er for de fleste en sjov oplevelse – ikke mindst i kraft af det tilsyneladende vanvid og kaos i trafikken, hvor det kan se ud som om, at det er alles kamp mod alle.

Mens mange i Danmark kvier sig med at finde pungen frem og betale for at blive kørt, er det helt almindeligt i Iran at køre taxa, og det skal man som udlænding lige vænne sig til.

Mange byer har fine metrolinjer, og for nylig åbnede også én i Isfahan, godt nok forsinket, fordi den kinesiske togleverandør havde glemt at tjekke sporbredden i Iran – som følger internationale standarder modsat i Kina. Alligevel må man ofte ligesom iranerne praje en taxa.

Dem er der til gengæld også rigelige af, hvis man ser ud i bybilledet efter gule og indimellem grønne taxaer. Så er der alle dem, som vi i vores meget velregulerede, regelrette Danmark vil kalde pirattaxaer, for stiller man sig afventende på gaden, spejdende efter en taxa, kører mange biler langsomt forbi, dytter og signalerer med fingerbevægelser, om man skal have et lift. Mod betaling, selvfølgelig.

Taxaerne – uanset om det er de gule med licens eller familiens private Saipa Saba-model – kører uden taxameter, og derfor kan det som udlænding være en udfordring at finde ud af, hvad en tur reelt koster.

Der er helt sikkert turister, som er blevet snydt og har betalt mindst det dobbelte af, hvad en iraner skulle betale for samme strækning.

Med pengesedler med mange nuller taget i betragtning er det næppe heller undgået, at turister har forvekslet beløbene og overset et nul eller to. Dertil forvirringen om, at beløbet 8 kan betyde 8.000 tomaner, som er 80.000 rialer. Men det er en helt anden historie.

De gule taxaer har – ud over pirattaxaer – fået konkurrence fra Snapp, en app-baseret taxatjeneste og Irans svar på Uber. App’en findes på både farsi og engelsk, og når man har angivet start- og slutposition for turen, får man prisen i rialer. Så anmoder man, og når en chauffør efter få minutter har budt sig til, får man nummerplade, navn, mobilnummer og foto af vedkommende. Så man gør klogt i at lære farsi-tallene hjemmefra.

Ikke så underligt er Snapp – og senest konkurrenten Tabsi – hurtigt blevet populært i de byer i Iran, hvor de opererer. Selskabet tjekker chaufførerne, syner deres biler, og et rating-system sorterer de dårlige fra. Og som udlænding oplever jeg ikke at blive snydt. Prisen er den, app’en har givet.

Under en taxatur blev jeg for nylig præsenteret for hele chaufførens familiegalleri på mobiltelefonen, alt imens han efter trafikken skiftede vognbaner centimeter tæt på andre trafikanter, stoppede ved trafiklys og skældte ud på de forankørende trafikanter med farsi-eder. Tre børn på 2, 6 og 13 år, konen uden tørklæde, og en række brødre og deres familier.

Eller en anden tur, hvor chaufføren kunne flere navne på danske fodboldspillere, end jeg nogensinde har kunnet.

Og apropos fodbold, så er dét icebreakeren på enhver taxatur. Iranerne elsker fodbold, og kan man navnene på nogle af deres landsholds egne spillere, er det næsten garanti for, at man ikke bliver snydt.