Hvad søger du?

Flemming Kragh Hansen

Et arbejde som advokat er ikke bare at sidde bøjet over støvede lovbøger. Det kan også være at rejse ud i verden, og det er Flemming et godt eksempel på.  I kraft af sin profession har han løst opgaver i mange lande siden 1980´erne, og det har givet ham en stor indsigt i forskellige sædvaner og kulturer, som han kan øse af som rejseleder.

Nordafrika og Mellemøsten kender Flemming efter rejser fra Essaouira i det vestlige Marokko til Qom i Iran. Hans interesser spænder vidt: Historien, kulturen, islamisk arkitektur - og haverne, som symboler på paradiset.

Flemming besøgte første gang Balkan, mens området hed Jugoslavien, og i nutiden har han rejst i både Nordmakedonien, Bosnien, Kroatien og Montenegro samt Albanien. Flemming finder Balkan interessant, bl.a. fordi området var omfattet af det muslimske osmanniske rige i 500 år.

Lige siden apartheids fald i 1992 har Flemming regelmæssigt været i det sydlige Afrika. Højdepunkter har været Victoria Falls, sorte næsehorn om aftenen ved vandhullet i Etosha i Namibia, og sydlige rethvaler spottet fra klipperne på Cape Point, ved Cape Town, set som tydelige mørke skygger over sandbund.  Natur i bred forstand interesserer ham, men især fugle og pattedyr – herunder hvaler.

Både som advokat og menneske har Flemming hentet mange oplevelser rundt om i verden. Men den største er nok – med hans egne ord – den venlige og ligeværdige modtagelse, han fik i Iran, da han var i spidsen for en gruppe på Fatimas dødsdag i 2015.
 

Rejseleder Flemming Kragh Hansen på rejse med Viktors Farmor til Mkhaya Game Reserve i Swaziland i starten af 2015