Broerne på Balkan

Er det interessant at læse om broer? Ja, prøv for eksempel over de næste 550 ord. Broer bærer på de mest utrolige historier. Især på Balkan.

Broen over Drina, Bosnien.

Broen i Mostar

Vi lægger ud med broen i Mostar. For 25 år siden indskrev den sig på alverdens TV-skærme, fordi den stod sønderskudt under borgerkrigene i ex-Jugoslavien. Kroatiske styrker skød den i sænk, angiveligt fordi den havde strategisk betydning, om end det i dag er en generel opfattelse, at det var broens multi-kulturelle betydning, der medførte, at den blev ødelagt.

Den gamle bro forbandt nemlig den muslimske og den kristne side af floden Neretva. Den blev bygget af osmannerne i 1557, og arkitekten fik den opgave at bygge en bro, hvis dimensioner overgik alt i samtiden. Hvis han ikke lykkedes med det, ville straffen være døden. Det hedder sig, at da konstruktionen var færdig 9 år senere, og man skulle fjerne stilladset, havde han forberedt sin begravelse – for tænk nu hvis det hele kollapsede. Der var nemlig et spand på 28 meter. Broen holdt, og i århundreder stod den som et eksempel på islamisk byggekunst på Balkan.

I dag er den genopført, med hjælp fra Verdensbanken, UNESCO og mange andre. Og der er ingen tvivl om symbolværdien i, at broen atter knejser højt over Mostar i et land, hvor sårene efter borgerkrigen skal heles. Den kroatiske general, der beordrede broen skudt i sænk, tog i øvrigt sit eget liv med gift ved udsigten til krigsforbryderdomstol.

Broen over Drina

Lad os blive i Bosnien, men skifte til byen Visegrad. Broen over floden Drina er blevet en litterær succes takket være Ivo Andric og hans historiske roman ”Broen over Drina”, der indbragte ham Nobelprisen i litteratur.

Romanen fortæller 400 års historie med broen som tavst vidne, gennem ottomansk og habsburgsk styre til verdenskrige. Liv, skæbner og relationer blandt serbere og bosniakker omkring broen giver romanen den tyngde, der gør den læsbar i alle verdensdele.

Art Bridge i Skopje

Kunst og broer hænger flot sammen i Skopje i Nordmakedonien. Fodgængere passerer Art Bridge, når de krydser Vardar floden, og mens de går, flankeres de af 29 skulpturer. Det er kendte – og for os ukendte – makedonske kunstnere og musikere, som vi kan familiarisere os med på rad og række.

Broen er ny, og en del af et meget omdiskuteret skulptur-projekt i Skopje – et projekt, der havde stærke nationalistiske undertoner og nu er stillet i bero. Men broen nåede at blive bygget.

Broen i Berat

Rykker vi til Albanien, så har broen over Osum floden i Berat stor lokal betydning. Hvert år på Hellig Tre Kongers Dag kastes et kors ud fra broen, og kristne og muslimske unge mænd kappes om at bjerge det. Og en sejlivet myte i Berat er, at der engang var en fangekælder på broen, hvor en kvinde var muret inde for at tilfredsstille de ånder, der beskyttede broen.

Og nu er der gået 550 ord. Fået lyst til at se broerne? De kan alle opleves på vore forskellige rejser til Balkan.

Historien er dramatisk på Balkan. Det er naturen faktisk også. Og så er der billigt. Der er mange gode grunde til at besøge Albanien, Nordmakedonien, Kosovo, Bosnien, Kroatien eller Montenegro.

Se alle vores artikler om Balkan