Hvorfor skal du rejse til Jordan?

Det ægte Jordan i Madaba
Madaba er verdensberømt. Den lille jordanske by, midtvejs mellem Amman og Det Døde Hav, hedder også mosaikbyen, fordi den byder på de smukkeste mosaikker, og ikke mindst det imponerende byzantinske landkort, hvor man får hele bibelhistorien med Jerusalem i centrum. Det ligger som gulv i den fine, lille Skt. Georg-kirken.
Det skal opleves. Madaba er et af højdepunkterne på en rundrejse i Jordan, og det er der naturligvis mange andre, der synes. Ofte er der ganske mange turister på stedet, og når mosaikkerne er blevet nydt i fulde drag, rejser de fleste videre. Alene derfor er det en god idé at blive lidt i byen, hvilket Viktors Farmor ofte gør i form af en overnatning på et af byens små hoteller. For Madaba er en oplevelse i sig selv.
Det er på mange måder en ganske almindelig provinsby. Udover mosaikkerne er der ikke turistseværdigheder i verdensklasse, og gaderne er lidt rodede, rent arkitektonisk. Men butikkerne er beregnet på de lokale, og i det hele taget er Madaba en god mulighed for at opleve det ægte Jordan på jordanernes betingelser.

Den jordanske folkesjæl
Når jeg rejser i Jordan, bliver jeg altid fascineret af den enorme venlighed og gæstfrihed, og den er ægte. Hvis man kommer direkte fra den skønne og kaotiske hovedstad Amman, kan man mærke roen sænke sig i Madaba, og her forstår man den jordanske folkesjæl, som er så vigtig at opleve på rejsen. Jeg tror, det hænger sammen med, at Jordan i bund og grund er et fattigt land, uden rigdomme i undergrunden, og midt i Mellemøstens kaos har det altid overlevet som en ø af venlig stabilitet.
Kongen står som en samlende figur, som ham der har sikret det hele ved kløgtigt diplomati og rigtige beslutninger, og alle vegne møder man en dyb beundring og kærlighed til kongehuset. Før i tiden var det ved lov forbudt at køre på motorcykel i Jordan, men kongen måtte gerne og gjorde det ofte. Den lov er for længst blevet afskaffet. Men man ser stadig kongens portræt alle vegne i gadebilledet. Jordanerne har en masse at være stolte af, og de gør alt for, at gæsten kan rejse hjem igen med det bedste indtryk af deres land.

Den lokale beduinstamme
Der er masser af imponerende ting at besøge i Jordan. Rejsen skal naturligvis omfatte Den Røde By, nabatæernes Petra, der ligger som et absolut vidunder langt ude i ørkenen. Men når man har givet sig tid og fået alle indtrykkene ind under huden, gør man sig selv en stor tjeneste ved at gå en tur i Wadi Mousa.
Det er den lille by, som ligger lige op ad Petra. Næsten alle beboerne er fra den lokale beduinstamme, og det kan naturligvis ikke skjules, at de stort set alle lever af turisme. Men bevæger man sig blot en smule bort fra hovedstrøget, møder man den samme autentiske atmosfære af venlighed.

Gengælde venligheden
Jordan er uden tvivl et af de tryggeste lande at rejse i. Hvad enten man besøger de imponerende ruiner af det romerske Jerash eller brevdueborgen Ajlun, er indtrykket det samme. Og på et tidspunkt kommer så øjeblikket, hvor man som gæst skal give lidt igen. Guiden eller værten får ofte et drømmende udtryk i øjnene, når talen kommer på mansaf, som jordanerne betragter som nationalretten. Det er lammekød, som er tilberedt med ris, pinjekerner og mandler, og det garneres rundhåndet med jameed, som er en slags yoghurt.
Det er en delikatesse uden lige. Der bliver fyldt på tallerkenerne, mens duften breder sig og så kommer prøven: Hvis man viser virkelig respekt for jordanerne og gengælder venligheden, lader man bestikket ligge og spiser med fingrene. Som en ægte beduin. Så har man fået Jordan ind under huden.