Pakkeliste: Pak mere bæredygtigt
Vi har samlet nogle praktiske råd til, hvordan du kan pakke mere bæredygtigt og derved reducere dit miljøaftryk, når du rejser.

Når vi rejser, efterlader vi ofte et større klimaaftryk end nødvendigt. Med nogle få ændringer i pakkeprocessen kan vi minimere vores miljøpåvirkning.
Derfor har vi lavet en liste med nogle praktiske råd, der kan hjælpe os med at pakke smartere - det kan både gøre rejsen mere behagelig og er samtidigt godt for miljøet.
Pakkeliste
Pak let
Det er en god idé at pakke let. Jo mindre vægt på flyet, jo mindre CO2 udledes der. Her er nogle tips til, hvordan du kan pakke let:
- Invester i en letvægtskuffert. Den reducerer den samlede vægt, du bærer, og dermed mindskes dit CO2-aftryk under flyrejsen.
- Hæld flydende toiletartikler (som creme, shampoo, sæbe, etc.) i mindre beholdere, så du ikke behøver at slæbe store beholdere med. Køb dog ikke små udgaver af dine toiletartikler, hvor du ikke kan genbruge flasken.
- Tag unødvendige ting ud af din pung og håndtaske inden afrejse.
- Skift bøger ud med e-bøger eller en podcast, så du heller ikke behøver at bære på bøgerne.
- Hvis du rejser sammen med nogen, du kender, så aftal, hvem der pakker hvad, så I ikke har f.eks. to hårtørrer med rejsen.

Der er flere måder, hvorpå du kan pakke din kuffert mere bæredygtigt. Foto Viktors Farmor
Køb med omtanke
Hvis du skal ud at købe nyt udstyr eller tøj til din rejse, så er det en god idé at vælge bæredygtige alternativer:
- Køb produkter, der er designet til at holde længe, hvilket mindsker forbrug og affald.
- Sørg for at vælge produkter fremstillet af materialer, der kan genanvendes.
- Gå efter produkter, der har en bæredygtighedscertificering, som f.eks. B Corp.
- Skal du købe nyt tøj, så kig efter produkter lavet i materialerne tencel, hamp eller bambus. Undgå derimod bomuld, syntetiske stoffer og produkter lavet af materiale fra dyr – f.eks. læder og pels.
Skær ned på plastik
- Medbring en genanvendelig vandflaske med et indbygget filter for at kunne drikke vandet direkte fra hanen, uanset hvor henne du rejser. Så undgår du plastikaffald. Alternativt kan du købe water purification tablets, som er tabletter, der rengør vandet.
- Medbring et termokrus. Den er især god til flyturene, hvor du kan bede kabinepersonalet om at fylde kaffe eller te direkte i dit krus i stedet for et engangskrus.
- Medbring et net eller en mulepose, så du ikke behøver plastikposer i butikker.
- Brug genanvendelige pakkeposer til at organisere dit tøj og adskille rent fra beskidt uden brug af plastikposer.
Undgå følgende produkter
- Vådservietter. Hvis det er nødvendigt, så kan du købe en miljøvenlig udgave og undgå engangsvådservietter.
- Ønsker du at medbringe bestemte toiletartikler, så undgå miniudgaverne. I stedet kan du fylde dine produkter i en genanvendelig rejseflaske.
- Engangsprodukter til flyveturen. I stedet kan du købe produkter i god kvalitet, så du kan bruge dem igen. Det kan f.eks. være en sovemaske og høretelefoner.