Marokkos kongebyer

Duften af krydderier, myntete serveret i små glas. Mønstrede kobberfade, sølvsmykker, marokkopuder, røde knasthuer, labyrintiske gader.

Vi besøger Hassan-tårnet i Rabat. Foto Karin Reif

Det er ikke svært at sætte associationer på Marokko, for landet er tætpakket med indtryk for øjne, ører – og mave, kunne man tilføje. Det marokkanske køkken anses for at være et af verdens bedste og mest facetterede.

For lige at genbruge slutreplikken fra filmen ”Casablanca”, så bliver et besøg i Marokko ofte begyndelsen på et smukt venskab. Der venter nemlig nye oplevelser, hver gang man besøger landet, der både rummer Orienten og Vesten, Atlanterhavet og Atlasbjergene, grønne marker og gul ørken.

Tag for eksempel de gamle kongebyer. Dem er der flere af, for Marokko har været regeret af kaliffer, sultaner, konger og dynastier, som hver for sig har efterladt spor. Derfor er Rabat, Meknés og Fez så spændende, og alle 3 byer kan opleves på rejsen ”Tre kongebyer i Marokko”.

Den sidste, Marrakesh, kan opleves på flere af vores andre rejser til Marokko.

Fez: et stykke kulturarv

Fez var en af verdens største byer i den tidlige middelalder. Den gamle bydel, medinaen, er meget velbevaret. Den rummer 9.000 små stræder, så man kan godt fare vild. Men man kan også lade være. Sanserne kommer på overarbejde under alle omstændigheder.

Et spændende kvarter er garvernes plads, hvor mange skind hænger til tørring. Man kan følge processen og se, hvordan læderet indfarves. Lidt derfra bliver det forarbejdet til tasker, sadler og seletøj, bogomslag, “marokkopuder” mm. Man kan tilbringe timer i dette område, og der er fotomotiver overalt. Også smedenes kvarter er værd at besøge; de er eksperter i fornemme smedejernsarbejder.

På markedet med krydderier, frugt og grønsager er der et orgie af farver, lyde og dufte. Og i vævernes kvarter sidder mænd og væver de skønneste tekstiler af uld, bomuld og silke samt af agavefibre.

Den gamle bydel er på UNESCOs liste over verdens kulturarv, og det kan ikke undre, når man tænker på, at verdens ældste universitet ligger i Fez. Det blev oprettet i året 859. Byen rummer også et andalusisk kvarter med små pladser med fornemme træskærerarbejder, flotte bronzearbejder, søjler og stuk. Det er arven fra muslimske flygtninge fra det sydlige Spanien omkring år 800.

Solopgang over Fez. Foto Karin Reif

Rabat: nutidens hovedstad

Rabat er nutidens hovedstad, og det er franskmændenes skyld, for de okkuperede Marokko fra 1912 til 1957 og flyttede hovedstaden fra Fez til Rabat. Efter selvstændigheden forblev Rabat landets administrative centrum, men byen har en lang historie. Derfor er den kommet med på UNESCOs kulturarvsliste for få år siden, og det er ganske fortjent.

Vartegnet for Rabat er tårnet ”La Tour Hassan”, der ligner to andre tårne: La Koutobia i Marrakech og La Giralda i Sevilla. De er bygget i samme periode, nemlig omkring 1170-1195, og bygherren var også den samme: Kaliffen Yacoub Al-Mansour, der på det tidspunkt stod i spidsen for dynastiet almohaderne, som herskede over det nordvestlige Afrika og meget af Spanien.

Det ældste af Rabat er fæstningsværket Oudaya, som er en by i byen, omgivet af tusindår gamle mure. Byen byder også på en medina med riads, paladser, moskeer og hamammer. Der er et jødisk kvarter, og en nekropolis, der ligger ovenpå fønikiske og romerske kolonier.

Rabats tvillingeby hedder Salé. De to byer ligger på hver sin side af en flod. Salé var Marokkos største havn fra 1200 til 1500-tallet, og skibene lagde til direkte ved portene i bymuren, hvor man endnu kan se ringene til fortøjning.

Byen har været hjemsted for pirater. Den har haft et slavemarked, og den er i det hele taget meget autentisk. Få rejsende finder vej til byen. Men vores grupper gør.

Oudayas Kasbah i Rabat. Foto Vivian Sandau

Meknés: den smukkeste port i Marokko

Sidste kongeby er Meknés – og ja, også Meknés har fundet nåde for UNESCOs øjne. Langs medinaens tykke og langstrakte mure finder vi det berømte vartegn Bab Al Mansour. Det er en port. Og hvorfor bliver en port et vartegn? Fordi den er imponerende. Stor. Tung. Høj. Og fordi den bærer inskriptionen ”Jeg er den smukkeste port i Marokko”.

Den leder bare ingen steder hen. Den er bygget for at imponere. Af sultanen Moulay Ismail. Han kunne godt lide at imponere. I hvert fald havde han 4 koner, 500 konkubiner og mere end 1.000 børn.

Hans mausoleum er i øvrigt endnu en af oplevelserne i Marokkos kongebyer. Det er for tiden ved at blive restaureret. Så kan det nemlig imponere endnu mere.

Bab Al Mansour regnes for en af de smukkeste porte i Marokko.