Ring til os 86 22 71 81       Nyhedsbrev       Trustpilot 4,5 starts

Forlænget weekend i Georgien

Opdag Tbilisi, vinmarker, hulebyer og sovjetspor

Georgien byder på dramatiske landskaber, oldgammel vinkultur og en levende historie. På en forlænget weekend opdager vi stemningsfulde byer som Tbilisi, klostre og vinmarker, smager lokale specialiteter og kommer tæt på landets stærke traditioner og gæstfrihed.

Priser fra

7.990 kr.

Max. 20 deltagere

5 dages rejse

Start din rejse her

Georgien ligger i grænselandet mellem Europa og Asien og har gennem årtusinder været et mødested for kulturer, handelsruter og imperier. Her forbindes gamle traditioner og moderne liv i ét land.

Hovedstaden Tbilisi er rejsens omdrejningspunkt. Byen breder sig langs floden og byder på en stemningsfuld blanding af gamle kirker, svovlbade, snoede gader, farverige træbalkoner og et livligt gadeliv. Byen er skøn at opdage til fods med sine mange vægmalerier og lokale kunstnere, der dekorerer byen.

Kontrasterne er tydelige: Gammelt håndværk og moderne caféer, ortodokse kirker og samtidskunst.

Uden for byen åbner landskabet sig med vinregionen Kakheti, hvor nogle af verdens ældste vintraditioner stadig holdes i hævd. Her smager vi på den lokale vin, som fremstilles i lerkrukker efter gamle metoder, der er gået i arv gennem generationer. Samtidigt nyder vi gæstfriheden på de familiedrevne vingårde.

Rejsen rummer også fortællinger fra oldtiden, blandt andet i hulebyen Uplistsikhe. Den nyere historie oplever vi på Stalin-museet i Gori med indblik i sovjettiden.

Det georgiske køkken er en oplevelse i sig selv – enkelt, smagfuldt og baseret på lokale råvarer. Rejsen til Georgien pirrer sanserne og giver plads til både store fortællinger og de nære møder. 

5 gode grunde til at rejse til Georgien med Viktors Farmor:

  • Mærk stemningen i Tbilisi, når vi opdager den gamle bydel til fods med kirker, markeder og svovlbade
  • Oplev den ældgamle vinkultur med qvevri-vin, traditionel brødbagning og besøg hos lokale vinbønder i Kakheti
  • Nyd den charmerende landsby Sighnaghi, og besøg det lokale museum med kunst af Niko Pirosmani
  • Dyk ned i historien - fra hulebyen Uplistsikhe langs Silkevejen til sovjettidens spor i Stalins fødeby, Gori
  • Udforsk Georgiens ikoniske seværdigheder som Metekhi-kirken, Narikala-fæstningen og Bodbe-klostret

Dagsprogram

  • Dag 1

    Ankomst til Tbilisi

    Vi ankommer sent om aftenen til Tbilisi, så vi kører direkte til hotellet og får en god nats søvn efter rejsen.

    Overnatning: Tbilisi

  • Dag 2

    Tbilisis gamle bydel til fods

    Vi oplever Tbilisis gamle bydel til fods og tager os god tid til at opdage byens mange farverige påfund og flotte detaljer.

    Tbilisis bybillede spænder fra orientalske badehuse til europæisk inspirerede arkitektur og byliv. Byen ligger smukt i kløften langs Mtkvari-floden, hvor landskabet har formet bebyggelsen. Noget af det, der skiller sig ud i bybilledet, er Mtatsminda-bjerget, Narikala-fæstningen i den ældste bydel Kala og Metekhi-kirken på skrænten til floden.

    Gennem byrundturen ser vi flere af højdepunkterne i den gamle bydel med smukke ortodokse kirker side om side med både moské og synagoge. Vi kommer forbi de berømte svovlbade, der har givet byen sit navn, og går gennem smalle brostensbelagte gader med farverige træbalkoner og udskårne detaljer. Den flotte, gamle Narikala-fæstning står i stærk kontrakt til den moderne Fredsbo i glas.

    Også 1800-tallets huse, inspireret af samtidens europæiske arkitektur, har sat deres præg på byen. På den måde er Tbilisi en spændende blanding af mange stilarter.  

    Om aftenen nyder vi velkomstmiddag sammen.

    Måltider: Morgenmad og aftensmad

    Overnatning: Tbilisi

  • Dag 3

    Fra Stalin og sovjettiden til oldtidens huleby

    I dag kører vi til Gori, som er fødebyen for Georgiens mest berygtede søn, Josef Stalin. Her besøger vi Stalin-museet og ser det beskedne hus, hvor han blev født, som er en del af museet. Herefter forlader vi Gori igen, som stadig bærer tydelige spor fra sovjettiden.

    Vi tager videre på en tur langt tilbage i Georgiens oldtidshistorie, når vi besøger hulebyen Uplistsikhe. Byen regnes for en af landets ældste, bymæssige bosættelser og lå strategisk placeret langs Den Store Silkevej, hvor karavaner med varer fra Asien til Europa gjorde ophold.

    Frokosten nyder vi på lokal vingård, hvor vi oplever det georgiske landsbyliv i sin mest autentiske form. Her serveres hjemmelavede retter ledsaget af lokal vin, mens vi nyder roen og udsigten over det smukke landskab.

    I aften er middag på egen hånd, og der er rig mulighed for at finde et hyggeligt spisested i Tbilisi, hvor man kan smage nogle af de lokale delikatesser – måske khinkali. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Tbilisi

  • Dag 4

    Byen Sighnaghi og besøg på vingård

    Regionen Kakheti er vinens kongerige med endeløse vinmarker, bølgende bjerglandskaber og gamle traditioner. Det er her, nogle af Georgiens mest velsmagende vine har deres oprindelse, og hvor gamle klostre ligger spredt i landskabet.

    Vi besøger Sighnaghi, som er en farverig by, der troner på en bakketop med udsigt over Alazani-dalen og de sneklædte Kaukasusbjerge i det fjerne. Byen er kendt som “kærlighedens by” og er en charmerende, befæstet købstad fra 1700- og 1800-tallet med smalle gader og en historisk atmosfære.

    I Sighnaghi besøger vi museet med værker af den georgiske kunstner Niko Pirosmani, hvis malerier også har været udstillet på Louisiana.

    Herefter går turen til Bodbe-klostret, der ligger smukt omgivet af høje cypresser og er det hellige hvilested for Sankt Nino, som bragte kristendommen til Georgien.

    Vi spiser frokost på en lokal restaurant nær Sighnaghi, inden vi fortsætter til en familiedrevet vingård.

    Her stifter vi bekendtskab med den traditionelle, georgiske vinfremstilling og ser de karakteristiske qvevri-lerkar, som graves ned i jorden under gæringen – en metode optaget på UNESCO's liste over immateriel kulturarv. Vi smager hjemmelavet vin og bager georgisk brød i en tone, som er den klassiske lerovn, hvor duften hurtigt breder sig.

    Efter besøget vender vi tilbage til Tbilisi, hvor resten af aftenen er på egen hånd til at nyde byen eller slappe af på hotellet. 

    Måltider: Morgenmad og frokost

    Overnatning: Tbilisi

  • Dag 5

    Nationalmuseet, marked og hjemrejse

    Om formiddagen tager vi det stille og roligt, inden vi besøger nationalmuseet, som åbner kl. 10.00.

    Herefter går vi en tur i byen og ser nærmere på loppemarkedet ved Dry Bridge, hvor man finder alt fra moderne kunst til gamle genstande fra den sovjetiske tid. Her er der mulighed for at bruge de sidste lommepenge – eller blot kigge på mennesker og gøre sjove fund.

    Senere er der lidt tid på egen hånd, inden vi kører mod lufthavnen og flyver mod Danmark igen. 

    Måltider: Morgenmad

Hoteller

Se nogle af de hoteller, vi plejer at bruge på vores rejse rundt i Georgien. Der kan ske ændringer i programmet, men nye hoteller vil være af samme standard.

Holiday Inn Express Tbilisi byder på moderne komfort med lyse, velindrettede værelser.
Tbilisi

Holiday Inn Express

★★★★

Holiday Inn Express Tbilisi byder på moderne komfort med lyse, velindrettede værelser med bl.a. aircondition og gratis wifi. Fra hotellet er der let adgang til byen og mulighed for at slappe af i hotellets bar eller have.

Praktiske oplysninger

Her finder du relevante oplysninger om rejser til Georgien

  • Pas og visum

    Passet skal være gyldigt under opholdet. Det er altid en god idé at have en ekstra kopi af passets informationsside med. Den opbevares et andet sted end selve passet. Der kræves ikke visum til Georgien. 

    Rejseforsikring: Fra 1. januar 2026 er rejseforsikring obligatorisk ved indrejse i Georgien. Forsikringen skal dække sygdom og ulykke under hele opholdet og kunne fremvises ved ankomst.

  • Vaccination

    Det anbefales at være vaccineret mod smitsom leverbetændelse (hepatitis A), stivkrampe og difteri. Tal med egen læge eller en specialklinik for rejsemedicin. 

    Du kan også orientere dig på Seruminstituttets hjemmeside. Der kan være forskel på, hvilke vaccinationer der tilrådes.

    I forbindelse med din vaccination har Viktors Farmor en række rabataftaler, du kan gøre brug af:

    Rejsemedicinsk- og Medicinsk Speciallægeklinik på Jens Baggesens Vej 90 B, 8200 Aarhus N. Du vil ved rejseaftale med Viktors Farmor opnå 10 % i rabat (5 % ved japansk hjernebetændelse). For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Udlandsvaccinationen I/S på Ørestads Boulevard 5, 2300 København S. Når du rejser med Viktors Farmor, kan du få 10 % på rejsevaccinationer. For at opnå rabatten skal du oplyse dit fakturanummer for rejsen. 

    Danske Lægers Vaccinations Service med over 45 klinikker fordelt over hele landet. Her får du som gæst med Viktors Farmor 10 % i rabat på alle deres rejsevacciner. Du skal blot meddele, at du rejser med Viktors Farmor.

  • Valuta

    Møntfoden hedder Lari (GEL). 1 Lari svarer til ca. 2,50 danske kroner. Der findes også hæveautomater mange steder i Tbilisi og de andre store byer. 

    VISA-kort kan bruges de fleste steder. 

  • Telefoni og internet

    Telefoni. Landekoden er 00-995

    Internet. Der er internetadgang på næsten alle hoteller

  • Fysisk form på rejsen

    For at kunne deltage på rejsen skal du være godt gående og i en almindelig fysisk form. Rejsen egner sig ikke for bevægelseshæmmede, og det forventes, at du kan gå mindst 5 km. om dagen, samt håndtere din egen bagage.

    På vandreferierne forventes det at du kan gå det angivet antal km og højdemeter på rejsen.

  • Elektricitet

    220 volt. Strømstyrke og stik er som i Danmark (det trebenede stik findes ikke). Der er visse stik, de ”tykke” danske ben ikke passer i.

  • Drikkevand

    Det anbefales at drikke mineralvand fra flasker da bakteriefloraen er anderledes end vi er vant til fra Danmark.

  • Drikkepenge

    Der gives ca. 10 % i drikkepenge på restauranter. På nogle restauranter er betjening dog lagt på. Se efter på regningen. På grupperejser betales drikkepenge til lokal guide og chauffører af Viktors Farmor.

  • Foto

    Lad være med at fotografere i lufthavnen og ved militære installationer. I øvrigt gælder de sædvanlige høflighedsregler ved fotografering af personer: Spørg først, evt med gestus. Ved evt. familiebesøg og lignende: Vent med at fotografere til man er blevet lidt kendt med hinanden.

  • Prisniveau

    På alm. restaurant: Et måltid mad koster ca. 15 GEL. På pænere restaurant fra 25 GEL. Lokal øl koster ca. 5 GEL, 7 GEL for importeret øl. Cola 3 GEL. Vand 2 GEL for lille flaske.

    I kiosk eller supermarked: 1½ l vand koster 5 GEL. En flaske vin fra 25 GEL.

  • Transport

    Trafiksituationen er nogle gange kaotisk, hvilket kan give forsinkelser i forhold til den lagte rejseplan. Der kan desuden ske forsinkelser/ændringer i rejseplanen som følge af dårlige vejrforhold, vejarbejde, stenskred, problemer med køretøjer osv.

  • Bagage

    Bagagen bør aldrig være tungere end at man til enhver tid kan bære det selv.

    Vær opmærksom på, at flyselskaberne ikke tillader powerbanks og e-cigaretter i den indtjekkede bagage. Har I sådanne apparater, skal de i håndbagagen.

    Vandrestave skal i den indtjekkede bagage.

  • Håndbagage

    Sørg altid for at have tandbørste samt lidt ekstra tøj/undertøj i håndbagagen så man er forberedt på det tilfælde, at bagagen kan være forsinket på bestemmelsesstedet.

    Vigtig medicin bør altid være i håndbagagen. Medbringer du receptpligtig medicin, i din håndbagage, skal navnet på recepten og flybilletten stemme overens.

  • Klima og påklædning

    Georgiens klima er meget varieret. Fra den varme fugtige kyst ved Sortehavet via det køligere alpine klima i Kaukasus til tørt steppeklima i det østlige. Det kan være ret varmt om sommeren, især i Tbilisi. Normalt sommertøj af bomuld, gerne til at tage på og af ”lag-for-lag” anbefales. Medbring evt. let regntøj.

    Ved besøg i kirker bør kvinder have hovedet dækket af et tørklæde, og kjolelængden bør gå nedenfor knæene. Medbring et tørklæde til at svøbe om hals og hoved, da der kan være en del træk i bilerne. Mænd bør have lange bukser på i kirkerne. 

  • Tidsforskel

    Sommertid: + 2 timer.
    Normaltid: + 3 timer.

  • Pakkeliste

    Husk at supplere pakkelisten med:

    - Lommelygte

    - Insektspray

    - Vådservietter

    - Kasket eller solhat

    - Lille dagtursrygsæk

    - Gode vandresko eller –støvler

    - Evt. vandrestave

    - Desinficerende spray el. creme (kan købes i Matas og på apoteket)

    - Medicin mod maveinfektion (tal med egen læge)

  • Værd at vide

    For alle, der skal ud at rejse med Viktors Farmor, tilbydes 10% på varer, som ikke er nedsatte på Spejdersports webshop. Fordelskoden oplyses ved bestilling af rejse.

  • Litteraturliste

    Det Ottende Liv af Nino Haratischwili. Gutkind Forlag.

    Smaragdsliberen af Anne-Cathrine Riebnitsky. Lindhardt & Ringhof.

    Georgien : Det glemte Europa af Thomas Qvist, Inge Lynggaard Hansen. Muusman Forlag

Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om mulighederne for rejser til Georgien.