Mit møde med Bhutan

Bhutan er forunderligt

"Det kan da ikke passe."

Det var en tanke, der dukkede op flere gange på min rundrejse i Bhutan. Gang på gang blev jeg overrasket over maden, menneskene, traditionerne og den utrolige arkitektur. Jeg har har i artiklen samlet de ting, der forundrede mig allermest.

Vidste I for eksempel:

At en grænse kan føles som en tidsrejse?

Vi kommer fra Indien med trafik, larm og mennesker overalt. Så går vi gennem en port og ind i Bhutan. Pludselig er vejene næsten tomme. Folk går i nationaldragter. Vi kører otte timer gennem bjergene uden at se en egentlig by. Kun skovklædte bjergsider, små landsbyer og enkelte huse. Det føles ikke som et nyt land, mere som en anden verden.

At byer kan ligne museer?

Jeg kunne næsten ikke tro mine øjne, da jeg gik ned gennem gaderne i byen Trasigang. Det var mit første indtryk af en bhutansk by, og den lignede ikke noget jeg før havde set. Hverken i Himalaya eller andre steder.

Bhutan har strenge regler for byggeri, så alle bygninger skal indeholde traditionelle elementer. Det betyder, at byerne er fyldt med hyggelige gader flankeret med traditionelle byhuse udsmykket med træudskæringer i flotte farver. Her er ingen moderne glasbygninger eller kædebutikker med kendte logoer over dørene. Kun små købmandsbutikker, templer og traditionelle beboelseshuse.

Tilmed går mange lokale i de nationale klædedragter, hvilket til tider får byerne til at ligne filmkulisser – men det er de ikke. Sådan ser hverdagen bare ud på disse kanter. Igen stod jeg tilbage forundret på rejsen gennem Bhutan. 

At en borg også kan være borgerservice?

Bhutans store dzonger ligner fæstninger fra en anden tid. Det er de også. Siden middelalderen har de haft tre funktioner i lokalsamfundet: Forsvarsværk, helligdom og administration. Mange steder er de stadig i brug. Måske ikke så meget som forsvarsværk længere, men de fungerer stadig som tempel og kommunekontor. Der er her, man kommer for at bede en bøn i templet, tale med en munk eller få fornyet sit kørekort. Jeg har besøgt mange historiske bygninger rundt om i verden – ingen ikke mange, der stadig er i aktivt brug på denne måde.

At Bhutan laver vin?

Jeg havde forventet templer, munke og bjerge i Bhutan. Lokaldyrket vin derimod havde jeg ikke forventet. Derfor var overraskelsen stor, da jeg fik et glas lokal bhutansk vin. Det smagte tilmed virkelig godt.

At chili kan være en livsstil?

Jeg troede, chili var noget, man krydrede maden med. Bhutanerne er af en anden opfattelse. I Bhutan er chili ikke et krydderi. Det er en grøntsag, og den kan sagtens udgøre hovedingrediensen i en ret på samme måde, som ris eller kartofler gør hjemme hos os. På markederne ligger den i store bunker, og jeg så små børn spise den uden at blinke. Det gjorde jeg til gengæld.

At en turist stadig kan skabe forvirring?

En dag besøgte jeg et lokalt tempel på egen hånd. Det viste sig at være mere kompliceret end forventet, da de ikke var vant til turister, der ankom ud af det blå på denne måde uden lokalguide. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle gøre ved mig. Til sidst blev en stor bog fundet frem, flere medarbejdere blev tilkaldt, og der blev bladret, noteret, diskuteret og tænkt. Ingen virkede helt sikre på, hvad en billet egentlig skulle koste, og måtte de egentlig lukke mig ind? Til sidst fik jeg dog lov at komme ind, efter at en masse oplysninger om mig var blevet noteret i en stor bog.

Se alle artikler om Bhutan