Historien om kiwiernes opfindsomhed

New Zealand er i dag tæt forbundet med fårehold. På en rejse til New Zealand oplever du grønne bakker, vild natur og et rigt dyreliv på de åbne landskaber, så langt øjet rækker - og især masser af får.

Men sådan har det ikke altid været.

New zealænderne har nemlig et begreb, de er stolte af: kiwi-ingenuity – kiwi-opfindsomhed. I et land så langt fra resten af verden har de været nødt til at finde deres egne løsninger.

Fårene der skulle tilpasses

De første får kom til landet med James Cook i 1773. To Merino-får. Året efter var de døde. Om det var klimaet eller omvæltningen, ved man ikke – men starten var ikke lovende. Faktisk var der dengang kun ganske få landdyr i New Zealand. De fleste arter er siden blevet indført udefra.

Man forsøgte igen med Merino-fåret, som ellers er udbredt i store dele af verden. Men det trivedes ikke for alvor. Og så opstod en tanke, der siger meget om newzealænderne: Hvis fårene ikke passer til landet, må man skabe nogle, der gør.

Resultatet blev nye racer som Corriedale, Perendale og Drysdale – udviklet specifikt til de lokale forhold. En praktisk løsning på et praktisk problem.

Number 8 wire

I midten af 1800-tallet voksede fårebestanden markant, og der opstod et nyt problem: hvordan holder man styr på så mange dyr? Svaret blev en enkel, men effektiv løsning. En 4 mm tyk hegnstråd, kendt som Number 8 wire.

Den blev hurtigt mere end bare et hegn. Den kunne bruges til næsten alt – reparationer, konstruktioner, bindinger og små opfindelser i hverdagen. Den var altid ved hånden på farmene, og netop derfor opstod udtrykket "Number 8 wire" som et billede på evnen til at klare sig med det, man har. At finde en løsning, selv når udgangspunktet er enkelt.

Den tilgang viser sig igen og igen. I 1930’erne stod Bill Gallagher med et konkret problem: Hans hest, Joe, kløede sig op ad familiens bil. Løsningen var lige så simpel som den var effektiv – han satte strøm til bilen. Det virkede med det samme.

Kort efter blev idéen videreudviklet til elektriske hegn til fårefolde. Med et batteri og en svag strøm kunne man holde styr på dyrene uden at være afhængig af fast strøm. Naboerne tog hurtigt løsningen til sig, og siden fulgte resten af verden. I dag er Gallagher Group blandt verdens førende inden for området.

Jordskælv og fløjter

Der er ustyrligt mange eksempler på den såkaldte kiwi-opfindsomhed. Blandt de allerbedste er støddæmpere til bygninger. New Zealand har oplevet ødelæggende jordskælv, og Bill Robinson udviklede kæmpe støddæmpere, der bygges ind i fundamentet på vigtige bygninger.

Parlamentet i hovedstaden Wellington er jordskælvs-sikret, fordi der er enorme støddæmpere for hver meter i bygningens fundament. Man kan som turist komme med i kælderen og se dem.

I den mere kuriøse ende kan nævnes dommerfløjten fra sport. I 1884 var William Atack dommer i en rugby kamp, og blev træt af at råbe til spillerne. Han kom i tanke om, at hans hundefløjte lå i lommen – og det er tusindvis af sportsdommere verden over i dag taknemmelige for.

Man kunne også nævne elastikspringet, bungy jump, som to new zealændere fik resten af verden til at springe med på. De havde set springet udført hos indfødte befolkninger i Polynesien.

Og så er der kiwien. Frugten. Den er ikke fra New Zealand. Den er fra Kina, og hed oprindeligt kinesisk stikkelsbær. Men den groede vildt og inderligt i New Zealand, og smagte tilmed godt. Da de ville begynde en eksport til USA, ville amerikanerne ikke acceptere navnet kinesisk stikkelsbær. Hvad så med ”melonette”? Det udløste 35% importtold. Lang tænkepause. Men navnet ”kiwi” ville slå an, og oven i købet skabe associationer om New Zealand, for fuglen kiwi fandtes kun i New Zealand. Godt tænkt, og endnu et new zealandsk eksport-eventyr.

New Zealand er uden tvivl et land, der har lidt af det hele. Den samme opfindsomhed præger nemlig stadig landet i dag – og er med til at gøre det til et sted, der både overrasker og imponerer, uanset hvor man rejser hen.

Se alle artikler om New Zealand