En anden verden

Et besøg på Galapagos øerne vil ændre dit syn på verden. Akkurat som det ændrede Charles Darwins syn på verden. For når du går rundt blandt dyr, der tilsyneladende betragter dig som en fælle, kommer tanken uvægerligt: Er jeg landet i en anden verden?

Det er da usædvanligt at stå overfor en legesyg søløve. Akkurat som at stå foran en logrende golden retriever i vores del af verden. Der er blot én forskel: På Galapagos klapper man ikke søløven. Man rører nemlig ikke dyrene.

Mange endemiske arter

Hvorfor er dyrene på Galapagos tamme? Det er de, fordi de har fået lov til at passe sig selv i hundredtusinder af år. Der har ikke været rovdyr eller menneske til at gøre dem frygtsomme.

Arterne har kunnet udvikle sig på deres helt egen måde, fordi Galapagos er isolerede øer og aldrig har været en del af en kontinentalsokkel. Derfor er mange arter endemiske – de findes kun på Galapagos.

Øerne ligger lige dér, hvor strømmene fra tre verdenshave mødes, og det giver et helt unikt maritimt øko-system. Selv om de ligger på Ækvator, minder de landskabsmæssigt mere om månen end om et tropisk paradis, for de er i sin tid skabt af gigantiske vulkaner. Halvdelen af de planter og træer, der i dag findes på Galapagos, er endemiske. 97% af øerne er nationalpark, og har været det siden 1959. Man var tidligt ude for at skåne den unikke, men skrøbelige flora og fauna.

Charles Darwin

Myten om Galapagos skyldes især Charles Darwin, men han var langtfra det første menneske, der satte ben på øerne. Den første kendte iagttagelse af dem kom fra biskoppen af Panama i 1535. Hans skib drev i vindstille vejr 800 km ud af kurs under en rejse til Peru. Det eneste, han navngav på øerne, var kæmpeskildpadderne. Deres skjold lignede en spansk saddel, mente han og gav dem prompte navnet Galapagos.

Nu var øerne på verdenskortet, men spanske sømænd kaldte dem forheksede, for der var ofte en mystisk tåge omkring Galapagos, som fik dem til skiftevis at dukke op og forsvinde igen som et drømmesyn. Desuden var tidevand og strømme så uforudsigelige, at sømændene mente, der måtte være tale om flydende øer. Siden brugte engelske pirater øerne som gemmested, og mellem 1780 og 1860 var de anløbssted for hvalfangerskibe.

Darwin tilbragte 5 uger på Galapagos i 1835. Han var ansat som naturalist på skibet ”Beagle”, der forlod England i 1831 for at udforske og kortlægge ukendte områder af verden. Opholdet på øerne var planlagt til at være på vejen tilbage mod England, og Charles Darwin indsamlede planter, sten, insekter og fugle i den korte tid, han havde til rådighed på øerne. Hvad han så og skrev ned, satte gang i hans hoved, hvor en teori om arterne evolution udviklede sig.

En tanke, der var så kættersk, at han først turde udgive den i 1859, da en anden naturalist, Alfred Russell Wallace, var nået til samme konklusion. Bogen ”Om Arternes Oprindelse” vakte en storm – og kan sætte sind i kog den dag i dag.

I nærkontakt med evolutionen

I dag hører Galapagos øerne under Ecuador. De har ca. 30.000 indbyggere, der er beskæftiget med fiskeri, forskning – og turisme. For at bevare det unikke dyreliv ved Darwins øer, er der grænser for, hvor mange besøgende, øerne kan få over et år.

For dem, der kommer til Galapagos, er besøget uforglemmeligt. De kan ganske vist ikke ride på en kæmpeskildpadde, som Charles Darwin sikkert gjorde. Men de kan komme i nærkontakt med evolutionen – i form af pingviner, søløver, leguaner, blåfodede suler, fregatfugle og meget mere.

Se alle vores artikler om Sydamerika