Opdag Tibet gennem rejselederens øjne

Som verdens højest beliggende jernbane starter rejsen til Tibet i 5.000 meters højde. Forbi blafrende bedeflag, endeløse vidder og en næsten uvirkelig blå himmel.

På turen med Himmelekspressen står det klart, hvorfor Tibet kaldes Verdens tag. Toget bevæger sig over højsletter og gennem tunneler skåret ind i bjergsiderne, forbi gletsjere, søer og græssletter, hvor man kan være heldig at spotte antiloper, gazeller og yakokser.

”Det første møde er noget, der virkelig brænder sig fast,” fortæller rejseleder Ulla Dons.
”De store vidder, høje bjerge, den helt blå himmel, der spejler sig i søerne, og flokke af yakokser, som bliver drevet af nomaderne. Siden mit første besøg har jeg været fuldstændig betaget af naturen i Tibet.”

Et stærkt folk

Men Tibet er ikke kun storladne landskaber. Det er også her, man møder et fascinerende folk, formet af barske vilkår.

”Tibetanerne er et meget stærkt folk. Man mærker deres stålsatte blik og stærke tro, især hos de ældre. Folket har overlevet i århundreder under meget enkle forhold,” forklarer Ulla Dons.

På grupperejser med Viktors Farmor besøger man bl.a. små bjerglandsbyer, hvor livet leves tæt på naturens grænser. Her samles yakoksernes møg, der tørres og stables som brændsel – en livsnødvendig ressource, når man bor over trægrænsen.

Troen i hverdagen

Religionen og spiritualiteten gennemsyrer tibetanernes dagligdag. I Lhasa og i landsbyerne omkring opleves den allerstærkest ved templer og klostre, hvor munke og pilgrimme følger gamle ritualer.

”At se munke udføre glidefald er en helt speciel oplevelse. De træder frem, lægger sig fladt på jorden, beder og rejser sig igen. Den dedikation er meget fascinerende,” siger Ulla Dons.

Det sker især ved Jokhang-templet i Lhasa, som er Tibets vigtigste helligdom. Her går kvinder i traditionelle dragter rundt om templet, mens ældre mænd og kvinder mødes til en stille stund med deres bedekranse

Klostrenes særlige atmosfære

I byer som Shigatse og Gyantse møder man klostre, der hver især har deres egen arkitektur og udsmykning. Nogle er prydet med farverige fresker, andre med store Buddhafigurer, og så møder man den sødlige duft af smørlys i de dunkle sale.

”Roen, når man træder ind i rummene og hører munkene recitere, er enestående. Den mærker man, uanset hvor mange besøgende, der er,” fortæller Ulla Dons. Roen er noget af det, der står stærkest for hende efter en rejse til Tibet.

”For mit indre billede ser jeg ofte mig selv sidde på en bænk ved et tempel med to ældre kvinder og en ældre mand. Den hyggelige stemning, der er, mens de sidder med deres bedekranse. Den dybe ro, de har, smitter med det samme.”

Se flere artikler om Tibet og Kina