Marmorfeber i ørkenen

Når man kommer til hovedstaden i Turkmenistan, Ashgabat, er det som at lande i en anden verden. Rundt om byen findes ørken, flade og golde stepper, fattige huse, kameler og æsler og primitive hestekærrer. Men pludselig er det som at komme til Rom for 2000 år siden, når man drejer ned ad en af de store boulevarder i Ashgabat.

Byen har mere end 500 paladslignende bygninger, der med kridhvid marmor, spejlvinduer og facader næsten blænder øjnene i det skarpe sollys. Hver og et af disse ”paladser” kunne være beregnet til præsidenter, men ofte rummer de blot ministerier, skoler, biblioteker eller boliger for embedsmænd. Et af paladserne huser sågar et museum for dukketeater.

Ashgabat er blevet optaget i Guinness Book of Records som den by i verden, der har flest bygninger i hvid marmor. 543 styk helt nøjagtigt. Den bizarre rekord skyldes tidligere præsident Niyazov, også kaldet Turkmenbashi ”Turkmenernes leder”, der styrede landet med hård hånd fra selvstændigheden til sin død i 2006.

Springvand og bryllupspalads

Byen er fuldstændig forvandlet siden Turkmenistan blev selvstændig efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Dengang var byen, som enhver anden østeuropæisk eller sovjetisk by, fyldt med nedslidte betonboliger, boligkarreer med paraboler på facaden og vasketøj hængende ud fra altanerne.

I dag har byen velfriserede parker med grønne plæner, springvand og brede boulevarder, der overalt omkranses af de enorme marmorbygninger. En særlig kvadratisk kube med en indbygget kæmpestjerne på en af byens omkransende bjergtoppe kan ses langvejs fra og overgår næsten alle de andre bygninger. Det er ”Bryllupspaladset”, hvor unge par kommer for at få papir på hinanden. I Parken for Neutralitet står et tre-fodet tårn. Landet er officielt neutralt – det er klemt inde mellem Iran og Afghanistan.

Tidligere var der en gylden statue af den tidligere præsident Turkmenbashi, som roterede, så han altid kiggede mod solen. Den nye præsident har dog fjernet statuen efter Turkmenbashis død for at slette sporene efter den ekstreme personkult. Men ”marmorfeberen” fortsætter.

Se alle vores artikler om Centralasien