Silkevejen forbandt Østen og Vesten

Mod øst samledes de lokale kinesiske veje ved Jadeporten, et bjergpas nær Xian. Herfra gik ruten nord om det tibetanske bjergmassiv, nord eller syd om Taklemakan ørkenen til Kashgar (med en sidegren til Indien), eller nord om Tian Shan bjergene til Alma Ata.

Videre hen over de centralasiatiske stepper via Tashkent, Samarkand, Bukhara og Ashkabad, gennem det nordlige Persien eller nord om Det Kaspiske Hav, og herfra til Antiochia eller Istanbul ved Middelhavet, hvor de mellemøstlige og europæiske købmænd tog imod varerne.

Man må ikke forestille sig, at det var de samme handelsmænd og kameler, der gik hele vejen, alle 12.000 kilometer. Med mellemrum, måske svarende til en måneds rejse, og hvor forholdene i øvrigt var gunstige for bosættelse, lå handelspladser, hvoraf nogle var der i forvejen, andre udviklede sig til rige byer. Kashgar, Samarkand, Ashkabad, Tehran, Palmyra – for at nævne nogle få. Her handledes varerne: Silke, te, porcelæn og lakvarer fra Kina, mens rav, sølv og guld fra Europa gik den anden vej.

Karavane-moteller

Med kortere mellemrum, helst kun en dagsrejse, men som regel mere, lå der karavanseraier, ‘moteller’ hvor folk, dyr og varer kunne komme under tag om natten, i læ for ugunstigt vejrlig som f.eks. ved Selimpasset, og i sikkerhed for røvere.

Ældre end ‘Silkevejen’ er ’Røgelsesvejen’, hvor man fragtede røgelse fra Sydarabien (Oman og Yemen) op gennem Den Arabiske Halvø til de antikke riger i Egypten, Babylon og Rom.

Langs disse handelsruter spredtes også nye ideer, ny teknologi og nye religioner. Budhisme (fra Indien til Kina og Japan) og Islam er spredt langs Silkevejen, og viden om papirfremstilling, krudt og bogtrykkerkunst er kommet fra Kina til Vesten via handelsmændene, mens kineserne hørte om matematik, medicin og astronomi.

Se alle vores artikler om Centralasien