Guds eget sommerhus

Bjerge i alverdens farvenuancer gør Kirgisistan til et usædvanligt rejsemål.

Jurte i Kirgisistans bjerge. Foto Viktors Farmor

Da Gud havde skabt Jorden, så han udover sit værk og tænkte: Sikke et mas med at holde styr på det! Så han besluttede sig til at give det hele væk til menneskeheden. Han indkaldte alle folkene til møde og gav Indien til inderne, Afrika til afrikanerne, og Danmark til danskerne. Men kirgiseren ude i bjergene var faldet i søvn i det lune forårsvejr og kom for sent til mødet. Da han nåede frem, sagde Gud: Jeg beklager, men der er ikke flere lande tilbage!

- Det skal du ikke tænke på, sagde kirgiseren. Og som traditionerne foreskriver, indbød han Gud til et måltid i den lille jurte. Det var hyggeligt og lunt, så Gud blev lidt ked af, at han ikke havde noget at give kirgiseren.

- Nu skal du høre, sagde Gud. Jeg har gemt et land, som egentlig skulle have været reserveret til mit sommerhus – et lille paradis på jord. Det kan du få.

Og sådan gik det til – lettere omskrevet efter en lokal myte - at det lille nomadeland inde midt i Asien blev til Kirgisistan. Det er cirka fem gange så stort som Danmark – og med majestætiske bjerge i alle farver og nuancer. Fra de sneklædte Pamir-bjerge i vest og Tien Shan-bjergene mod syd og øst med toppe over 7000 meters højde. Og det er ikke mindst bjergene, som gør landet til et populært rejsemål for Viktors Farmor.

Verdens flotteste bjergpas

Det er et utroligt smukt og varieret land, der ikke minder om ret mange andre bjergområder. Blandt andet findes røde hjerteformede klippeformationer nær Jety Oguz på sydsiden af Issyk Kul-søen. Og i Base Camp, ved foden af Kirgisistans højeste bjerg Lenin Peak, omkranses den sneklædte bjergtop af en farveskala, der spænder fra kridhvid til purpur og kulsort.

Bjergene og de smukke grønne dale besøges bedst i april, august og september. Skal man mod øst fra Bishkek og måske mod Kina sker det via Issyk Kul søen. Måske med et ophold i en jurte blandt nomaderne ved den højtliggende, idylliske og maleriske Son Kul sø.

Kongeørne, Marco Polo-får og sneleoparder allerøverst oppe hører til det spændende dyreliv. Hvis man fortsætter hele vejen til Kina og karavanebyen Kashgar lige på den anden side af grænsen kommer man gennem verdens flotteste bjergpas - Torugart.

En tidlig afgang fra byen Naryn bringer os ind i passet lige mens de første morgenstråler bryder frem. Gul, orange, kridhvid sne, sort, blå, grøn – ja alverdens pastelfarver og gerne omgivet af lidt morgendis - er et syn, der ikke findes flottere andre steder. Hvis ikke ordet Shangri-La – det sagnomspundne paradis i Himalaya – ikke allerede var optaget i forvejen af tibetanerne, er det her det ligger!

Se alle vores artikler om Centralasien