New Zealand for alle sanserne

En rejse til New Zealand rummer mere end bare spektakulære udsigter. Det er lyde, dufte, vind og stilhed, der gør indtryk længe efter, at kufferterne er pakket ud. Måske er det netop derfor, at New Zealand er et stort hit hos så mange rejsende verden over. Ikke kun på grund af landskaberne, men fordi landet opleves med hele kroppen – fra den første "kia ora" til den sidste stille stund i fjordene.

Et landskab i konstant forandring

På den timelange køretur gennem Lindis-passet på Sydøen ændrer landskabet sig næsten hurtigere, end kameraet kan følge med. Langs vejen løber kilometervis af tynd ståltråd om markerne med flere tusind vis af får. De åbne vidder strækker sig langt mod horisonten, og ved hvert sving venter et nyt udsyn over bakker, dale og fjerne bjergtoppe.

De gyldne tussockgræsser lyser op som om nogen har tændt for dem, og et øjeblik efter skygger en sky for det hele, og bjergene bliver blå. Vejen snor sig videre gennem åbent, bølgende landskab, og på klare dage titter snedækkede tinder frem for enden af vejen. Et kvarter senere er de væk igen bag skyerne. New Zealand er verdensmester i at ombestemme sig med vejret!

Lyden af New Zealand

Māori-sproget er ikke gemt væk bag glas i New Zealand. Det er en levende del af hverdagen. Allerede i receptionen bliver vi mødt af et venligt “kia ora”, og senere hører vi ordene igen på en scene i Rotorua. Sproget følger os gennem hele rejsen: I taxaen, på restauranterne og på skiltene langs vejen. En aften med māori-sang og -dans samt hangi-mad tilberedt i en nedgravet ovn giver os et levende indblik i den kultur, der stadig står stærkt i landet - et must på en rejse rundt i New Zealand.

Når vinden viser vej

Cook-strædet er opkaldt efter James Cook, der sejlede igennem i 1770. Māorierne havde et andet navn klar længe før: Te Moana-o-Raukawa, "Raukawas hav". Den cirka tre en halv time lange sejlads fører forbi grønklædte bjerge og små øer, og med lidt held viser en sjælden Hectors delfin sig i kølvandet. På dækket af færgen er forskellen mellem Nordøens og Sydøens vind tydelig – den ene mildere, den anden med et koldere bid fra Antarktis. Vinden fortæller det, længe før kortet: Rejsen er på vej et nyt sted hen.

Duften af regn og natur

Vestkysten er Sydøens mest afsides hjørne – rå og grøn. Her møder den tætte regnskov gletsjerne, og luften skifter karakter. Vestkysten har et ry som barsk og øde, bygget op omkring guldminer og kulminer fra tiden med gold rush. Duften er tung af fugtig jord, mos og noget intenst grønt, som det danske sprog ikke rigtig har et ord for. Regnen er en fast del af hverdagen og lægger sig som et blankt lag over skoven, vejene og de mørke bjergsider. Det er den slags duft og stemning, der bliver hængende i hukommelsen, længe efter at billederne er falmet.

Doubtful Sounds særlige ro

Og så er der stilheden. I Doubtful Sound stopper bådens motor midt i fjorden, og lige pludselig er der ingenting. Ingen motorlyd, ingen samtale, kun vand og en enkelt fugl et sted oppe i klipperne. Fjorden regnes som et af højdepunkterne på en rejse til Oceanien. Og med god grund!

Her findes den slags stilhed, som byboere ikke er vant til – og som er svær at glemme igen. Ikke langt derfra ligger Queenstown, hvor de fleste dog vælger adrenalin frem for stilhed – synet fra sidelinjen i Queenstown er en helt anden historie.

Se alle artikler om New Zealand