Af solskin har vi nok til to lande

En ørken? Hvorfor dog? Umiddelbart lyder det usandsynligt kedeligt – ikke sandt? For vi har jo ikke den største respekt for ørkenen. Når noget er kedeligt, så er det en ørkenvandring. Og når vi siger om en mand, at han kan sælge sand i Sahara, så er der vel en undertone af, at han benytter sig af ufine tricks. Og storbyens stenørken er bestemt ikke et sted, man søger hen frivilligt.

Virkeligheden er selvfølgelig modsat. Ørkenen er fascinerende, afvekslende, terapeutisk, ja, romantisk. Der er lyset. Vinden. Roen. Man står midt i intetheden. Der er ikke et menneske at se i miles omkreds. Men mærker uendeligheden, og hvor lille, man egentligt er. Med den opdagelsesrejsende Wilfred Thesiger's ord:

”Dette nådeløse land ejer en evne til at tryllebinde, som mere gæstmilde strøg ikke kan opvise magen til”. Han rejste i øvrigt i 5 år med beduiner. Ja, mere end det, han levede med dem. Først flere år senere skrev han en bog om sine oplevelser: Det ukendte Arabien.

Thesiger har senere udtalt, at det var de bedste år af hans liv. Og der er bestemt stjernestunder at opleve i netop ørkener. Man kan også komme ud for at mærke angsten. At være fanget i en sandstorm er uhyggeligt. Man kan prøve at lukke døre og vinduer hermetisk, men det er umuligt. Når stormen lægger sig, er der rødt sand overalt. Også i munden. Dét, at man kan være prisgivet, og ikke selv har kontrol over sit liv, er en anden tanke, der får næring, når man er i ørkenen. 

Her følger en kort karakteristik af nogle af verdens største og flotteste ørkener. Fælles for dem er, at du kan opleve dem på en rejse med Viktors Farmor.
 

Sahara

Præsentation egentlig overflødig. Verdens største ørken strækker sig over Nordafrika, og har indgået i mange af vores rejser. I øjeblikket kan man stikke fingrene i Sahara-sand på rejser til Algeriet.

På vores deciderede ørken-rejse overnatter vi under ørkenens stjernehimmel. Vi kommer til oaser med dadelpalmer og småbyer – akkurat som klippet ud af en film.

Gennem tiden har mange eventyrere beskrevet Sahara. Knud Holmboe kørte gennem Sahara i en gammel Chevrolet og udgav bogen ”Ørkenen brænder” i 1931. Ole Olufsen var geograf og officer og lavede flere ekspeditioner til Sahara i årene 1912-1927. Hans artikler blev offentliggjort i Geografisk tidsskrift. Og Daniel Bruun skrev bogen ”Huleboerne i Syd-Tunis” i 1895 efter en ekspedition, der hjembragte adskillige etnografika til Nationalmuseet.

Sahara kan opleves på rejserne Sahara, Algeriet og Marrakesh og ørkenbyerne
 

Oman

”Omans eneste rigdomskilder er dets solskin, dets regn og dets jord, og forholdet mellem dem er dårligt. Af solskin har vi nok til to lande og af regn ikke halvt nok til ét. Af jord har vi mest sten. Besøgende betragter Omans landskab med forbavset medlidenhed. ”Hvorfor ønsker folk at bo her?” spurgte en mand mig engang. Hvem andre end Djinnerne i ”1001 Nat” kan skabe sig et levebrød i denne ødemark af solstegte bjerge?”

Sådan skrev Paul Harrison i sin bog ”Læge i Arabiens Helvede”. Han var amerikansk kirurg fra Baltimore, og valgte i 1930erne at lægge sin fremtid i Oman, for her var der ikke masseproduktion med en befolkningstæthed på 1 pr. kvm, og så var der også et stort område at udbrede det kristne budskab i.

Sikke en formulering: ”Af solskin har vi nok til to lande”. Det er svært at undgå ørken i Oman - og det gør netop landet så eksotisk. For i ørkenen finder vi beduinerne. Et besøg hos beduiner i Wahiba Sands prenter sig altid i hukommelsen.

Der var blandt andet familien, der opdrættede væddeløbskameler. Kamelerne blev solgt til Emiraterne, nogle gange til en pris på ½ million kroner. Familien kunne købe næsten hvad de ville. Den kunne leve i sus og dus i byen. Men det ønsker den ikke. Den bor i telte i ørkenen. Kaffen nydes i skrædderstilling på et tæppe i sandet, ikke i læderstole i et hus med aircondition. Familiens liv er at opdrætte kameler. Og at bo i ørkenen. Den slags gør indtryk.

Wahiba Sands kan opleves på rejsen Omans højdepunkter
 

Iran

En tredjedel af Iran er ørken. Fra saltørken over sten til det rene sand. Fra gammel tid ligger karavane-herbergene – eller karavansarai – med 25-30 km afstand. Det var en dagsmarch for kameler.

Bernhard Kellermanns bog ”Ad Persiens Karavaneveje” giver et fantastisk indblik i livet i denne del af verden. Han rejste gennem Persien i 1920erne, og hans beskrivelser er meget levende. Man ser, hører og lugter næsten Persiens ørken for sig:

”Gården i vort herberg var propfuld af kameler. En karavane på hen ved 70 dyr holdt rast her. De havde bomuld, tobak, opium og huder med. Bomulden var presset i solide baller, opiumet var pakket ind i kurve, tobakken lå i store, propre trækasser og huderne var ganske simpelt snøret sammen i bundter. Så snart det var mørkt, begyndte karavanerne med pakningen. I timevis klang kamelernes klokker uroligt gennem natten. Man så ingenting, næppe nok et lysskær, men hele sletten genlød af klokkernes larm, kamelernes brølen og drivernes råb. Det lød, som om en hær rustede sig til opbrud i natten.”

Hvis vi er heldige, kommer vi forbi nomader på vores vej gennem Iran. Vi spørger altid, om vi må kigge indenfor, og de siger altid ja. Det er tankevækkende at stå i teltet hos mennesker, hvis liv er så meget anderledes end vores.

Irans ørkener opleves på rejserne Iran - Eventyrrejsen og På tværs af Iran. Og vi besøger ørkenbyen Yazd på stort set alle vores Iran-rejser.
 

Atacama

Verdens tørreste ørken ligger i Chile. Hvad i alverden skal vi der? Jo, vi skal forundres. Over de bizarre klippeformationer i Månedalen. Landskabet har mærkelige figurer, dannet ved erosion, og i solnedgangen bades de i et lyserødt skær. Vi tager altid til Månedalen for at se solen gå ned. Så sidder vi og følger de skiftende belysninger og farver. Man kan blive helt euforisk af det.

Og igen: Det er forunderligt, at mennesker vælger at bo her. For det gør de. Der bor mere end 1 million mennesker i Atacama, som ganske vist er et stort område, der strækker sig over 1000 kilometer. Der er dele af Atacama, der ikke har fået en dråbe nedbør i al den tid, man har lavet nedbørs-målinger.

Andre dele kan til gengæld byde på lynstorme. De opstår om vinteren, når vindene fra El Niño møder den kolde luft fra Bolivias højland. Så opstår lynvejr, og de mange lyn gør luften elektrisk, så hårene bogstaveligt talt rejser sig på hovedet. Hvis man altså opholder sig udendørs.

Lynstorme går vi udenom. Men Atacama har vi på programmet på Chile og Påskeøen.
 

Jordan

Rigtig mange rejsende med Viktors Farmor har været i Wadi Rum. Måske i jeep. Eller måske på en ørkenvandring. Wadi Rum er dramatisk, med klipper af sandsten og granit. Sandet er gult eller lyserødt, afhængigt af, hvor i ørkenen man befinder sig. 7 beduin-stammer har levet i ørkenen, og der er stadig beduiner, der vælger at bo her. Men selv om de har samlet sig og er blevet ”landsby-boere”, har de stadigt flokke af geder, og til tider opgiver de fast beboelse og bliver nomader igen for en periode.

Wadi Rum er udødeliggjort af Lawrence of Arabia. T.E.Lawrence kæmpede sammen med beduinerne mod tyrkerne under den arabiske revolte i 1916. ”Visdommens syv søjler” er hans øjenvidne-beretning fra årene i Jordan. Hvorfor kom han i ørkenen? Jo, Wadi Rum var hovedkvarter for oprørernes kamelrytteri, og han deler sin fascination af ørkenen med læserne, når han beskriver sit første møde med Wadi Rum:

”Vor lille karavane blev sig sin ubetydelighed bevidst og blev dødsens tavs, skamfuld over at stille sin lidenhed til skue blandt disse vældige bjerge. I barndommens drømme kunne et landskab være så mægtigt og tavst. Klipperne var så røde som skyerne i vest med de samme farvenuancer og med den samme ensfarvede banke tegnet mod himlen foroven. Vi følte igen, hvorledes Rum ved sin ophøjede skønhed lammede alle begejstringsudbrud. En så overvældende storhed gjorde os små og strøg den latterens kåbe af os, som vi havde hyllet os i, medens vi red over de muntre sletter.”

Wadi Rum indgår i rejserne Jordans højdepunkter, Jordan rundrejse, Forår i Jordan, Jordan vandreferie og Jordan og Israel.

Med disse eksempler er udbuddet af ørken fra Viktors Farmor ikke slut. Gobi-ørkenen med vidtstrakte sletter, baktriske kameler og syngende sand er en vigtig del af rejsen til Mongoliet, og på Silkevejen fra Uzbekistan til Kina krydser vi Taklamakan ørkenen. Endelig har vi verdens ældste ørken og de højeste sandklitter på rejsen til Namibia. 

Vil du gerne selv udforske Jordans fantastiske natur og historie? Gå på opdagelse iblandt alle Viktors Farmors rejser til Jordan.

Så glæd dig til din næste ørkenvandring. Måske ses vi derude – i uendeligheden?

Læs flere artikler om vores forskellige rejsemål