Af solskin har vi nok til to lande

Når noget er kedeligt, så er det en ørkenvandring. Og når vi siger om en mand, at han kan sælge sand i Sahara, så er der vel en undertone af, at han benytter sig af ufine tricks. Og storbyens stenørken er bestemt ikke et sted, man søger hen frivilligt.

Virkeligheden er selvfølgelig modsat. Ørkenen er fascinerende, afvekslende, terapeutisk, ja, romantisk. Der er lyset. Vinden. Roen. Man står midt i intetheden. Der er ikke et menneske at se i miles omkreds. Men mærker uendeligheden, og hvor lille, man egentligt er. Med den opdagelsesrejsende Wilfred Thesiger's ord:

”Dette nådeløse land ejer en evne til at tryllebinde, som mere gæstmilde strøg ikke kan opvise magen til”. Han rejste i øvrigt i 5 år med beduiner. Ja, mere end det, han levede med dem. Først flere år senere skrev han en bog om sine oplevelser: Det ukendte Arabien.

Thesiger har senere udtalt, at det var de bedste år af hans liv. Og der er bestemt stjernestunder at opleve i netop ørkener. Man kan også komme ud for at mærke angsten. At være fanget i en sandstorm er uhyggeligt. Man kan prøve at lukke døre og vinduer hermetisk, men det er umuligt. Når stormen lægger sig, er der rødt sand overalt. Også i munden. Dét, at man kan være prisgivet, og ikke selv har kontrol over sit liv, er en anden tanke, der får næring, når man er i ørkenen.

Her følger en kort karakteristik af nogle af verdens største og flotteste ørkener. Fælles for dem er, at du kan opleve dem på en rejse med Viktors Farmor.

Præsentation egentlig overflødig. Verdens største ørken strækker sig over Nordafrika, og har indgået i mange af vores rejser. At Sahara har været en korsvej, hvor varer og tanker blev udvekslet mellem Afrikas forskellige kulturer, oplever vi på nært hold på rejserne til Marokko. I øjeblikket kan man stikke fingrene i Sahara-sand på rejserne "Marrakesh og ørkenbyerne", "Marokko - et eventyr i farver" og "Berberliv og kunsthåndværk i Marokko".

Vi kommer til oaser med dadelpalmer og småbyer – akkurat som klippet ud af en film. For eksempel Merzouga i det sydøstlige Marokko. Den lille by ligger i Tafialet-dalen for foden af sanddynerne Erg Chebbi.

Vi nyder solopgangen fra en sandklit, besøger en oase og møder forhåbentlig nogle af de nomader, der holder til i ørkenen. Og solnedgangen? Den rider vi i møde på kamelryg eller ser fra en sandklit.

Gennem tiden har mange eventyrere beskrevet Sahara. Knud Holmboe kørte gennem Sahara i en gammel Chevrolet og udgav bogen ”Ørkenen brænder” i 1931. Ole Olufsen var geograf og officer og lavede flere ekspeditioner til Sahara i årene 1912-1927. Hans artikler blev offentliggjort i Geografisk tidsskrift. Og Daniel Bruun skrev bogen ”Huleboerne i Syd-Tunis” i 1895 efter en ekspedition, der hjembragte adskillige etnografika til Nationalmuseet.

”Omans eneste rigdomskilder er dets solskin, dets regn og dets jord, og forholdet mellem dem er dårligt. Af solskin har vi nok til to lande og af regn ikke halvt nok til ét. Af jord har vi mest sten. Besøgende betragter Omans landskab med forbavset medlidenhed. ”Hvorfor ønsker folk at bo her?” spurgte en mand mig engang. Hvem andre end Djinnerne i ”1001 Nat” kan skabe sig et levebrød i denne ødemark af solstegte bjerge?”

Sådan skrev Paul Harrison i sin bog ”Læge i Arabiens Helvede”. Han var amerikansk kirurg fra Baltimore, og valgte i 1930erne at lægge sin fremtid i Oman, for her var der ikke masseproduktion med en befolkningstæthed på 1 pr. kvm, og så var der også et stort område at udbrede det kristne budskab i.

Sikke en formulering: ”Af solskin har vi nok til to lande”. Det er svært at undgå ørken i Oman - og det gør netop landet så eksotisk. For i ørkenen finder vi beduinerne. Et besøg hos beduiner i Wahiba Sands prenter sig altid i hukommelsen.

Der var blandt andet familien, der opdrættede væddeløbskameler. Kamelerne blev solgt til Emiraterne, nogle gange til en pris på ½ million kroner. Familien kunne købe næsten hvad de ville. Den kunne leve i sus og dus i byen. Men det ønsker den ikke. Den bor i telte i ørkenen. Kaffen nydes i skrædderstilling på et tæppe i sandet, ikke i læderstole i et hus med aircondition. Familiens liv er at opdrætte kameler. Og at bo i ørkenen. Den slags gør indtryk.

Wahiba Sands kan opleves på rejsen Omans højdepunkter

Rigtig mange rejsende med Viktors Farmor har været i Wadi Rum. Måske i jeep. Eller måske på en ørkenvandring. Wadi Rum er dramatisk, med klipper af sandsten og granit. Sandet er gult eller lyserødt, afhængigt af, hvor i ørkenen man befinder sig. 7 beduin-stammer har levet i ørkenen, og der er stadig beduiner, der vælger at bo her. Men selv om de har samlet sig og er blevet ”landsby-boere”, har de stadigt flokke af geder, og til tider opgiver de fast beboelse og bliver nomader igen for en periode.

Wadi Rum er udødeliggjort af Lawrence of Arabia. T.E.Lawrence kæmpede sammen med beduinerne mod tyrkerne under den arabiske revolte i 1916. ”Visdommens syv søjler” er hans øjenvidne-beretning fra årene i Jordan. Hvorfor kom han i ørkenen? Jo, Wadi Rum var hovedkvarter for oprørernes kamelrytteri, og han deler sin fascination af ørkenen med læserne, når han beskriver sit første møde med Wadi Rum:

”Vor lille karavane blev sig sin ubetydelighed bevidst og blev dødsens tavs, skamfuld over at stille sin lidenhed til skue blandt disse vældige bjerge. I barndommens drømme kunne et landskab være så mægtigt og tavst. Klipperne var så røde som skyerne i vest med de samme farvenuancer og med den samme ensfarvede banke tegnet mod himlen foroven. Vi følte igen, hvorledes Rum ved sin ophøjede skønhed lammede alle begejstringsudbrud. En så overvældende storhed gjorde os små og strøg den latterens kåbe af os, som vi havde hyllet os i, medens vi red over de muntre sletter.”

Wadi Rum indgår i rejserne "Jordans højdepunkter", "Pigetur til Jordan", "Jordan rundrejse", "Vandreferie i Jordan" og "Jordan og Israel".

Verdens tørreste ørken ligger i Chile. Hvad i alverden skal vi der? Jo, vi skal forundres. Over de bizarre klippeformationer i Månedalen. Landskabet har mærkelige figurer, dannet ved erosion, og i solnedgangen bades de i et lyserødt skær. Vi tager altid til Månedalen for at se solen gå ned. Så sidder vi og følger de skiftende belysninger og farver. Man kan blive helt euforisk af det.

Og igen: Det er forunderligt, at mennesker vælger at bo her. For det gør de. Der bor mere end 1 million mennesker i Atacama, som ganske vist er et stort område, der strækker sig over 1000 kilometer. Der er dele af Atacama, der ikke har fået en dråbe nedbør i al den tid, man har lavet nedbørs-målinger.

Andre dele kan til gengæld byde på lynstorme. De opstår om vinteren, når vindene fra El Niño møder den kolde luft fra Bolivias højland. Så opstår lynvejr, og de mange lyn gør luften elektrisk, så hårene bogstaveligt talt rejser sig på hovedet. Hvis man altså opholder sig udendørs.

Lynstorme går vi udenom. Men Atacama har vi på programmet på rejsen "Chile-Bolivia-Peru".

I Uzbekistan krydser vi Kyzylkum-ørkenen og navnet betyder ”rødt sand”. I visse belysninger passer navnet. Kyzylkum er ikke en sandørken, men en halvørken med spredte buske og lave vækster.

På den anden side ligger to af Centralaisnes godt gemte herligheder: ”Ørkenens Louvre” – eller rettere Savitsky-museet, som er et kunstmuseum i verdensklasse. Dets samling er 82.000 genstande, lige fra antikviteter og tæpper til sovjetisk avantgarde-kunst.

Museet ligger i byen Nukus, en by midt i ørkenen, og hovedstaden i den selvstyrende republik Karakalpakstan. Og kun få times kørsel derfra finder vi den gamle slavehandlerby Khiva. Bag de 10 meter høje ringmure gemmer mere end 50 historiske bygninger sig. Byens mange minareter og mausoleer skaber en særlig stemning og vidner om storhedstiden, da karavaner bragte velstand til egnen. Kyzylkum-ørkenen opleves på rejsen ”Uzbekistan med Ørkenens Louvre”

Vi er ret vilde med ørkener hos Viktors Farmor. Skal I med på en ørkenvandring?