Logo

Da Gud var færdig med skabelsen...

...og børstede sine hænder, var det de små krummer, der ubemærket gled af hans fingre og som faldt i havet, der blev til Kap Verde øerne.

Det går op - det går ned - men udsigterne er der hele tiden. Foto Line Raft Calum

Det går op - det går ned - men udsigterne er der hele tiden. Foto Line Raft Calum

Af Line Raft Calum, rejseleder
 

17. januar, Mindelo

Fra gaden strømmer lyden af barfodsdiva Cesaria Evoras smukke stemme, og indbegrebet af et af de nok mest musikalske, afrikanske lande. Hun synger om længslen efter de kære, som er rejst og befinder sig på den anden side af havet. Jeg stiller vækkeuret. Veloverstået vandremøde, tjek. Glad, forventningsfuld gruppe, tjek. Vandregear i stilling, tjek.

På mit verdenskort er Kap Verde svær at se, og blot en flok krummer i et blåt Atlanterhav ud for Vestafrika. Men ved ankomst fra luften fornemmes, hvordan disse øer, for millioner af år siden, rejste sig fra havet som følge af vulkansk aktivitet. Jeg smiler ved mig selv, for i morgen venter noget af det mest spektakulære vandring i Vestafrika.

Det kan undre hvorfor folk i sin tid overhovedet slog sig ned her. Øerne er en slags marin forlængelse af Sahara og omtrent så golde som månen mange steder. Der er langt mellem egentlige turistattraktioner, der er få museer og historiske steder – og en afslappet holdning til skiltning, åbningstider, mødetider og service.

Jeg fryder mig over de mange oplevelser, der venter. Forestiller mig, hvordan vi ser ud fra fugleperspektiv, når vi vandrer langs stejle vulkanske klippevægge, højt over sorte strande og et frådende hav, hvor en havskildpadde titter op.
 

19. januar, Cha de Igreja

Delfiner og flyvefisk på sejlturen, tjek. Glad gruppe, tjek. Vabel på højre storetå, tjek. Succesrigt indkvarteret på lille pension hos privat familie, tjek.

Min gruppe er fantastisk. Hver kommer de med egen baggrund og historie, og skøn, forventningsfuld rejseglæde. Der er styr på logistikken. Jeg er bagerst, så vi har alle med. Forrest går lokalguide Vanderley. Og stoppe må man, når man har brug for en pause, eller hvis man skal bag en busk.

Er det hårdt? Ja – men vi får alle med. Ofte er der en hel kilometer fra forreste mand til bagerste, for alle går i eget tempo. De ældste deltagere er i 70’erne, og når det er sagt, så skal man have balance og være i form til at gå. Vejret er næsten altid varmt og tørt, men en trøje er god at tage frem om aftenen.

Vanderley kom i dag med friske passionsfrugter, og senere ville hans venner hente kokosnødder. Vi takkede ja, hvorefter en ung, mørk fyr uden livline – til alles forfærdelse – klatrede 30 meter lodret op i en kokospalme. Gad vidst om Viktors Farmor har en ”kokosnød sikkerhedspolitik”. Heldigvis kom han godt ned igen. Befolkningen herude er efterkommere af hvide, portugisiske nybyggere og sorte, afrikanske slaver. Nogle af de smukkeste mennesker i verden, synes jeg. Her er alskens variationer af afrokrøller, øjen- og hudfarve. Mest eksotisk nok blå, eller grønne øjne og mørk hud. Eller afrohår med strejf af lyst. Førhen blev den form for opblanding set som bastardisering, i dag er her plads til alle.

Øernes historie er barsk med århundreders svigt fra kolonimagtens side. Først var her slavestation og skibsproviantering i øernes storhedstid. Siden ramte arbejdsløshed, fattigdom, tørke, hungersnød, og befolkningen udvandrede i hobetal. I dag er Kap Verde sin egen og påbegyndt et nyt, håbefuldt kapitel.
 

23. januar, Paul

Dramatiske klippekyster, tjek. Landsbyer frosset i tid, tjek. Brolagte gader med romantiske kolonistilshuse, tjek. Afskallet maling på dørkarmen, tjek. Cigarbærende, fiskesælgende gammel dame, tjek.

Endnu en dag. Det er som at være i en svunden tid i forfald, og jeg tænker: Hvor jeg elsker det. Vi har travet i landskaber, der minder om Mordor fra Ringenes herre, over dybe vulkanske dale med en frodighed, så man føler sig hensat til filmen ”Avatar”. Vi er virkelig havnet i et af verdens store landskabsdramaer.

Jeg tænker, at det her sted ikke skal forbruges, men forstås, præcis som guidebogen foreskriver. Her er ikke det der kendetegner et klassisk turistmål. Til gengæld er her en uberørthed og autenticitet som er sjælden på verdensplan.

Det er først når man over et glas lokal rødvin fra vulkanøen Fogo, at man forstår, hvad det er, Cesaria synger, når hun synger ”Sodade”. Først da har man tilegnet sig essensen af de her små krummer i Atlanten. Folket med de hårde liv og det højlydte, inderlige kreolske. Musikken, der opstår spontant overalt. Evnen til at være sammen på tværs af generationer, tid og rum og bare være. Og det er blot få af grundende til, at man bør overveje at tage til Kap Verde.