Til bryllup i Iran

”Så er vi her!” Den støvede gule taxa er stoppet foran en rusten jernport i et nedlagt industrikvarter et godt stykke uden for Teherans hektiske bymidte. Vi skal til bryllup, så det virker, som om vi er kørt forkert. Det er min kærestes bedste ven, der skal giftes, så forventningerne er høje.

Klokken er 18, og det er halvmørkt, men bag porten stikker konturerne af en gammel nedslidt fabriksbygning op. Er det virkelig her?

Så åbner porten sig, og et helt nyt landskab breder sig ud foran os. En lille park med smukke blå bassiner, lysende lanterner og en azurblå løber, der viser vej til den blomsterdækkede bryllupssal.

Egentlig er det forbudt i Iran at holde fester, hvor mænd og kvinder danser sammen. Det går imod regeringens stramme moralkodeks, men brudeparret er som de fleste andre unge iranere. De foretrækker et moderne bryllup med dans, fest og alkohol i modsætning til de traditionelle kønsopdelte fester.

Brudens familie er alligevel lidt traditionel, så de vil ikke gå imod regeringens alkoholforbud ved festen, men brudgommens familie har et mere afslappet forhold til alkohol. Det ender i et kompromis, som alle kan leve med.

Flere gange i løbet af aftenen inviterer gommens bror os på hjemmelavede ginshots fra store plastikdunke, som er gemt ude i busken. De smager afskyeligt! Som festen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt hvilke af gæsterne, som deler gommens entusiasme for stærk alkohol. Alligevel er der ingen, der lader sig mærke med, at halvdelen af gæsterne efterhånden bliver mere og mere højlydte og slappe i lemmerne, selv om det er tydeligt for alle.

Sådan er det i den iranske kultur. Tradition og modernitet lever side om side. Mange i den yngre generation ønsker sig det moderne liv, de kender fra vestlige kulturer – det liv, som deres forældre vendte ryggen med den iranske revolution i 1979.

Tag nu min iranske svigerfamilie, for eksempel. Forældrene drikker ikke alkohol, beder tre gange om dagen og ser nyheder på de statskontrollerede tv-kanaler. Deres børn, derimod, går til fester og kommer hjem med alkohol-ånde og tømmermænd. Hvis man spørger, har de madforgiftning dagen efter en særligt god fest, men lur mig, om ikke forældrene ved, at det hører til sjældenhederne at få madforgiftning næsten hver weekend.

I bryllupssalen bliver der serveret pistacienødder med safran, frisk frugt og shirini, små søde kager med kardemomme og nødder. Et par tjenere går rundt med store bakker med friskpresset vandmelon- og granatæblejuice. De fleste er dog travlt optaget på dansegulvet, for det er her, festens nerve er. Iranerne sidder sjældent og hænger til deres fester – der er altid godt gang i dansegulvet, og jeg har aldrig mødt en iraner, der ikke elskede at danse.

Det er langt fra enestående at holde en sådan ”ulovlig” bryllupsfest i Iran. Faktisk er det så almindeligt, at der er opstået en hel industri omkring det. Bryllupsfesterne foregår i de afsides industriområder, fordi moralpolitiet sjældent kommer der. Så her finder man oaser med overdådige festsale fyldt med musik, mennesker og latter ind imellem de forladte grå bygninger.

Jeg tror nu godt, at myndighederne ved, at de er der – festerne. Ligesom de ved, at satellitterne er der, så befolkningen kan se udenlandske tv-kanaler, selv om det er ulovligt. For ikke at tale om popmusik, alkohol og dating, som regeringen også har forbudt.

Men en ting er, hvad regeringen siger, og noget andet er, hvordan befolkningen så rent faktisk lever. De fleste, der besøger Iran for første gang, bliver overraskede over, hvordan den moderne iraner lever. De ser morgen-tv med nyheder og madopskrifter og følger nyeste serier på Netflix. De chatter og sender selfies til hinanden på deres smartphones. De går til fester, på kaffebar og i biografen.

Klokken nærmer sig 24, og jeg har efterhånden fået lidt mere end et par ginshots. Og så – lige som det begynder at blive kritisk – åbner tjenerne dørene til en overdådig buffet med langtidsstegt kylling i blommesauce, safranris med røde ørkenbær og grillspyd med saftigt lammekød.

Den persiske mad kan få de fleste til at forelske sig i Iran. I bryllupssalen kaster alle sig over maden med glubende appetit. De mange timer på dansegulvet har gjort gæsterne sultne, og maden smager himmelsk.

Med fyldte maver begynder gæsterne så småt at sige farvel. Endnu en fantastisk dag i Teheran er gået, og forude venter mange flere.