Det nordlige Iran

Det nordlige Iran har tilpasset sig et klima anderledes fra resten af landet, og ikke kun naturen er forskellig, for det er befolkning, sprog, dialekter, kulturer og traditioner også. Her har naboerne været Mesopotamien, det osmanniske Tyrkiet og zarens Rusland, og her findes vilde ekstremer, vilde oplevelser, en vild historie gennem århundreder, og en vild natur.

Læs her, hvordan en af Viktors Farmors iranske guider, Farzaneh Boloori, beskriver det nordlige Iran:

Det nordlige Iran - eller ”Nord” som iranerne bare kalder det - er et frodigt område beliggende mellem Det Kaspiske Hav og Alborz-bjergkæden fra landets nordøstligste del til dets nordvestligste del. Området dækker de tre provinser Golestan i øst, Mazandaran i den centrale del, og Gilan i vest.

Alborz-bjergkæden med Irans højeste bjerg Damavand på 5610 meter over havets overflade er som en gigantisk mur mellem Det Kaspiske Hav, verdens største indsø, og landets centrale plateau. Derfor stoppes skyerne på deres vej sydover, og af samme grund regner det ofte i området, ligesom det er varmt og fugtigt og derfor grønt og frodigt i modsætning til de store ørkenområder, Iran også er kendt for.

Det har også gjort hele det nordlige Iran til et yndet mål for iranernes udflugter og ferier. Her er alting grønt med frodige skovområder, teplantager og marker med afgrøder, og vejene snor gennem bjerge og dale og små landsbyer. Nogle steder når Alborz-bjergene så tæt på kysten som tre til fem kilometer.

Fordi jorden er så frugtbar og derfor attraktiv for dyrkning af grøntsager, frugter og andre afgrøder bor her også mange mennesker, og landsbyerne ligger tæt på hinanden.

Arkitekturen er tydeligvis påvirket af de geografiske forudsætninger og klimaet. Mange huse er bygget i træ, som er let tilgængeligt i områdets mange skove. Selv i større byers gamle bydele er husene opført i træ.

Lige så varieret og forskelligt fra resten af Iran er befolkningen det også. Her er stor variation kulturmæssigt og sprogligt. Her tales lokale dialekter som mazani og gilaki, og i den vestlige del en blanding af kurdisk, gilaki og taleshi, præcis afspejlet af de mange forskellige befolkningsgrupper, som i århundreder har boet her. Også musikken afspejler forskelligheden fra det øvrige Iran.

På restauranterne serveres en bred vifte af forskellige slags ris alt sammen dyrket i nærområdet, for regionen er Irans vigtigste skatkammer for netop den afgrøde. Har man smag for fisk, så prøv frisk fisk fra Det Kaspiske Hav. Her er heltling en specialitet. Netop friskfangede fisk og lokalproducerede afgrøder tiltrækker folk fra hele Iran og centralasiatiske lande om sommeren og ved særlige persiske højtider, så det har fået mange af de lokale indbyggere til at leje deres villaer og lejligheder ud til turister.

Før den islamiske revolution i 1978-79 var området lige så berømt og velbesøgt som i dag. Det gælder også strandene langs Det Kaspiske Hav, men i dag dog med nogle dresscode-agtige ændringer i forhold til tiden før revolutionen. Dengang kom shahen og hans familie også ofte til de mange byer langs kysten, og nogle af de kongelige residenser er i dag åbnet og indrettet som museer.

Byer ligger side om side langs kysten, og den ene mere indbydende end den anden. Rasht er den største og vigtigste, provinshovedstad i Gilan, og med et indbyggertal svarende til Aarhus, og tæt på er løjperne i Alborz-bjergene og Det Kaspiske Hav. Masuleh er en af de store attraktioner i Gilan-provinsen, en historisk by med 1200 års historie og med en helt særlig byggestil og arkitektur. Fra Rasht kører man ad små veje gennem skove og bjerge, nogle gange i tæt tåge, for til sidst at nå et lille stykke paradis for enden af vejen. Masuleh ligger op ad bjergskråningen, og ligner ikke andre byer. Her er hverken gader, veje eller gyder, for når man vandrer gennem byen går man fysisk oven på de små hustage. Denne særlige arkitektur ses ikke mange steder i verden.

For dem, som gerne vil tæt på bjerge, skove og hav er Ramsar stedet. Den ligger også i Gilan-provinsen, og er lige præcis blevet presset ind på en smal tange mellem havet og bjergene. En svævebane går op i bjergene, hvor man har den mest vidunderlige udsigt over området.
Turen kan gå videre mod nordvest til Bandar Anzali til områdets kendte lagune, hvor man kan sejle og studere områdets flora og mange fugle.

Fra Gilan-provinsen slynger Heyran-vejen sig til Ardabil og Østaserbajdsjan. Strækningen er blevet udråbt til én af de 10 smukkeste veje i Iran. Hårnålesving tager én op i bjergene, og vejstrækningen er især berømt i forårs- og efterårsmånederne, når naturen viser sine smukkeste farver.

I Ardabil og Østaserbajdsjan taler befolkningen azeri - eller aserbajdsjansk, som er en tyrkisk dialekt. De er kendt som et hårdtarbejdende folk. Her er ikke landbrugsmarker og afgrøder som andre steder langs Det Kaspiske Hav, men i stedet er området rig på miner - og guld. Det er i mineindustrien, at mange af de lokale arbejder. Ardabil byder også på Unesco-verdensarv, for her ligger mausolæet for Sheikh Safi Ardebili, en sunnimuslim og berømt filosof fra det 14. århundrede.

En anden vigtig by vest for Alborz-bjergene er Tabriz, provinshovedstad i Østaserbajdsjan. En storby med over to millioner indbyggere med en stor bazar, som også er på Unescos verdensarvsliste og dermed sikret for eftertiden. Tabriz ligger på en slette omgivet af bjerge, og derfor er det behageligt køligt om sommeren, og koldt om vinteren. Den Blå Moske, bazaren, det aserbajdsjanske museum og El Goli Park er blandt attraktionerne i Tabriz. Læg dertil attraktioner uden for Tabriz, blandt andet byen og området Kandovan, der også bliver kaldt for Irans Kappadokien med reference til Kappadokien i Tyrkiet, et område med meget karakteristiske bjergformationer formet af lava. For mange århundreder siden huggede den lokale befolkning huler og huse ind i bjergene. Derfor er mange af byens huse indrettet i bjergformationer, som ligner isvafler på hovedet. Præcis som i Kappadokien i Tyrkiet.

Fortsætter man nordpå til den armenske grænse kommer man til endnu en seværdighed, som er på Unescos verdensarvsliste. Sankt Stefan Klostret med en tilhørende kirke bygget i det niende århundrede ligger her i en dal omgivet af bjerge. Hvert år holder armenerne, som er kristne, en fest ved klostret. Siden den niende århundrede er det ødelagt flere gange på grund af jordskælv, og altid er det blevet genopbygget. Med en meget speciel arkitektur med engle og armenske inskriptioner er klostret en af de mest berømte seværdigheder i det aserbajdsjanske område i det nordlige Iran. Kirkens kuppel er bygget som en ottekantet pyramide. Sankt Stefan var kristen diakon, helgen og betragtes som den første martyr inden for kristendommen, og han blev stenet til døde den 26. december i år 36 i Jerusalem. Derfor er anden juledag også Sankt Stefans dag i kristen tradition.

Se alle vores artikler om Mellemøsten