Baalbek, Byblos, Beirut

Det største tempel i det romerske imperium

Baalbek var oprindeligt en fønikisk by. Her blev guden Baal dyrket. Baal stod for frugtbarhed og succes. Senere skabte kejser Augustus en romersk koloni her. Og nu var det guderne Jupiter, Venus og Merkur, der blev dyrket.

Jupitertemplet er den mest imponerende af bygningerne i Baalbek. Søjlerne er 20 meter høje. Man kan se templet langvejs fra, og det er ikke så sært, for det er bygget på en menneskeskabt forhøjning. I forvejen lå et fønikisk tempel på stedet. Romerne jævnede pladsen ud med store stenblokke – nej, enorme er det rette ord, for stenblokkene vejer op mod 800 tons. Hver. Og der er 24 af dem.

Baalbek blev et af den antikke verdens mest betydningsfulde steder. Der blev bygget på de store templer i mere end 200 år, og i dag kan man stadig beundre den fine detaljerigdom. Og skraber man lidt i jorden, kommer man ned til levnene efter græske og fønikiske helligdomme. Ikke så sært Baalbek er på UNESCOS liste over verdens kulturarv.

Verdens ældste by

Verdens ældste by – det kalder man udgravningerne omkring Byblos i det nordlige Libanon. I det 5. årtusinde før Kristus boede folk i runde stenhytter, og levede af fiskeri og lidt landbrug. Tætte skove med fyrretræer og cedertræer voksede bag byen og dette tømmer blev efterhånden den store handelsvare fra området.
Byblos blev et vigtigt handelscentrum. Her indskibede man libanesisk cedertræ, og det var her, man kunne skaffe kobber fra Kaukasus. Der var vigtige handelsforbindelser mellem Fønikien og Ægypten, og Byblos’ guder blev æret langt ned i Nildalen.

Byblos er den eneste by i Libanon, som stadig er omgivet af en ringmur. Den mur, der ses i dag er fra korsfarertiden, men noget af muren er ikke til at se, fordi der er bygget huse op ad den og op over den, således at muren indgår som en del af husene. Man kan dog se rester af den fønikiske bymur, der er fra 3. årtusinde før Kristus.

Mellemøstens pulserende metropol

Beirut er på vej til en ny storhedstid som Mellemøstens moderne metropol. Stadig med den grønne linje mellem øst og vest og i spændingsfeltet mellem islam og kristendom. Engang blev Beirut kaldt ”Mellemøstens Paris”. Der var frit, livligt, og klimaet var behageligt. Man stod på ski i baglandets bjerge om formiddagen, og badede i Middelhavet om eftermiddagen. Så kom en lang borgerkrig og ødelagde meget. Men nu er Beirut genopbygget. Den er en pulserende metropol med både moderne strandpromenader og brogede handelsgader.

Bekaa Dalen er kendt for vindyrkning, og Ksara er Libanons ældste og mest berømte vingård. Den blev grundlagt af jesuittermunke i 1857. Både rødvinen og hvidvinen herfra har vundet flere internationale priser. Vinen bliver lagt til modning i grotterne i området, og man kan få en omvisning og vinsmagning på Ksara.

Man kan med rette kalde Libanon for et af verdens kulturelle skatkamre. Indrømmet, så ligger landet kilet inde mellem Israel i syd og det borgerkrigshærgede Syrien som nabo, og med flygtninge fra nabolandet i øst tilføjet de i forvejen palæstinensiske flygtninge, som kom til som følge af Israels oprettelse og et par efterfølgende krige, gør, at mange tror, det er farligt at rejse til Libanon.

Alligevel vælger vi at gøre det i de områder, som er helt sikre, og det giver os oplevelser af både landets fortid og nutid.

Se alle vores artikler om Mellemøsten