Ørkenfæstningens hemmeligheder

Masada er et af de mest besøgte steder i Israel, og det forstår man godt. Fæstningen ligger på toppen af en klippe, en såkaldt horst, der rejser sig majestætisk i ørkenlandskabet ved Det Døde Hav. Fra år 66 til 70 gjorde jøderne i landet oprør mod den romerske besættelsesmagt. Oprøret blev nedkæmpet, og det endte med, at romerne ødelagde Templet i Jerusalem – det er de sidste rester, vi ser, når vi besøger Vestmuren, der er verdens helligste sted i jødisk tradition. Men først tre år senere lykkedes det romerne at gøre kål på den sidste gruppe oprørere. De havde forskanset sig på toppen af Masada, og da legionærerne omsider fik tiltvunget sig adgang, blev de mødt af en total stilhed: De 967 jødiske oprørere havde begået kollektivt selvmord for ikke at blive taget til fange.

Sådan lyder fortællingen om Masada hos den jødisk-romerske historiker Josefus Flavius. Han skrev en stor bog om hele det jødiske oprør, men problemet er, at han er den eneste skriftlige kilde, og i dag tvivler historikerne på mange at de ting, han har skrevet.

For eksempel lyder fortællingen om det kollektive selvmord underlig. Vi ved ikke præcis, hvem de jødiske oprørere på Masada var, men meget tyder på, at de var en gruppe religiøse fanatikere, og eftersom selvmord er forbudt i jødisk lovgivning, ville de næppe have valgt denne udvej. Arkæologerne mener også, at der kan have fundet kampe sted inde i selve fæstningen, så nogen må have været levende nok til at yde modstand mod romerne.

Selvmordsteorien kan dog ikke helt udelukkes, for der er aldrig blevet fundet mere end 24 skeletrester på Masada. Hvis de jødiske oprørere blev slået ihjel under kampene, ville romerne typisk kaste ligene i en massegrav, som måske ligger et sted i ørkenen og venter på arkæologerne. Vi kender ikke deres skæbne, men alt dette gør kun Masada så meget mere fascinerende at besøge.

Derimod er det temmelig sikkert, at historien om, at den romerske belejring af Masada varede i tre år, ikke holder vand. Romerne havde samlet en hær på 8.000 legionærer, og bare den logistiske udfordring, der lå i at få forsyninger frem til så mange mennesker langt ude i ørkenen, har været enorm. Romerne har ikke haft tid til at vente. Moderne arkæologer har beregnet, at romerne har kunnet bygge rampen op ad bjergsiden på godt og vel otte uger, så det er ikke sikkert at slaget om Masada har taget ret meget længere.

En national myte

Det var den store israelske arkæolog Yigal Yadin, der først udgravede Masada i begyndelsen af 1960’erne. På det tidspunkt var Israel en ganske ung stat, og Yadin brugte historien om Masada til at opbygge en national myte om den tapre jødiske modstand mod en stærk fjende.

Selvmordsteorien passede godt ind i det billede, og i sine optegnelser betegnede Yadin oprørerne som zeloter. Det er en fællesbetegnelse for alle de jødiske oprørsgrupper, og der hænger en vis helteglorie ved navnet. Moderne historikere mener snarere, at nogle af dem var sikarier. Det kommer af ordet ’sika’, som betyder dolk, og sikarier var radikalister, der for et godt ord dolkede deres politiske modstandere. I den moderne verden ville vi nok kalde dem terrorister.

Derfor var oprørerne på Masada nok ikke Guds bedste børn. Som sagt ved vi ikke med sikkerhed, hvem de egentlig var. I dag står den berømte ørkenfæstning der og ruger på sine hemmeligheder, så når man står der på toppen, kan det ikke undgås, at fantasien spiller med, og man ser det historiske drama udspille sig.

Bagefter gør det godt at komme ned og svale sig i Det Døde Hav.

Se alle vores artikler om Mellemøsten