Island - Besøg vulkanen Fagradalsfjall
I Island er der vulkanudbrud ca. hvert andet år. Det er dog ikke altid, man kan se dem. Tit foregår det højt oppe eller under en gletcher. Men lidt før klokken 21, den 19. marts 2021 åbnede vulkanen Fagradalsfjall i Geldingadalir dalen en kilometer lang sprække med rødglødende lava. Det skete efter længere tids uro i området med flere små jordskælv.
Et smukt syn
I Island kalder man udbruddet for et turistudbrud, fordi lavaen flyder i en jævn, langsom strøm og er uden de store sprængninger, som kan være farlige. Lavaen kommer fra ca. 20 kilometers dybde og indeholder kun begrænsede mængder af gas. Det er et ualmindeligt smukt syn. Lavaen kommer fra flere kratere og trækker flotte røde floder gennem landskabet. Det minder om et kunstværk, som hele tiden ændrer sig.
Der er ingen fare for mennesker hverken i hovedstaden Reykjavik eller Den Blå Lagune, som ligger meget tæt på. Der kommer heller ingen aske som i 2010, da Eyjafjallajökul gik i udbrud og lukkede lufttrafikken i Europa i over en uge og forårsagede en del ødelæggelser i Island
Udbruddet i Fagradalsfjall gør ingen fortræd. Tværtimod skaber det glæde og begejstring med sin smukt flydende lava. Hvis man er heldig, kan man også se det hele lidt fra oven under indflyvningen til lufthavnen i Keflavik.
Moderat vandretur
En guidet tur til vulkanen varer omkring 7 timer alt i alt. Vi tager bussen fra Reykjavik til halvøen Reykjanes. Det tager ca. 40 minutter. Her bliver vi sat af ved den sti, der fører op til vulkanen og går det sidste stykke. Det er en tur på omkring halvanden time. Vi er ved vulkanen i halvanden times tid, inden vi går tilbage til bussen. Alt i alt en moderat vandretur på godt 8 kilometer.
De fleste, der er i almindeligt god form, kan klare turen. Til gengæld venter der en oplevelse for livet, når man står helt tæt på udbruddet og mærker varmen fra lavaen, der lige så stille glider forbi. Man kan selvfølgelig også være uheldig og ramme en dag med tåge og regn. Guiden beslutter hvor man går hen, og om man går helt til krateret, eller til en af de mange "lavafingre". Sikkerheden vejer højt, og derfor skal man være beredt på, at vejrliget kan spille ind på hvilken oplevelse man får på dagen.
Besøg vulkanen Fagradalsfjall
Morgen- eller eftermiddagsudflugt
Der er to muligheder for at komme ud til vulkanen på vores 11 dages rundrejses dag 10. Klokken 8.30 om morgenen og klokken 13. Det varierer afhængigt af ugedag om det er en morgen- eller eftermiddagsafgang. Er man på morgenturen, kommer man tilbage til Reykjavik, men går glip af byrundturen til fods. Er man på eftermiddagsturen bliver man efter udflugten til vulkanen kørt direkte til restauranten, hvor der er afskedsmiddag.
Ingen af turene kan kombineres med den valgfrie hvalsafari, da de overlapper hinanden.
Hvis et stort antal vælger at booke vulkanturen kan den arrangeres privat af Viktors Farmor, men ellers deltager man sammen med andre turister fra andre lande. Turen er således med engelsktalende guide.
Booke hjemmefra?
Vi anbefaler, at du booker turen til vulkanen i så god tid som muligt. Der tages forbehold for udsolgte pladser. Det kan også lade sig gøre først at bestille turen få dage før, dvs. mens du er i Island, men i så fald skal du gøre det selv online ved at booke direkte hos vores underleverandør. Rejselederen kan være behjælpelig hermed.
Forbehold
Turen til udbruddet foregår på naturens præmisser og er afhængig af både vind og vejr og vulkanens luner, så man skal være indstillet på, at det måske godt kan tage lidt længere tid at gå til og fra vulkanen, ligesom der kan ske ændringer i sidste øjeblik på grund af for høj koncentration af gas. Husk at tage lidt snacks og vand med. Og selvfølgelig gode vandresko og fornuftigt tøj.