Pagoden ligger midt i rundkørslen

Burma er kendt for de gyldne pagoder, Mandalay og Inle-søen Men der er meget andet, der gør det eksotiske land værd at opleve.

Sule pagoden indgår i vores program i Yangon.

I Burma kører de i højre side af vejen. Alligevel er passagerne næsten lige så vigtige som chaufføren i burmesiske biler.

Der er nemlig intet krav om, at rattet skal sidde i venstre side. Og da rigtig mange biler importeres fra Japan, ankommer de med rattet i højre side og fortsætter direkte ud på gaderne. De bliver ikke bygget om. Tilsvarende har mange busser både døre og rat i den forkerte side.

Så chaufføren må ofte spørge sin sidepassager: Er der fri bane? Det er der bestemt ikke altid, for mens der var meget sparsom trafik for blot 10 år siden, så er antallet af biler steget markant lige siden. Forandringens vinde blæser, også i Burma.

Men trods den travle trafik hviler der en særlig tropisk og eksotisk atmosfære over Burma. Der er en grund til, at landet kaldes De Gyldne Pagoders Land. Mest kendt er Shwedagon pagoden i Yangon, som er beklædt med bladguld og 7.000 diamanter i sit spir.

Men lige så imponerende er Sule pagoden – der ligger midt i en rundkørsel. Langs gadens yderste kant er butikker i stueplan og lejligheder på 1. sal. Først bagved finder man den gyldne (der har vi det igen) pagode, som er Yangons ældste af sin slags.

Sule pagoden er også Burmas geografiske nulpunkt, og endnu vigtigere: Den var centrum for 2 vigtige opstande i landets nyere historie: Oprøret i 1988, som bragte Aung an Suu Kyi frem i forreste linje og medførte hendes stuearrest, samt safran-revolutionen i 2007.

Yangon - Rangoon

Yangon, som under britisk styre hed Rangoon, er en charmerende storby. Selv om byen er vokset til 7 millioner indbyggere, så er centrum ikke større, end at man kan spadsere omkring. Der er pompøse bygninger fra Victoriatiden, men også travle gader med et broget liv af burmesere, kinesere, indere, bengaler og arabere. To områder, vi ofte lader vores sightseeing gå gennem, er Chinatown og Little India – som i øvrigt ligger tæt ved Sule pagoden.

Rundt om Yangon løber den cirkulære jernbane, som hver dag transporterer mellem 100.000 og 150.000 mennesker. Nogle af dem er vores gæster, for en time eller to med jernbanen er en sjov måde at møde hverdagen i Burma på. Toget bumler afsted med 20-30 km i timen, holder ved 39 stationer undervejs i sit loop om Yangon, og især på markedsdage sidder vi sammen med burmesere med kurve med frugt, samosa og meget andet. Turen giver også mulighed for et nysgerrigt kig ind i folks baghaver fra togets vinduer.

Et andet indtryk af Burma får vi, når vi tager færgen over floden Yangon, der snor sig rundt om byen. Det tager kun 5 minutter at sejle over, og på den anden side er der en skarp kontrast til storbyen. Her er fiskerbåde, små hytter, simple boder og en tilværelse, der bringer os tilbage i tid. Vi plejer at hyre cykeltaxaer, som tager os rundt mellem landsbyerne.

Burmas højdepunkter

Burma rummer mange højdepunkter. Der er byen Mandalay med kunstnere, der arbejder i træ, bronze, silke og marmor. Der er verdens længste bro af teaktræ. Der er Bagan med mere end 2.000 pagoder strøet over en slette. Og lige ved siden af sejltur i solnedgangen på floden Irrawaddy. Der er Inle-søen med flydende haver og huse på pæle.

Et mere upåagtet højdepunkt er klippeblokken Popa, der rejser sig lodret i 733 trins højde. Popa er resterne af en strato-vulkan, der i år 442 før Kristus døde midt i et udbrud. Lavaen størknede, og efterhånden er vulkansiderne eroderet væk. Kun den størknede tragt står tilbage, og på toppen står flere templer.

Popa er et pilgrimssted for mange burmesere, som gerne rejser langvejs fra for at sikre sig fremgang og lykke i deres liv. Sådan har det været helt tilbage i tiden før buddhismen nåede landet. I Burma spiller gamle traditioner nemlig en stor rolle. Blandt andet derfor er landet uimodståeligt som rejsemål.

Se alle vores artikler om Asien