Kamelen der nær havde ændret Australiens historie

Dette er historien om Australiens første kamel – der godt kunne være blevet den sidste.

Kameler er ikke naturligt forkomne i Australien. Men det blev der ændret på i 1840, da kamelen Harry gik i land i Australien efter en lang skibsrejse fra Tenerife. De øvrige kameler på skibet var alle døde undervejs, så nu var det op til Harry at vise kamelers værd. Forventningerne var store. Ikke mindst fra John Horrocks, der havde bragt Harry til Australien for at bevise, at kameler var ideale pakdyr i det tørre klima.

Desværre viste Harry sig hurtigt at være en ualmindelig stædig og ulydig kamel. Det fortælles for eksempel, at Harry under en opdagelsesrejse til Lake Torrens i 1846 bed lejrchefen, kom op at slås med en ged og tyggede et lille hul i en sæk med mel, så ekspeditionen trak et hvidt spor efter sig gennem ørkenen. Men det var ikke det værste! En dag da John Horrocks var i færd med at lade sit gevær, stødte Harry ind i den stakkels mand. Geværet gik af, og Horrocks mistede to fingre og adskillige tænder. Han døde en smertefuld død en måned senere af koldbrand i såret.

Efter ulykken var Horrocks forståeligt nok rasende på Harry, og på sit dødsleje var hans sidste ønske, at nogen ville skyde Harry en kugle for panden. Dette skal dog ikke ses udelukkende som hævn. For trods Harrys tydelige mangler, så Horrocks stadig en lysende fremtid for kameler i Australien – og han ville ikke se Harrys blakkede ry ødelægge denne fremtid. Harry blev skudt, og de to blev begravet side om side.

Horrocks viste sig at få ret. Flere kameler blev hentet til landet, og inde længe skulle de komme til at vise deres værd. Især på storstilede ekspeditioner, der blev sendt ind i det centrale Australien på jagt efter de frugtbare græsgange, som man forventede at finde i kontinentets indre. Blandt de mest berømte opdagelsesrejsende var Burke og Wills, der i 1860 begav sig ud på den første krydsning af kontinentet fra syd til nord. Med sig havde de ikke mindre end 23 heste, seks vogne og 26 kameler. De mange dyr var nødvendige, for ekspeditionen medbragte 20 tons udstyr. Deriblandt mad til to år, et massivt spisebord i cedartræ, en kinesisk gonggong, et flygel og adskillige hundreder liter rom, som de havde planer om at lade kamelerne drikke som en foranstaltning mod skørbug. Ekspeditionen var en dundrende fiasko, og trods det lykkedes dele af holdet at nå det nordligste Australien, kom kun én af de 19 ekspeditionsmedlemmer hjem med livet i behold. Godt hjulpet af lokale aboriginals. Både Burke og Wills døde undervejs.

Det skulle blive en skotske landmåler ved navn John D. Stuart, der i 1862 som den første formåede at kortlægge en vej gennem Centralaustralien og vende tilbage igen med livet i behold. I kølevandet på Stuarts succesfulde ekspedition tog andre opdagelsesrejsende over, og inden længe opstod en diskussion om, hvor vidt det var hesten eller kamelen, der var bedst egnet til ekspeditioner i ørkenen. Man valgte at afgøre striden med et væddeløb, hvor en hest og en kamel skulle dyste om hurtigst at tilbagelægge en længere strækning gennem ørkenen. Hesten startede som lyn og torden og kom i mål længe før kamelen, hvorefter den øjeblikkelig faldt død om af udmattelse. Langt senere kom kamelen til syne. Den luntede stille og roligt over målstregen, hvorefter den vendte om og luntede hele vejen tilbage igen.

I de næste årtier var kameler en fast del af livet i ørkenen, indtil de blev udkonkurreret af biler, fly samt ikke mindst togbanen til Alice Springs, der stod færdig i 1929. En togbane, der aldrig ville være blevet bygget, havde det ikke været for brugen af kameler som trækdyr.

Men med togbanen færdig havde man ikke længere brug for de mange kameler. De blev derfor sluppet fri i ørkenen, der skulle vise sig at være et ideelt levested for dem. Hurtigt formerede kamelerne sig og blev til Australiens vilde kameler – og hvem ved; måske går der stadig efterkommere af Harry rundt derude i Australiens rustrøde ørken.

Se alle vores artikler om Oceanien